Ekspert om ny udgivelse af »Lykke-Per«: Det er noget forbandet svineri

Ny udgivelse af Henrik Pontoppidans hovedværk i førsteudgaven har kastet to kendere ud i en litterær fejde med store følelser og stærke ord.

Lykke-Per
Esben Smed har høstet stor ros for sin rolle som Per Sidenius i Bille Augusts filmatisering af "Lykke-Per". Den nu 34-årige skuespiller brød igennem på biograflærredet som fodboldspilleren John "Faxe" Jensen i »Sommeren '92« fra 2015. Foto: Nordisk Film/Dirk Brüel Fold sammen
Læs mere
Foto: Nordisk Film Dirk Brüel

Tusinder af danskere ser »Lykke-Per« på TV2 for tiden. Tusinder har også læst seriens litterære forlæg i form af Henrik Pontoppidans roman.

Fortællingen om Per Sidenius med de store planer og anderledes triste endeligt står faktisk på Kulturministeriets kanon over mesterværker i dansk litteratur, men hvilken udgave af romanen skal man læse?

Hvis det står til Preben Lilhav, kan det være stort set ligegyldigt: Den danske idéhistoriker udgiver i disse dage »Lykke-Per« med en tilføjelse på bogens forside:

Man får det skelsættende værk i førsteudgaven og dermed den 612 sider lange version, der blev skrevet i årene fra 1898 til 1904. Og dét træk har fået litteraten Flemming Behrendt på krigsstien.

Langt de fleste eksperter på feltet ser nemlig andenudgaven fra 1905 som Pontoppidans egentlige værk. Forfatteren havde nu revideret og forkortet »Lykke-Per« og ville beviseligt kun vurderes af læsere og presse på dén udgave.

Spørgsmålet har derfor været: Hvor stor er forskellen på første og anden udgave egentlig? Vil købere af Preben Lilhavs udgivelse kende »Lykke-Per« efter endt læsning? Eller har idéhistorikeren i virkeligheden begået gravrøveri og måske højst udgivet en slags kladde? Preben Lilhav selv mener klart nej.

»Nogle mener jo, at Pontoppidan ikke havde et klart billede af sin bog fra begyndelsen,« siger han.

»Men det havde han. Hele anlægget var med fra starten. Dét kan man simpelthen dokumentere.«

Henrik Pontoppidan skrev på sit hovedværk i omkring ti år. Hvad den »rigtige« version er, kan de lærde ikke blive enige om. Foto: Historisk Fold sammen
Læs mere
Foto: FRED. RIISE.

Preben Lilhav har fået hård kritik fra Flemming Behrendt i forbindelse med sin udgivelse af førsteudgaven. Han har endda modtaget trusler om sagsanlæg på mail.

Hvis de to udgaver ligner hinanden så meget - hvorfor så ikke følge forfatterens ønske? Hvorfor udgiver du overhovedet førsteudgaven?

»Jeg ville modbevise Behrendts og andres eksperters påstand: At bogen var anlagt som en mislykket proces og først blev sig selv i andenudgaven.

Pontoppidan selv kalder forskellen for småting og ser valget mellem den ene og den anden udgave som en smagssag.«

Eller er det omvendt?

Men har Preben Lilhav ret? Rettede forfatteren mest skønhedsfejl i sit værk? Eller skiftede han dramatisk kurs under det lange arbejdet på første udgave?

Flemming Behrendt er ikke i tvivl. Han kalder kort og godt det nye bind for en »fake-udgave« af Pontoppidans hovedværk.

»Det handler både om litterære kvaliteter og om forfatterens eftermæle,« siger Flemming Behrendt.

»Førsteudgaven af Lykke-Per hænger slet ikke sammen og kan kun dårligt sammenlignes med andenudgaven.«

Han giver Per Sidenius’ alder som eksempel på de afgørende forskelle: Per er ti år yngre end sin forfatter i første udgaves begyndelse og dør derfor usandsynligt ung i sidste bind.

Så da Pontoppidan gør klar til andenudgaven i 1905, strammer han ikke bare op med en beskæring på ti procent som resultat - han rykker også Pers alder tilbage i tiden og gør ham dermed tættere på forfatteren selv.

Dér står konflikten så i dag: Med den engagerede litteraturelskers opfattelse af førsteudgaven som fuldgyldig. Og med den landskendte litterats indstændige opfattelse af samme udgave som ufuldstændig og misvisende for mesterværket.

»Preben Lilhavs bog koster kun 188 kroner og dermed mindre end de fleste udgaver af værket,« siger Flemming Behrendt.

»Jeg har bare ondt af de folk, der måtte falde for fristelsen. Manden binder en masse mennesker noget på ærmet. Hans trick er umoralsk og i sidste ende noget forbandet svineri.«