Eva Selsing anmelder åndsaristokraten og evigt aktuelle Nietzsche: Dannelse er kun for de få

BØGER: Er dannelse overhovedet mulig i en tid, der hylder det udannede? Det er spørgsmålet, som giver klangbund til Nietzsches »Om vore dannelsesanstalters fremtid«. Bogen er hurtigt læst, men langsomt fordøjet – som så meget af Nietzsches forfatterskab.

Eva Selsing anmelder den tyske filosof Friedrich Nietzsches bog »Om vore dannelsesanstalters fremtid«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Om vore dannelsesanstalters fremtid« blev skrevet i 1872 af den endnu unge Friedrich Nietzsche på 27 og er i den danske udgave forsynet med et fortrinligt pædagogisk efterskrift.

Bogen blev til i tiden efter »Tragediens fødsel«, hvor Nietzsche første gang præsenterede sin skelnen mellem det dionysiske og det apollinske. En skelnen, der også er vigtig her, fordi det særligt er Tysklands apollinske, altså fornuftdrevne, hang til nytte og videnskab, som ifølge Nietzsche lukker sindet for den sande dannelse.

Indholdet, der oprindeligt blev skrevet som en forelæsningsrække, er inddelt i fem taler. Nietzsche lader sine overvejelser om dannelse komme til udtryk i en fiktiv dialog mellem fire mennesker.

To unge studerende, hvoraf den ene er Nietzsche selv, som er taget ud i en skov for at filosofere og skyde med pistol (hvilken herlig kombination!). Og så en ældre filosof og hans midaldrende ledsager-elev. Filosoffen er muligvis en forløber for Nietzsches mest kendte figur, den Kristus-parafraserende profet Zarathustra.

»Vil der i fremtiden være rum til genier som Wagner, Goethe og Schiller, hvis tiden, de virker i, modsætter sig deres ånd?«


Men til forskel fra Zarathustra formulerer filosoffen i dannelsesskriftet sig klart og lige dele opbyggeligt og harcelerende i det, der er én stor kritik af de samtidige tyske uddannelsesinstitutioner. Vil der i fremtiden være rum til genier som Wagner, Goethe og Schiller, hvis tiden, de virker i, modsætter sig deres ånd?

Fra ånd til dum nytteværdi

Hvad er så dannelse, ifølge Nietzsche? Jo, det er først og fremmest et åndsaristokratisk fænomen, som underlægger sig arven fra antikken og levendegør den i samtiden.

Dannelse er for de få, men kræver et folk, der støtter og forstår geniets afgørende rolle for samfundet. Dannelse er ikke »selvstændig« tænkning, men lydighed overfor traditionen. Og så er dannelse også selvforglemmelse. Det gælder om – hold nu fast – at nå ind i »den subjektfri kontemplations illuminerede æterrum«.

En klassisk Nietzsche-formulering. Lige så snart det bliver et jeg-projekt eller får et statsligt formål, forsvinder dannelsen, og »livsnødvendigheden« tager over. Fra ånd til dum nytteværdi.

Bekymringen for dannelsesinstitutionernes fremtid skyldtes ikke mindst, at Nietzsche så en samtid, som forholdt sig decideret fjendtligt overfor dannelsen. Han sporer to uheldige udviklingstendenser, som vi også kan genkende i dag:

Én, der søger at udbrede og fortynde dannelsen til de mange med henblik på at opnå nytte – tænk på vore dages masseuniversitet. Og så én, der indsnævrer dannelsen, specialiserer og videnskabeliggør det »dannede« menneske. Her har vi eksperten, der er uvidende på alle andre områder end sit eget felt. Er det dannelse? Selvfølgelig ikke.

Tabet af ånd, som følger denne udvikling skaber et tomrum i mennesket, som det forsøger at fylde med videnskab og opstyltede formål. Til at udbrede denne »prætentiøse illusion« om dannelse er ikke mindst den overfladiske presse nyttig.

Men datidens falske dannelse blev også solgt af de instanser, der burde være den sande dannelses vogtere, undervisningsstederne og især lærerne.

»Det uhyre flertal af lærerne føler … at de med rette befolker disse (uddannelses)institutioner, fordi deres begavelser står i et vist harmonisk forhold til deres elevers lavtflyvende og fattige evner.«

Syrligt og nedladende, ja. Men forkert – også i en nutidssammenhæng?

Mange af Nietzsches observationer i bogen er lige så rammende, som de er beske. »Om vore dannelsesanstalters fremtid« taler nok ind i en konkret debat på Nietzsches tid, men stiller spørgsmål, der er mindst lige så relevante, endda påtrængende, i dag, som da den blev skrevet.

»Om vore dannelsesanstalters fremtid«

Forfatter: Friedrich Nietzsche. Sider: 132. Pris: 199,95 kr. Forlag: Forlaget Klim.