Efter at have læst »Værelse samlet af kvinder« sendte Katherine Diez en undskyldning til sin mor

Boganmeldelse: Katrine Grünfeld skildrer i »Værelse samlet af kvinder« kvinden i opbrud så mesterligt, at det kan gøre fysisk ondt på læseren, skriver anmelder Kathrine Diez, der dog – med selvindrømmet kynisme – savnede »sammenbruddet«.

Katrine Grünfeld er forfatter til romanen »Værelse samlet af kvinder«, der får fire stjerner af kulturdebattør Katherine Diez i denne boganmeldelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

»Undskyld for det lort, jeg bød dig, da jeg var teenager. Jeg elsker dig.«

Sådan lyder den besked, jeg sendte til min egen mor som det allerførste, efter jeg havde klappet Katrine Grünfelds nye roman i. For den måde, den navnløse hovedpersons teenagedatter taler til sin stakkels, nyligt fraskilte mor på, var så ubærlig, at jeg simpelthen selv måtte købe lidt aflad.

»Livet er ikke nemt, og det skildrer Grünfeld så mesterligt, at det kan gøre fysisk ondt på læseren.«


Alle de sår på sjælen, vi selv går og samler sammen her i livet, dem bærer vores forældre selv rundt på. De har så bare lige båret rundt på mange flere og i meget længere tid, ovenikøbet imens de har fundet sig i vores utak og smækken med dørene. Det minder »Værelse samlet af kvinder« os venligst om.

Men sure teenagebørn er bare én ud af mange lorte, hovedpersonen dealer med som en »lille pige på et halvt århundrede«, der er flyttet fra sin mand og ind hos sin veninde M, fordi hun ikke længere kunne klare hans lugt, og skal til at lære at være voksen helt forfra. Eller rettere: lære at være en midaldrende kvinde, som, efter at have forladt en velpolstret tilværelse, nu står alene med et lortejob (bogstaveligt talt) som handicaphjælper, usunde ryge- og drikkevaner og en pludselig ikkebestået blyantstest (man placerer en blyant under sit bryst, og hvis den bliver siddende, har man tabt).

Læg til dårlig kommunikation med eksmanden, som hun en dag ser cykle forbi »som en fremmed, hun ved hvad har i sine lommer«, tilbagetrukket tandkød og lange øreflipper »som de gamle damer i bussen«. Livet er ikke nemt, og det skildrer Grünfeld så mesterligt, at det kan gøre fysisk ondt på læseren.

Teksten fylder ikke meget på siderne i Gründfelds bøger, og det behøver den heller ikke. Den smule, der står, er nok til at slå én ud. Hun er nemlig stærk i sit speciale, som vi kunne kalde »kvinder i opbrud«.

I hendes forrige roman, »Stormskader«, fra 2015, er vi en tankelæsende flue på væggen under en mors eremitflugt til familiens sommerhus, hvor hun kan have sit sammenbrud i fred fra kernefamiliens kvælertag.

Den kunne godt have været en forløber til skilsmisseromanen »Værelse samlet af kvinder«, for det, de to bøger minder os om, er dybest set det samme: Bare fordi en kvinde er hustru og mor, er hun stadig lige så meget menneske (det er kroppens forrådnelse så nådesløst et bevis på, at der bliver kasseret et spejl til storskrald undervejs i den nye roman). Det er vigtigt at huske på, for det er mennesket, hun skal holde fast i, når manden er væk, og børnene er blevet deres egne.

Foto: Forlaget Grif. Fold sammen
Læs mere

Hovedpersonen i den nye roman bryder dog aldrig rigtig sammen. Det gør veninden M, som også er blevet skilt, heller ikke. I stedet fællesbarberer de deres røvhuller og skåler i vin og råber »fuck alle mennesker i trediverne« – og bygger op.

Deraf titlen, som refererer til den konkrete episode, hvor de to kvinder sammen med hovedpersonens mor og datter går i gang med at indrette den lejlighed, hovedpersonen ender med at flytte ind i for sig selv. »De pakker kasser ud, skruer i æsker, brugsanvisninger, plastikposer med underlige dimser formerer sig på gulvet, blander sig med strømpesokker, kvindehænder, smelter sammen med parfumer […] Et hjem bliver skabt«.

Der er også den episode, hvor vi lærer, at M har fået en ny sofa – den gamles betræk er reduceret til et indrammet kunstværk, der hænger over spisebordet. Betrækket er blodigt. »Her kneppede han den menstruerende kvinde, hvisker M.«

Grünfeld drager en enorm omsorg for sine kvinder og lader dem samle op af kvindefællesskaber, før de rammer jorden.

Det er selvfølgelig smukt, men man kommer netop til at savne SAMMENBRUDDET. Det lyder måske kynisk, men det er kun, fordi forfatteren har et særligt talent for at skildre det. Og det er jo ikke, fordi der ikke er nok at få et sammenbrud over.

For eksempel er der en vidunderlig scene, hvor hovedpersonen iført plastikhandsker tager imod en borgers lort, som en jordemoder tager imod et spædbarn. Mere af det, er mit ønske til Grünfelds næste roman: Lad lort være lort, og lad det gøre ondt.

Værelse samlet af kvinder
Forfatter:
Katrine Grünfeld. Sider: 288. Pris: 250 kroner. Forlag: Grif.