Med ottende bind i Jan Guillous stort anlagte serie om det 20. århundrede er vi så at sige landet i forfatterens eget årti, 1970erne. Det kan – på godt og ondt – fornemmes.

At Guillou ganske vist har gjort sig bemærket før og ikke mindst efter dette decennium, vidner bl.a. en efterfølgende lang litterær karriere om. 1970erne var imidlertid epoken, hvor han satte sit navn på den svenske dagsorden (derom senere), det var dengang, der var palæstinabevægelser, afsløringer af hemmelige efterretningstjenester, OL-kidnapninger, Baader-Meinhof, Vietnamkrig, Watergate og opblomstring af den undersøgende journalistik, alt sammen en del af Guillous journalistiske og litterære DNA og dét, som »Dem der dræber drømme sover aldrig« allermest handler om.

Det var dengang, der var palæstinabevægelser, afsløringer af hemmelige efterretningstjenester, OL-kidnapninger, Baader-Meinhof, Vietnamkrig, Watergate og opblomstring af den undersøgende journalistik.

Dette nye bind i serien om det såkaldt store århundrede handler selvfølgelig også om den seneste generation i den norsk-svensk-tyske familien Lauritzen, som læserne har kunnet følge siden de tre fattige brødre, Lauritz, Sverre og Oscar, i 1883 mistede deres fiskerfar og med mæcener i ryggen sendtes til Tyskland for at blive uddannet til ingeniører. Det handler om barnebarnet, den unge venstreorienterede jurist Eric, der egentlig er fransk statsborger (som Guillou selv var), er opvokset i Sverige og taler flydende tysk. Og den handler om at kæmpe for det, man tror på, og om at tro på det, man vælger at kæmpe for.

Eric Letang arbejder som fuldmægtig i den kendte Henning Sjöstrands advokatkontor og fører en del skilsmissesager, når han ikke holder møder og tager på weekendlejr med sine marxistisk-leninistiske kammerater i Palæstina-bevægelsen. Udover sin socialistiske mormor, der var aktiv i modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig, er der ikke ret mange andre i den nu mere eller mindre velstillede og borgerlige familie, der kender til hans dobbeltliv. Lige bortset fra fætteren Henning, der med sin danske kæreste Mette og deres medsammensvorne kæmper for samme sag, men med en voldelig tilgang. Meget tyder på, at de står bag et indbrud på et af militærets våbenlagre i nærheden af Erics fritidskollektiv, og det er åbenlyst, at de som figurer er skabt over Blekingegadebandens medlemmer.

Eric er en mand med mange talenter og et halvfjerdserfrit syn på parforholdet, men da hans store kærlighed, den tyske advokat Gertrude, bliver skydeskive i et anspændt politisk og politimæssigt klima i et Vesttyskland plaget af Rote Armée Fraktions attentater og statens Berufsverbot, bryder hans verden sammen. Han henter sin lille søn og flygter – bl.a. med hjælp fra Heinrich Böll, der i de samme dage tildeles Nobels litteraturpris – over Amsterdam og hjem til Sverige.

Både her og i Tyskland hænges han ud i pressen som »Terroristprinsen«, og sammen med sin karismatiske boss forsøger han at få dømt avisen Expressen for injurier. Da hans gode ven, journalisten Erik Ponti, er med til at afsløre et hemmeligt efterretningsvæsen, IB (Informationsbyrån), kommer Eric atter i mediernes søgelys, og Guillou går i detaljer med den efterfølgende retssag og den studehandel, som byretten og landets øverste politiske ledelse indgår omkring strafudmålingen.

Det er underholdende, men det er også her, bogen som litterært projekt slår knuder. Ikke blot fordi forfatteren bruger uforholdsmæssigt megen plads på retssagen og polemikken omkring. Men også fordi denne del af historien ligger så tæt op ad virkeligheden, at man ironisk nok kommer til at savne et par vinkler.

Hovedpersonen Eric er på mange måder Guillous alter ego, men der er også lidt af ham i vennen Erik Ponti. Som yngre journalist var netop Guillou med til at afsløre IBs ulovligheder og grundlovsstridige eksistens, og det var disse afsløringer, der gjorde ham kendt i den svenske offentlighed.

Det er siden kommet frem, at Guillou dengang blev lønnet af KGB for at informere om det svenske samfund, så når nu han i denne roman bruger så mange sider på at dissekere denne sag, kunne man godt have ønsket en lidt mere nuanceret gennemgang, så der ikke kun blev rodet rundt med skalpellen i det samme sår side efter side.

Generelt holder Guillou sig dog ikke tilbage med kras kritik af både højre- og venstrefløj, det er mere hans egen rolle, han har svært ved at betragte gennem samme lup. Som et polaroidfoto af denne begivenhedsrige periode er »Dem der dræber drømme sover aldrig« dog et fint og farverigt portræt.

 

BMINTERN - Omslag
BMINTERN - Omslag Forlag

Dem der dræber drømme sover aldrig.

Forfatter: Jan Guillou. Oversætter: Anders Johansen. Sider: 436. Pris: 299 kr. Forlag: Modtryk.