I store dele af den amerikanske forfatter Ottessa Moshfeghs roman »Eileen« kører antiheltinden rundt i en gammel, bulet Dodge med defekt udstødning og en død markmus i handskerummet, som hun af og til åbner for at kigge til.

Hele tiden balancerer hun mellem på den ene side nedkøling og forfrysninger fra den iskolde New England-vinter, når vinduerne er nedrullede, og på den anden side forgiftning og besvimelse af udstødningsgassen, der fylder bilen, når vinduerne er oppe. At læse »Eileen« er lidt som at befinde sig i Dodgens skumle kabine: iskoldt, foruroligende, ildelugtende af gas, død og brækpølen på passagersædet, klaustrofobisk og med en iboende mulighed for flugt og uventet udvikling.