En gamling viser os igen verdens vanvittige tilstand

At det er en barok virkelighed, vi lever i, får den svenske bestsellerforfatter Jonas Jonasson gengivet frækt, finurligt - og i længden lidt trættende.

GERMANY BOOK FAIR
»Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget« er aktuel historieskrivning, skrevet med den rå enfoldigheds sviende fremkaldervæske. Det er både morsomt og tåkrummende, og i længden er den pudseløjerlige satire så også en anelse trættende,« skriver Berlingskes anmelder. Fold sammen
Læs mere
Foto: HAYOUNG JEON

Efterhånden som det moderne menneske i større eller mindre grad har fået oparbejdet et filter af erfaringshærdet ignorance over for verdens absurditeter, synes vores rene, uberørte undren over tilværelsens paradoksale sider at være visnet.

Vi har langt hen ad vejen vænnet os til livets groteske teater, virkelighedens commedia del’arte, og var det ikke for folk som den svenske forfatter Jonas Jonasson og hans blåøjede begavelse af en godt hundred-årig hovedperson, Allan Karlsson, ville vi måske ikke blive vækket af vores åndelige dvale.

Det bliver vi til gengæld på galgenhumoristisk (og i længden lidt irriterende) vis i fortsættelsen af bestsellerdebuten om den hundred-årige, der kravlede ud af vinduet på det plejehjem, hvor han sad og kedede sig. I »Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget« sidder Allan Karlsson atter og keder sig, denne gang på Bali hvor han havnede med en stor sum penge og en anden spradebasse, den lidt yngre ven Julius Jonsson, i slutningen af første bog.

Allan og Julius har efterhånden brugt de mange millioner, så gode råd er dyre. Men da Allan er en knag til at tumle sig ud af håbløse situationer, gør han det også denne gang. På sædvanlig spektakulær vis.

På Allans hundred og ét-års fødselsdag skal de to gamlinge på tur i en luftballon, men ved et (u)held kommer de af sted uden luftkaptajn og svæver langt ud over havet, ender i Nordkorea hvorfra den svenske udenrigsminister Margot Wallström hjælper dem med at flygte, møder og irettesætter senere Trump, bliver derefter kreative bedemænd i Sverige, men må siden flygte i en rustvogn fra en arrig nynazist, hvis brors hagekorsudsmykkede kiste er blevet forbyttet med en lyseblå ditto.

De ender i Kenya, hvor de tilfældigt falder over en ladning beriget uran, som den russiske præsident Putin ad omveje har villet sende til Nordkorea. Karlsson, der har et godt øje til den tyske kansler Merkel, får sendt uranen til Tyskland og tiltusket sig en godtgørelse, der gør ham og hans kumpaner i stand til at købe så meget afrikansk jord, at de fremover kan dyrke »svenske« asparges og leve af salget til godtroende svenske forbrugere.

Den uimponerede Karlsson, der overlever ved hjælp af sin logisk-filosofiske tilgang til verden, har denne gang fået hjælp til forståelsen af de ting, der foregår omkring ham via en »sort firkantet plade«. Han har været så opslugt af sin iPad, at de andre har brokket sig over ham, og da han til sidst lukker den, fordi han får den tanke, at det får ham til at tænke for meget, er hans verden ved at gå af lave.

At det er en barok virkelighed, vi lever i, får Jonas Jonasson gengivet frækt og finurligt, så man – i det mindste for en stund – rives ud af sin ignorance-boble. »Den hundred og et-årige…« er aktuel historieskrivning, skrevet med den rå enfoldigheds sviende fremkaldervæske. Det er både morsomt og tåkrummende, og i længden er den pudseløjerlige satire så også en anelse trættende. Måske fordi den er det, trættende, måske fordi gengivelsen af verdens sande tilstand er voldsom at kapere i én paradoksal-realistisk litterær mundfuld. Døm selv.

Den hundred og et-årige der tænkte at han tænkte for meget.

Forfatter: Jonas Jonasson. Oversætter: Lilian Kingo. Sider: 376. Pris: 299 kr. Forlag: Modtryk.