Fem overbevisende stjerner til en af dansk lyriks store humorister

Seniorpoeten Peter Poulsen forener tristessen, det eksistentielle sortsyn, med en forløsende humor i sin nye bog.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Digteren Peter Poulsen går i sin nye bog med den musikalsk iørefaldende titel »Allegro ma non troppo« på scenen som trivialiteternes sørgmuntre troubadour og registrerer med klare øjne hverdagenes eventyrlige optog af almindeligheder og stadige pendlen mellem det banale og den rene absurditet.

I hans digte møder den uafhentede kuffert på transportbåndet i lufthavnen de sammenbragte ting i »Vibekes vindueskarm«, som blandt andet er opholdssted for et par forsteninger, der begge er mere end 65 millioner år gamle, to små strikkede hunde, pennen, som for længe siden har sluppet det sidste ord og det tomme blækhus. Spørgsmålet om, hvad der sker inde i støvsugerposen, konkurrerer benhårdt om opmærksomheden med mågerne, som snakker i søvne ude på skæret:

Snart bliver der helt stille i drømmen og mørkt.
Når vi vender tilbage/er alting glemt.

Stilheden, forsvindingen, glemslen og intetheden er sjældent langt borte i den aldrende Peter Poulsens digte, og efter sidste års dobbeltdagbog sammen med billedkunstneren Jørgen Haugen Sørensen med den manende titel »Vi må videre« tager poeten Poulsen endnu et skridt i retning af nedskrivningen til et nulpunkt eller det absolutte fravær i et digt som »Mikro«:

Dybt nede i ordløsheden
hvor kun de mindste biller
kan klemme sig ind
i nullermændenes habitat
som ingen hidtil har undersøgt nøje

i denne verden uden for nummer
som kun kan rumme det mikroskopiske
hersker et fravær, som har eksisteret
evigheder før universet blev til.

Meget præcist slås en tone og et tempo an med titlen hentet fra musiksproget »Allegro ma non troppo«. Hurtigt, men heller ikke for hurtigt. Det er i fuld overensstemmelse med netop den tempoangivelse og i øvrigt også med det gennemgående forsvindingsmotiv, at så mange af digtene i bogen er korte, ofte ikke mere end to-tre til fem linjer, og hyppigt båret af et lynsnart indtryk eller indfald. Et typisk eksempel på de pludselige nedslag er digtet »Skrift«, der tilmed kommer til at ligne signalementet af en poetisk metode:

Splitsekundet inden en standfugl/lander i sneen.
Sporene, når den er lettet igen.

Kortformen er ekstremt krævende, og selvfølgelig letter indfaldene ikke overalt så villigt som i »Operation«, hvor en grå stær flyver op fra øjet og forsvinder ud over bølgerne. Men Peter Poulsen, der er de minimalistiske mumleriers mester, behersker i den grad også de koncentrerede former og kan, ligesom han et sted lader Per Højholt gøre det, »stramme skruerne i sproget«. Med aforistisk skarphed karakteriserer han for eksempel blandingen af effektiviserings- og centraliseringsøvelser på landets byplanlæggerkontorer:

De har slået alle stoppestederne sammen til ét som til gengæld ligger centralt.

Og på samme måde strammer han fornemt en tilbagevendende historie om det ensomme individ ind til fire knappe linjers prægnante billede:

Det enlige træ
på den store savanne
drømmer om regnskovens tæthed
og sammenhold.

En afgørende del af den musikalske rytme i »Allegro ma non troppo« er temposkiftene, og imellem de korte tekster står pludselig lidt længere, mere fortællende digte, hvor forfatteren både kan følge det dansende par på et maleri af Olaf Rude, møde Palle alene i verden som pensionist eller måske den veltatoverede natsygeplejerske, der slukker lamperne på »Semantisk sengeafsnit«, hvor hver seng rummer sin elendighed:

De små drenge har fået prostata
sukkersyge, kræft i testiklerne.
De lever i et demokratisk land.
Så der er noget at vælge imellem.

Når Peter Poulsen går stuegang, forenes tristessen, det eksistentielle sortsyn med en forløsende humor.

Tidsdimensionen spiller en slags hovedrolle i Peter Poulsens nye digte, fortid, nutid og fremtid blander blod og billeder, et besøg i et klasseværelse fra dengang i 1950erne med lærer Larsen bag katederet! Flygelets længselsfulde tangenter, der måske gemmer på en ukendt sang, som ingen har fået at høre endnu! Vanddråben, der lige nu eksploderer mod vaskens emalje! »Alt eksisterer på samme tid«, kan digteren med alderens suveræne frihed erklære, og lige om hjørnet venter glemslen og det store intet.

Vist er det ikke nogen munter historie, seniorpoeten Peter Poulsens digte har at fortælle, men at han er en af den danske lyriks store humorister, bekræfter »Allegro ma non troppo« overbevisende.

Forfatter: Peter Poulsen, Sider: 144, Pris: 250 kr, Forlag: Lindhardt og Ringhof