Fem stjerner: Irriterende lille mesterværk har rullet sig tyk og fed som en voksende snebold

Boganmeldelse: Lige meget hvor irriteret man kan blive over form og fortælling i Lydia Sandgrens litterære svenske sensation »Samlede værker«, som både er udråbt til årets bog og til ingenting, så er det svært at afvise bogens litterære kvaliteter og voluminøse, smægtende korpus.

Lydia Sandgren Sandgren udstiller med behersket satire det selvhøjtidelige i det filosofisk højttravende og i den kulturelt dannede mands midtvejskrise. Fold sammen
Læs mere
Foto: 10070 Jessica Gow / TT

Man behøver ikke at holde af en bog for at synes, at den er god, og det er givetvis heller ikke alle læsere, der vil falde for Lydia Sandgrens påtaget filosofiske og meget lange roman om en kriseramt svensk forlægger, hans forsvundne hustru, deres succesrige kunstmalerven og deres videbegærlige, voksne datter.

Men lige meget hvor irriteret man kan blive over form og fortælling i »Samlede værker«, så er det svært at afvise dens litterære kvaliteter og voluminøse, smægtende korpus.

»Sandgren udstiller med behersket satire det selvhøjtidelige i det filosofisk højtravende og i den kulturelt dannede mands midtvejskrise«


»Samlede værker« er en dygtigt fortalt roman, hvor det lærde og det lette, det satiriske og det samtidsbeskrivende fletter sig ind og ud af hinanden. Moppedrengen er skrevet med sans for sprogtoner og detaljer, let og elegant, men også flagrende og flygtig i al sin tyngde. Et miskmask og et lille mesterværk i ét.

Man kan få den tanke, at bogen i virkeligheden er bygget over en kort fortalt filosofisk fortælling, der i sin grundstruktur kunne have været udgivet af et eksperimenterende mikroforlag, men at den forinden er trillet sin vej og har rullet sig tyk og fed som en voksende snebold. Måske i erkendelse af at bøger når lettere ud over rampen på den litterære scene i en poppet polstring, måske fordi den var sulten på mere og hellere ville være overvægtig end underernæret, måske bare fordi den kunne.

Det fine er, at fedtet er godt fordelt. Debutanten Lydia Sandgren har med fortælleteknisk snilde modelleret en interessant skabning frem – et underholdende og indimellem udfordrende selskab.

Bogen har da også skabt blandede følelser hos de svenske anmeldere, der enten har udråbt den til årets bog eller dumpet den for at være for meget ingenting. Mens debatten har raset i de svenske medier, er bogen imidlertid blevet langet over boghandlerdiske i en lind strøm og anerkendt med Augustprisen for bedste skønlitterære værk i 2020.

Sølle samlede værker

Romanen handler om 50-årige Martin Berg, der i bogens indledning ligger på gulvet med sine mange ufærdige manuskripter, noter og udkast til noveller og romaner rundt om sig. Hans sølle samlede værker.

Vi følger ham (i en ikke-kronologisk fortælling) fra han som lærenem gymnasieelev indleder et livslangt venskab med klassekammeraten Gustav Becker, der senere bliver verdensberømt kunstmaler, og frem til 25-årsjubilæet for det forlag, som han og en anden ven lidt tilfældigt har grundlagt som unge. Undervejs har den omsværmede Martin forelsket sig i den smukke og højtbegavede idéhistoriker Cecilia Wikner, som han får to børn med.

Foto: Politikens Forlag Fold sammen
Læs mere

Men kort efter at hun har afleveret sin ph.d., forlader hun hjemmet og forsvinder sporløst. Først 15 år senere dukker spor af hendes eksistens op, da den nu voksne datter Rakel er ved at oversætte en tysk roman for sin fars forlag.

Rakel sætter sig for at grave i sagen. Hendes undertrykte sorg over tabet af moren pirres af de portrætter, der hænger af Cecilia overalt i byen. Moren var nemlig ikke blot blevet en integreret del af Martins og Gustavs venskab, hun var også Gustavs muse og foretrukne model. Så det er et af portrætterne af Cecilia, der pryder plakaten i forbindelse med Gustavs store retrospektive udstilling.

Lydia Sandgren fører smidigt læseren frem og tilbage i tid, gennem skiftevis Martins og Rakels synsvinkel, afbrudt af (fiktive og indirekte kommenterende) interview med ham om hans uforløste forfatterskab. Vi følger den studentikose romanforfatter in spe, til han ender som bedsteborgerlig enlig far og forlægger med behersket succes og hang til fransk madlavning, filosofiske problemstillinger og foruroligende ansvarsfornægtelse.

Selvom det er plottet med den forsvundne hustru, der er bogens lokomotiv, er det romanens kærligt sarkastiske portræt af den intellektuelle kreative klasse, der er bogens gyldne gods. Sandgren udstiller med behersket satire det selvhøjtidelige i det filosofisk højttravende og i den kulturelt dannede mands midtvejskrise.

Man kan beskylde hende for med løs hånd at namedroppe filosoffer og forfattere, men det er Martin og hans omgangskreds, der er skyldige i den intellektuelle ordflom. Og formentlig én af årsagerne til Cecilias flugt fra ham – ud over familiepligter, larm og udlængsel.

At en mor forlader sine børn uden at se sig tilbage, er en anden og ikke mindre væsentlig problemstilling, som hverken forklares eller forsvares, men som forfatteren ikke desto mindre klasker lige i smasken på vores kønspolitiske selvforståelse med risiko for en irriterende syns- eller selvindsigtsforstyrrelse til følge. »Samlede værker« er en højst bemærkelsesværdig debut.

Samlede værker
Forfatter:
Lydia Sandgren. Oversætter: Agnete Dorph Stjernfelt. Sider: 743. Pris: 350 kr. Forlag: Politiken Forlag.