»Hertil og ikke længere« hedder en ny bog af den fiktive radiokarakter Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra det nu ikke længere eksisterende radioprogram Den korte radioavis.
Som alle ved, er det normalt musikeren og satirikeren Frederik Cilius, der er inde i Kirsten Birgit, men om det også er ham, der står bag bogen, er ikke nemt at vide, for ligesom radioprogrammet er den så fuld af over- og undertekst, at man bliver ganske rundforvirret.
Som så megen af Radio24syv-generationens humor lægger den sig lige præcis på det ironiske metapunkt, hvor man som midaldrende square ikke har en chance. For hvis man siger, at man ikke synes, den er sjov, så gør man sig selv til grin, fordi man ikke forstår den dobbeltbundede vits, hele projektet er. Og hvis man på den anden side roser den, kan man virke lige så fossilagtigt latterlig, fordi man ikke har fanget, hvor tykt bogen gør grin med selve satirebegrebet.
Derfor virker bogen mest af alt som et oplæg til en julefrokostsketch på den nu hedengangne radiostation. Man kan levende forestille sig, hvordan en kantine fuld af døddrukne hipstere ville være ved at kaste op af grin over de mange svirpende interne jokes, det lykkes vores Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm at få fyret af i løbet af bogens 91 små, meget stort typograferede sider.
Her er der blot tale om automathumor – altså en humor, man griner ad, bare fordi den er der, og fordi man har vedtaget med sig selv, at hende/ham Kirsten Birgit, hun er sjaaaaaaaaw.
Overordnet er rammen en jagt på grænsen for satire. Man aner her en vis hævngerrighed, fordi netop dén grænse i forsommeren var et spørgsmål, visse mediefolk formastede sig til at bringe på bane i forhold til Kirsten Birgits virke. Disse kritiske kommentatorer er da også dem, der på meta-metaplanet rammes hyppigst i bogen, men som det er med den form for humor, Cilius og Kirsten Birgit praktiserer, så er svirpene gemt bag en overdreven ros på sådan en primitiv ironisk måde (der vist er meta).
Og hvis man griner ad det, kan man være sikker på at blive mødt af det overbærende smil – for netop grinet viser jo, at man ikke har fattet en brik af det hele.
Teksten, der falder i seks korte kapitler, virker som en direkte afskrift af et Kirsten Birgit-rant, og mit gæt er, at det har taget ca. lige så lang tid at skrive bogen, som det har taget mig at læse den – sådan cirka to timer inklusive kaffepauser og de afbrydelser, jeg blev nødt til at lægge ind for at kunne tvinge mig selv til at læse videre.
Bogen bærer præg af at være blevet til i en slags direkte »diktafon til bogtryk«-teknik, hvilket giver mindelser om dadaisternes automatskrift-eksperimenter. Her er der blot tale om automathumor – altså en humor, man griner ad, bare fordi den er der, og fordi man har vedtaget med sig selv, at hende/ham Kirsten Birgit, hun er sjaaaaaaaaw.
Der er lange gennemgange af Linie 3-sketches, som man skal forstå er latterlige på den latterlige måde, selv om de roses i høje toner. Der er subtile, maskerede nedrakninger af mange forskellige mennesker, som alle har det til fælles, at de på et tidspunkt har kritiseret Den korte radioavis, og der er en hel masse fyldstof, der vist skal være sådan hø-hø-sjovt, men som heller ikke er det.
Alt i alt vil jeg som anmelder opfordre Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm til at gå tilbage til radiofaget, og vel vidende, at jeg nu gør mig selv fuldstændig til meta-grin, vil jeg sige, at jeg fandt bogen studentikos, indadvendt, dovent tænkt og kedeligt udført på den helt usjove måde.
Den vil måske have sin berettigelse for store fans af Den korte radioavis, men for alle andre er den mest af alt spild af godt papir.
Hertil og ikke længere
Forfatter: Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm. Sider: 80. Pris: 79,95 kr. Forlag: People's Press
