Eva Selsing har anmeldt radikalt kampskrift – og det har gjort hende lidt klogere på det lille parti

»Radikal« er succeshistorien om kulturens magt. Som kampskrift lykkes pamfletten ikke helt, men historien om midterpartiet er læseværdig.

Sofie Carsten Nielsen ankommer til De Radikale i Vartovs festsal under Kommunalvalget 2017. Sammen med folketingskandidat Rune Christiansen og professor i medievidenskab og medlem af partiet, Peter Lauritsen, skriver hun fyndigt og kærligt om den radikale bevægelses historie, ethos og mål,« skriver Eva Selsing. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tre radikalere har begået en pamflet om en lille bevægelse, hvis aftryk på den nyere Danmarkshistorie er ubestrideligt store. Som det hedder i forordet til »Radikal«: »Uanset om du elsker eller hader os, kommer du ikke uden om os.«

Hvorfor det er sådan, får læseren faktisk svar på på de bare 68 sider. De tre forfattere, næstformand Sofie Carsten Nielsen, Folketingskandidat Rune Christiansen og professor i medievidenskab og medlem af partiet, Peter Lauritsen, skriver fyndigt og kærligt om den radikale bevægelses historie, ethos og mål. Vægten er lagt på idéernes betydning for udviklingen fra reaktive impulser på det, man opfattede som en forstenet tidsånd, til selvstændigt politisk parti. Idékampen fremhæves allerede i det indledende afsnit, hvor sporet fra oplysningstiden trækkes op. Frihedsidealer, menneskerettigheder og retsstat; radikalt hjerteblod.

Størstedelen af teksten handler derudover om radikalismens hovedrolleindehavere, begyndende med det moderne gennembrud. Georg Brandes indtager den mest prominente plads som kulturradikal pionér, og afsnittet om ham giver en god introduktion til en historisk karakter, hvis arv næppe kan underdrives. For parti såvel som land. Men hvorfor, egentlig?

Brandes selv skrev, i hovedværket »Hovedstrømninger«, at »det er ikke så meget ydre Love, der behøver at forandres … som det er den hele samfundsbetragtning.« Reduktionen af samfundskampen til et udelukkende juridisk eller økonomisk spørgsmål hører de mere enkelt tænkende til. Kulturen er samfundsidéernes motor.

»Hvis formålet med kampen fortoner sig i rare, men abstrakte begreber om frisind og ligeværd, bliver det modstanden mod den karikerede fjende, som løber med fokus«


Dét er forklaringen på den radikale bevægelses historiske succes, men også på et såre nutidigt fænomen: det forklarer nemlig tillige, hvorfor borgerligheden står så institutionelt svagt i en tid, hvor opinionen i stigende grad er konservativ. Uden sans for kulturens magt har man tabt på forhånd. Og omvendt, som i tilfældet med de Radikale de seneste 100 år, har den, der sidder på kulturen, vundet.

I kapitlet om Viggo Hørup skærpes retorikken, når forfatterne lader ham udtrykke, at »militarisme handler om luftige begreber som fædrelandskærlighed, nationens ære, trusler mod danskheden etc.« Og der er mere af den slags radi-klassikere: Udlændingepolitikken er også »militaristisk«, »populismen« skyldes et underskud af uddannelse og »kritisk tænkning«, og der gives en tegning af en uspecificeret gruppe som nogle, der »har en interesse i at dele løgne og usandheder.« Så må læseren selv gætte, hvem der henvises til.

En anselig portion selvkærlighed

Ligestillingsforkæmperen Elna Munch er æret med sit eget afsnit, og om hende erfarer vi, at det var vigtigt, at hun ikke anså sig selv som en kvindelig politiker, da der jo ikke findes noget »entydigt kvindeperspektiv.«

Afslutningskapitlet Fremad er føst og fremmest nostalgisk, med tilbagevenden til klassisk radikale begreber. Relevansen af årgangsord som »retsind«, »lovsind«, »demokrati« og derudad bliver sværere at få øje på, når analysen af tidens problemer – såsom altså »populismen« og den angiveligt militaristiske udlændingepolitik – bliver ved stereotyperne.

Man kunne have ønsket sig en åbensindet fremlægelse af de faktorer, der har ledt til fremvæksten af disse for en radikaler så bekymrende fænomener. Fordi forståelse, som forfatterne skriver, er en forudsætning for at løse problemerne. Men det kommer aldrig videre end til, ja, pastichen på de politiske modstandere.

Det gør også, at pamflettens ærinde som »kampskrift« ikke rigtig lykkes. For hvis formålet med kampen fortoner sig i rare, men abstrakte begreber om frisind og ligeværd, bliver det modstanden mod den karikerede fjende, som løber med fokus. Og så er vi nede i den negative opbyggelighed, som er og længe har været centrumvenstres lammende forbandelse. »Nej« er ganske enkelt mindre handlingsmotiverende end »ja«.

Det er klart historien om partiet, som gør pamfletten læseværdig. De radikale udmærker sig ved netop ikke at have fokuseret blindt på, om velfærdsstaten nu var for stor eller lille. Det har de ladet materialisterne til højre og venstre om. I stedet har man kæmpet i og med de formende idéer. »Radikal« er også en idékampshistorie, og det er både dens og partiets styrke.

Det er en fin sag, skrevet med en anselig portion selvkærlighed – og som giver et godt indblik i, hvordan en lille bevægelse kunne få så stor indflydelse.

Radikal

Forfattere: Rune Christiansen, Peter Lauritsen og Sofie Carsten Nielsen. Sider: 68. Pris:139 kr. Forlag: Copenhagen Storytellers