Eksklusivt uddrag af Michelle Obamas hypede selvbiografi: »Mere end noget andet virkede det, som om de bare ønskede, at Barack skulle træde forkert«

Kapitel 20, uddrag. Bogen udkommer i dag. Oversættelse Anders Juel Michelsen.

Jeg kunne lide at være på valgturné og få kontakt med vælgere rundtom i USA. Men tempoet kunne være udmarvende. Jeg sneg mig til at tage en lille lur, når jeg kunne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Callie Shell/Aurora Photos)

FOLK SPØRGER, HVORDAN DET ER at bo i Det Hvide Hus. Jeg siger sommetider, at det er lidt, som jeg forestiller mig, det må være at bo på et fancy hotel, men der er bare ingen andre gæster – kun dig og din familie. Der er friske blomster alle vegne, og der bliver stillet nye blomster ind næsten hver dag. Bygningen selv føles gammel og lidt intimiderende. Væggene er så tykke, og gulvbrædderne så solide, at lyden i boligen hurtigt bliver absorberet. Vinduerne er storslåede og høje og også forsynet med bombesikkert glas og bliver holdt lukket hele tiden af sikkerhedsmæssige grunde, hvilket øger stilheden endnu mere. Stedet bliver holdt ulasteligt rent. Der er et personale, som består af dørvogtere, husholdersker, florister og også elektrikere, malere og blikkenslagere, de kommer og går alle på høflig og stilfærdig vis, gør deres bedste for at holde lav profil og venter, til man er ude af rummet, inden de smutter ind for at skifte håndklæder eller stille en frisk gardenia i den lille vase ved siden af ens seng.

Alle værelserne er store. Selv badeværelserne og garderoberne er bygget i en helt anden størrelsesorden end noget, jeg nogensinde er stødt på. Barack og jeg var overraskede over, hvor mange møbler vi måtte sætte ind i de enkelte værelser for at få dem til at føles hyggelige. Vores soveværelse havde ikke bare en bred dobbeltseng – en smuk himmelseng med en hvedefarvet baldakin foroven – men også en kamin og et siddeområde med en sofa, et sofabord og et par polstrede stole. Der var fem badeværelser til os fem, der boede i residensen, plus yderligere ti ekstra badeværelser. Jeg havde ikke bare en garderobe, men et rummeligt påklædningsværelse ved siden af – det rum, hvorfra Laura Bush havde vist mig udsigten over Rosenhaven. Med tiden blev det til mit reelle private kontor, stedet, hvor jeg kunne sidde i fred og ro og læse, arbejde og se fjernsyn klædt i en T-shirt og et par joggingbukser, velsignende usynlig for alle.

Jeg forstod, hvor heldige vi var at bo på den måde. Mastersuiten i residensen var større end hele lejligheden, som min familie havde delt, da jeg voksede op på Euclid Avenue. Der hang et maleri af Monet uden for min soveværelsesdør, og der stod en bronzeskulptur af Degas i vores spisestue. Jeg var et barn af South Side, som nu opfostrede døtre, der sov i rum designet af en dyr indretningsarkitekt, og som kunne bestille deres egen morgenmad hos en kok.

De tanker gjorde jeg mig sommetider, og det gjorde mig lidt svimmel.

Michelle Obama ved det Hvide Hus 15. juli 2011. July 15, 2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: Official White House Photo by Chuck Kennedy.

Jeg prøvede, på min måde, at bløde stedets protokol op. Jeg gjorde det klart for husholdningspersonalet, at vores piger selv skulle rede deres senge hver morgen, ligesom de havde gjort i Chicago. Jeg bad også Malia og Sasha om at opføre sig, som de altid havde opført sig – være høflige og venlige og ikke bede om mere, end de absolut havde brug for eller ikke selv kunne skaffe sig. Men det var også vigtigt for mig, at vores døtre følte sig frigjort fra visse dele af stedets indgroede formelle korrekthed. Ja, I må gerne kaste med bold på gangen, sagde jeg til dem. Ja, I må gerne rumstere i tekøkkenet for at finde snacks. Jeg sørgede for, at de vidste, at de ikke skulle bede om lov til at gå udenfor og lege. Jeg blev opmuntret, da jeg en eftermiddag under en snestorm fik øje på dem gennem vinduet, mens de kurede ned ad skrænten i South Lawn på plasticbakker, som køkkenpersonalet havde lånt dem.

Sandheden var, at i alt dette var pigerne og jeg medspillere, modtagere af de forskellige luksusting, som Barack kunne tillade sig – det var vigtigt, for vores lykke var forbundet med hans; vi blev beskyttet af én grund, og det var, at hvis vores tryghed blev truet, så ville hans evne til at tænke klart og lede nationen også blive truet. Man opdager, at Det Hvide Hus opererer med det erklærede formål at optimere én persons velbefindende, effektivitet og generelle magt – nemlig præsidentens. Barack var nu omgivet af folk, hvis job var at behandle ham som en kostbar ædelsten. Det føltes sommetider som en tilbagevenden til en svunden æra, hvor en husstand udelukkende kredsede om mandens behov, og det var det modsatte af, hvad jeg ønskede, vores døtre skulle opfatte som normalt. Barack var også utilpas ved al den opmærksomhed, men havde meget lidt kontrol med al virakken.

Han havde nu omkring halvtreds medarbejdere til at læse og besvare sin post. Han havde marinehelikopterpiloter, der stod klar til at flyve ham de steder hen, han måtte have brug for, og et team på seks personer, der udarbejdede tykke briefingbøger, så han var ført ajour og kunne tage kvalificerede beslutninger. Han havde et hold af kokke til at tage sig af hans ernæring, og en håndfuld indkøbere, som beskyttede os mod enhver form for fødevaresabotage ved at foretage anonyme indkøb i forskellige butikker og hente varer, uden nogensinde at afsløre, hvem de arbejdede for.

Så længe jeg har kendt ham, har Barack aldrig følt nogen fornøjelse ved at shoppe, lave mad eller lave vedligeholdelsesarbejder i hjemmet. Han er ikke sådan en, der opbevarer el-værktøj i kælderen eller stresser af ved at lave en risottoret eller klippe hæk. Han var kun glad for at være befriet for alle de pligter og bekymringer, der kommer af at have et hjem, om det så kun var, fordi hans hjerne fik lov til frit at beskæftige sig med langt større bekymringer, som der var mange af.

Det morsomste for mig var, at han nu havde tre personlige militære kammertjenere, hvis pligter inkluderede at overvåge hans garderobe, sørge for, at hans sko var pudset, hans skjorter strøget, hans træningstøj altid nyvasket og foldet sammen. Livet i Det Hvide Hus var meget anderledes end livet i Hullet.

»Kan du se, hvor ordentlig jeg er nu?« sagde Barack til mig en dag med et muntert glimt i øjnene, mens vi spiste morgenmad. »Har du kigget i min garderobe?«

»Ja,« sagde jeg og gengældte smilet. »Og du får ikke æren for noget af det.«

I sin første måned i embedet underskrev Barack Lilly Ledbetter Fair Pay Act, som hjalp med at beskytte arbejdere mod løndiskrimination baseret på faktorer som køn, race og alder. Han udstedte et forbud mod fremover at bruge tortur under forhør og indledte et forsøg (uden held i sidste ende) på at lukke militærfængslet i Guantánamo Bay i løbet af et år. Han gav de etiske regler, der i Det Hvide Hus styrede de ansattes omgang med lobbyister, et grundigt eftersyn og fik, som det vigtigste, presset en større økonomisk hjælpepakke igennem i Kongressen, selvom ikke en eneste republikaner i Huset stemte for den. Som jeg så det, kørte det for ham. Den ændring, han havde lovet, var ved at blive virkelig.

Som en ekstra gevinst dukkede han op til middagen til tiden.

Den 4. juli er der altid meget at fejre, for det er også Malias fødselsdag. Fold sammen
Læs mere

For mig og pigerne var det her det forbløffende, lykkelige skift, der kom af at bo i Det Hvide Hus med USA’s præsident i modsætning til at bo i Chicago med en far, der arbejdede i et fjernt senat og ofte var ude i valgkamp om et højere embede. Vi fik omsider adgang til Far. Hans liv var mere regelmæssigt nu. Han arbejdede stadig i latterligt mange timer, som han altid havde gjort, men klokken halv syv præcis tog han elevatoren op for at spise sammen med familien, selvom han ofte skulle skynde sig tilbage til Det Ovale Værelse bagefter. Min mor spiste også sommetider med om aftenen, selvom hun var gledet ind i sin egen form for rutine; hun kom ned for at sige hej, inden hun fulgte Malia og Sasha i skole, men valgte som regel at forlade os om aftenen og i stedet spise middag ovenpå i havestuen, der lå ved siden af hendes værelse, mens der blev vist Jeopardy! i fjernsynet. Selv når vi bad hende om at blive, plejede hun at vifte os væk. »I har brug for al jeres tid,« sagde hun.

»Det var især Malia og Sasha, jeg holdt øje med. Jeg overvågede deres humørstemninger, spurgte dem ud om deres følelser og deres samkvem med andre børn. Jeg prøvede ikke at overreagere, hver gang de fortalte, at de havde fået en ny ven, men indvendigt jublede jeg«


I de første par måneder i Det Hvide Hus følte jeg behov for at holde øje med alt. En af mine tidligste lektioner var, at det kunne være relativt dyrt at bo der. Vi boede ganske vist gratis i residensen og fik vand og el og også personalet betalt, men vi skulle ikke desto mindre selv dække alle andre leveomkostninger, som syntes at løbe op meget hurtigt, især i betragtning af den fancy hotelkvalitet ved alting. Vi fik en specificeret regning hver måned for alle fødevareemner og hver en toiletrulle. Vi betalte for hver eneste gæst, der overnattede hos os eller deltog i et måltid. Og med en køkkenstab, der var på Michelin-niveau og særdeles ivrige efter at være præsidenten tilpas, måtte jeg holde øje med, hvad vi fik serveret. Når Barack henkastet bemærkede, at han godt kunne lide smagen af en eller anden eksotisk frugt til morgenmaden eller sushien på sin middagstallerken, noterede køkkenpersonalet sig det og lod det indgå i menuen med jævne mellemrum. Det var først senere, da vi granskede regningen, at vi indså, at nogle af disse fødevarer blev fløjet hertil fra udlandet i dyre domme.

Men det var især Malia og Sasha, jeg holdt øje med. Jeg overvågede deres humørstemninger, spurgte dem ud om deres følelser og deres samkvem med andre børn. Jeg prøvede ikke at overreagere, hver gang de fortalte, at de havde fået en ny ven, men indvendigt jublede jeg. Jeg forstod på det tidspunkt, at der ikke var nogen ligetil måde at arrangere legeaftaler på i Det Hvide Hus eller udflugter for børnene, men vi hittede på et system hen ad vejen.

Jeg havde lov at bruge en privat BlackBerry, men var blevet rådet til at begrænse mine kontakter til kun cirka ti af mine nærmeste venner – de mennesker, der elskede og støttede mig uden nogen form for bagtanker. Det meste af min kommunikation blev formidlet af Melissa, som nu var min vicestabschef og kendte konturerne i mit liv bedre end nogen anden. Hun holdt styr på alle mine fætre og kusiner, alle mine venner fra universitetet. Vi gav folk hendes telefonnummer og e-mailadresse i stedet for mine og lod alle forespørgsler gå gennem hende. En del af problemet var, at gamle bekendtskaber og fjerne slægtninge dukkede op ud af det blå med en strøm af forespørgsler. Kunne Barack holde talen ved en eller andens dimission? Ville jeg være så sød at holde et foredrag for en eller andens nonprofitforetagende? Ville vi komme til det her selskab eller det her fundraising-arrangement? Det meste af det var venligt ment, men det var alt for meget for mig at rumme på en gang.

Med hensyn til vores døtres dagligliv måtte jeg ofte forlade mig på hjælp fra unge medarbejdere til logistikken. Mit team mødtes tidligt med lærere og skoleledere på Sidwell, noterede vigtige datoer for skolebegivenheder, bragte procedurer for medieforespørgsler ud af verden og besvarede spørgsmål fra lærere om, hvordan man håndterede emner i klasseværelset, der involverede politik eller dagens nyheder. Da pigerne begyndte at lægge sociale planer uden for skolen, blev min personlige assistent (eller »body person«, som det hed i politisk sprogbrug) kontaktorganet, som indhentede andre forældres telefonnumre og organiserede afleveringer og afhentninger til legeaftaler. Ligesom jeg altid havde gjort det i Chicago, gjorde jeg meget ud af at lære forældrene til pigernes nye venner at kende, så jeg inviterede enkelte mødre over til frokost og præsenterede mig for andre ved skolearrangementer. Disse møder kunne ganske vist være kejtede. Jeg vidste, at det sommetider tog et øjeblik for nye bekendtskaber at sætte sig ud over den opfattelse, de nu måtte have af mig og Barack, hvad de troede, de vidste om mig fra tv og nyhederne, og bare se mig, om muligt, som Malias eller Sashas mor.

Det var akavet at forklare folk, at inden Sasha kunne komme til lille Julias fødselsdagsfest, var Secret Service nødt til at kigge forbi og foretage en sikkerhedsundersøgelse. Det var akavet at skulle bede om sygesikringsnumre fra enhver forælder eller omsorgsgiver, der skulle køre et barn over til vores hus for at lege. Det var alt sammen akavet, men det var alt sammen nødvendigt. Jeg brød mig ikke om, at der var denne underlige lille kløft, der skulle slås bro over, hver gang jeg mødte en ny person, men jeg var lettet over at se, at det var helt anderledes for Sasha og Malia, som styrtede ud for at hilse på deres skolekammerater, når de blev afleveret i Diplomatic Reception Room – eller Dip Room, som vi kom til at kalde det – greb dem i hånden og løb fnisende indenfor. Børn går kun op i berømmelse i et par minutter, viser det sig. Derefter vil de bare have det sjovt.

»Jeg havde en generel ide om, at livet i Det Hvide Hus kunne læne sig frem uden at miste noget af den etablerede historie eller tradition. Med tiden tog Barack og jeg skridt i den retning, hængte for eksempel mere abstrakte kunstværker og værker af afroamerikanske kunstnere op på væggene«


Jeg fandt hurtigt ud af, at det var meningen, at jeg sammen med min stab skulle planlægge og gennemføre en række traditionelle selskaber og middage, og det begyndte næsten straks med Governor’s Ball, en stor fest i smoking og lang kjole, der bliver holdt hvert år i februar i East Room. Det samme gjaldt det årlige Easter Egg Roll, en udendørs familiefest, der var begyndt i 1878 og involverede tusinder af mennesker. Der var også forårsfrokoster, som jeg deltog i til ære for ægtefæller til kongres- og senatsmedlemmer – svarende til den, hvor jeg havde set Laura Bush smile så uforstyrreligt, mens der blev taget et officielt foto af hende sammen med hver eneste gæst.

For mig kunne disse sociale events føles som forstyrrelser af det, som jeg håbede kunne blive mere betydningsfuldt arbejde, men jeg begyndte også at tænke over måder at tilføje events, eller i det mindste modernisere nogle af dem, og over måder at gøre dem en anelse mindre traditionelle. Jeg havde en generel ide om, at livet i Det Hvide Hus kunne læne sig frem uden at miste noget af den etablerede historie eller tradition. Med tiden tog Barack og jeg skridt i den retning, hængte for eksempel mere abstrakte kunstværker og værker af afroamerikanske kunstnere op på væggene og blandede moderne møbler med antikke. I Det Ovale Værelse skiftede Barack busten af Winston Churchill ud med en buste af Martin Luther King Jr., og vi gav de smokingklædte butlere i Det Hvide Hus muligheden for at klæde sig mere afslappet i kakibukser og polotrøjer de dage, hvor der ikke var nogen offentlige arrangementer.

»Jeg vidste, hvad der betød noget for mig. Jeg ville ikke være en slags velklædt pynt, der dukkede op til selskaber og indvielser. Jeg ville lave ting, der var meningsfulde og varige. Og jeg besluttede mig for at gøre haven til mit første virkelige projekt.«


Barack og jeg vidste, at vi gerne ville demokratisere Det Hvide Hus noget mere, få det til at føles mindre elitært og mere åbent. Når vi var værter for en begivenhed, ville vi gerne have almindelige mennesker til at møde op, ikke bare dem, der var vant til smoking og lange kjoler. Og jeg ville have flere børn med, for børn gjorde alting bedre. Jeg håbede at gøre Easter Egg Roll tilgængelig for flere mennesker – tilføjede flere pladser til skolebørn fra byen og børn fra militærfamilier til de garanterede billetter for børn og børnebørn af kongresmedlemmer og andre VIP’er. Og endelig: Hvis jeg skulle sidde og spise frokost med hustruerne (for det meste) til mændene i Repræsentanternes Hus og Senatet, kunne jeg så ikke også invitere dem til at følge med mig til et samfundsnyttigt projekt ude i byen?

Jeg vidste, hvad der betød noget for mig. Jeg ville ikke være en slags velklædt pynt, der dukkede op til selskaber og indvielser. Jeg ville lave ting, der var meningsfulde og varige. Og jeg besluttede mig for at gøre haven til mit første virkelige projekt.

Jeg var ikke et havemenneske og havde aldrig været det, men takket være Sam Kass og vores families bestræbelser på at spise mere sundt derhjemme vidste jeg nu, at jordbær var mest saftige i juni, at salater med mørke blade havde de fleste næringsstoffer, og at det ikke var så svært at lave grønkålsfritter i ovnen. Jeg så mine døtre spise sådan noget som salater med forårsærter og blomkålsmakaroni og ost og forstod, at indtil for nylig var det meste af, hvad vi vidste om mad, kommet fra fødevareindustriens markedsføring af alt indpakket i æsker, frossent eller på andre måder forarbejdet af bekvemmelighedsgrunde, hvad enten det var i cornflakesknitrende tv-jingler eller på smarte emballager, hvis målgruppe var den fortravlede forælder, der styrtede gennem supermarkedet. Ingen, virkelig ingen, reklamerede for frisk og sund mad – for den tilfredsstillende knasende lyd, når man bider i en frisk gulerod, eller den uforlignelige sødme i en tomat, der er plukket direkte fra planten.

Wilson Jerman (der ses her) kom til Det Hvide Hus første gang i 1957. Som mange af butlerne og personalet i residensen gjorde han tjeneste med værdighed under flere forskellige præsidenter. Her ses de i en elevator i Det Hvide Hus d. 4. maj 2009. Fold sammen
Læs mere
Foto: Official White House Photo by Samantha Appleton.

At anlægge en have ved Det Hvide Hus var mit svar på det problem, og jeg håbede, det ville være et signal til starten på noget større. Baracks administration var fokuseret på en sundhedsreform, som skulle gøre sundhedsvæsnets ydelser prismæssigt overkommelige, og for mig var haven en måde at komme med et parallelt bud på, hvordan man levede sundt. Jeg så det som en tidlig test, en prøvekørsel, der kunne hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg kunne udrette som førstedame, en bogstavelig måde at slå rod i dette nye job. Jeg opfattede det som en slags udendørs klasseværelse, et sted, hvor børn kunne komme og lære noget om at dyrke mad. På overfladen føltes en have som noget enkelt og apolitisk, et harmløst og uskyldigt projekt for en dame med en spade – og tiltalende for Baracks West Wing-rådgivere, som konstant bekymrede sig om »optik« – hvordan alt tog sig ud i offentlighedens øjne.

Men der lå mere i det. Jeg planlagde at bruge det arbejde, vi lagde i haven, til at starte en offentlig diskussion om ernæring, især i skoler og blandt forældre, hvilket ideelt set ville føre til diskussioner om, hvordan mad blev produceret, mærket og markedsført, og de måder, det påvirkede den offentlige sundhed på. Og ved at tale om disse emner med udgangspunkt i Det Hvide Hus udfordrede jeg implicit de mastodontiske selskaber i fødevare- og drikkevareindustrien og den måde, som de havde lavet forretninger på i årtier.

Sandheden var, at jeg virkelig ikke vidste, hvordan det her ville spænde af. Men mens jeg satte Sam, som var indgået i Det Hvide Hus’ stab, i gang med at skabe haven, vidste jeg, at jeg var parat til at finde ud af det.

»Jeg så med forfærdelse til, da Republikanerne i Kongressen fulgte trop, bekæmpede alle Baracks forsøg på at standse den økonomiske krise og nægtede at støtte forholdsregler, der ville give skattelettelser og redde eller skabe millioner af job.«


Min optimisme i disse første måneder blev hovedsagelig dæmpet af én ting, og det var politik. Vi boede i Washington nu, direkte op ad den hæslige rød kontra blå-dynamik, som jeg havde prøvet at undgå i årevis, selv da Barack havde valgt at arbejde inden for den. Nu, da han var præsident, styrede disse kræfter hans hverdag. Nogle uger tidligere, inden indsættelsen, meddelte den konservative radiovært Rush Limbaugh ligeud: »Jeg håber, det slår fejl for Obama.« Jeg så med forfærdelse til, da Republikanerne i Kongressen fulgte trop, bekæmpede alle Baracks forsøg på at standse den økonomiske krise og nægtede at støtte forholdsregler, der ville give skattelettelser og redde eller skabe millioner af job. Den dag, han startede i embedet, var den amerikanske økonomi ifølge visse indikatorer ved at kollapse lige så hurtigt eller hurtigere, end den havde gjort, da Depressionen kom. Næsten 750.000 job var gået tabt i januar alene. Og mens Barack havde ført valgkamp på den ide, at det var muligt at skabe konsensus mellem partierne, at amerikanerne i deres hjerter var mere forenede end splittede, så gjorde Det Republikanske Parti et bevidst forsøg på at modbevise ham i en tid, hvor landet var stærkt nødlidende.

Alt det her havde jeg i tankerne om aftenen den 24. februar, da Barack holdt tale til den samlede Kongres. Denne begivenhed er en slags erstatning for State of the Union, hvor den nyindsatte præsident får en chance for at skitsere målene for det kommende år i en tale, som bliver bragt direkte i primetime og bliver holdt i Repræsentanternes Hus i nærværelse af højesteretsdommere, medlemmer af kabinettet, generaler og medlemmer af Kongressen. Det er også en spektakulær tradition, hvor lovgivere på dramatisk vis udtrykker deres billigelse af eller misfornøjelse med præsidentens ideer, enten ved at springe på benene i gentagne stående ovationer eller ved at blive siddende og surmule.

Jeg indtog min plads den aften på balkonen mellem en fjortenårig pige, der havde skrevet et dybtfølt brev til sin præsident, og en venlig veteran fra Irakkrigen, og vi ventede alle på, at min mand skulle ankomme. Derfra, hvor jeg sad, kunne jeg se det meste af kammeret nedenfor. Det var et usædvanligt fugleperspektiv på vort lands ledere, et hav af hvidhed og mandspersoner klædt i mørke jakkesæt. Der var en grel mangel på mangfoldighed – helt ærligt, det føltes pinligt – for et moderne, multikulturelt land. Det var mest udpræget hos Republikanerne. Dengang var der kun syv ikkehvide republikanere i Kongressen – ingen af dem var afroamerikanere, og kun én var en kvinde. Fire ud af fem medlemmer af Kongressen var mænd.

Nogle minutter efter begyndte forestillingen med et tordenbrag – slag med en hammer og ordensmarskalens råb. Forsamlingen rejste sig og klappede i mere end fem minutter, mens de folkevalgte ledere maste sig hen til deres pladser på midtergangene. Midt i stormen, omgivet af en gruppe sikkerhedsagenter og en baglæns gående videofilmfotograf, var Barack, som trykkede hænder og strålede over hele hovedet, mens han langsomt banede sig vej gennem rummet hen mod podiet.

Jeg havde set dette ritual mange gange før i fjernsynet, på andre tidspunkter med andre præsidenter. Men der var et eller andet ved at se min mand der midt i trængslen, der pludselig gjorde omfanget af jobbet og det faktum, at han var nødt til at få mere end halvdelen af Kongressen over på sin side for at få gennemført noget, meget virkeligt.

Baracks tale den aften var detaljeret og sober, han erkendte økonomiens sørgelige tilstand, de igangværende krige, den vedvarende trussel om terrorangreb og vreden hos mange amerikanere, som følte, at regeringens økonomiske redningsaktion for bankerne i urimelig grad hjalp dem, der var ansvarlige for finanskrisen. Han gjorde sig umage for at være realistisk, men antydede også håb og mindede sine tilhørere om vores ukuelighed som nation, vores evne til at komme på benene igen efter hårde tider.

»Mere end noget andet virkede det, som om de bare ønskede, at Barack skulle træde forkert. Jeg indrømmer, at lige i det øjeblik, set i dette specielle lys, spekulerede jeg virkelig på, om der var nogen vej frem.«


Jeg overværede fra balkonen, hvordan de republikanske medlemmer af Kongressen blev siddende under det meste af talen, de så stædige og vrede ud, deres arme var lagt over kors, og de rynkede panden og lignede børn, der ikke har fået deres vilje. De ville bekæmpe alt, hvad Barack gjorde, indså jeg, hvad enten det gavnede landet eller ej. Det var, som om de havde glemt, at det var en republikansk præsident, der havde fået os ud i den krise til at begynde med. Mere end noget andet virkede det, som om de bare ønskede, at Barack skulle træde forkert. Jeg indrømmer, at lige i det øjeblik, set i dette specielle lys, spekulerede jeg virkelig på, om der var nogen vej frem.

Læs Berlingskes anmeldelse af Michelle Obamas »Min historie« i avisen i morgen.