Dronning Victoria beskyldes for at være bestialsk og uerotisk. Men nu fortælles en helt anden historie

Den gængse fortælling om dronning Victoria som en streng, kedelig og uerotisk kvinde er i en ny bog afløst af fortællingen om en kvinde, der var et både kærlighedshungrende og varmblodigt menneske, der måtte kæmpe for sin rolle som dronning. Det er et nuanceret portræt af en kvinde, der blev verdens hersker.

Da Victoria i 1859 fyldte 40 år, stod hun på magtens tinde. Maleriet blev udført af hoffets favoritmaler, Franz Winterhalter, og dronningen var begejstret for det.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen.

Det vakte opsigt, da den australske journalist og skribent Julia Baird i 2014 kunne fortælle, at hendes arkivundersøgelser afslørede, at dronning Victoria, efter at hendes elskede prins Albert var død, havde et kærlighedsforhold til sin tjener John Brown.

Victorias læge havde skrevet i sin dagbog, at han, da han åbnede en dør ind til Victorias gemakker, så dronningen løfte op i John Browns kilt – han var skotte – og komme med bemærkninger, der tydede på et intimt forhold mellem dem. Det var faktisk noget uklart, om John Brown og Victoria rent faktisk havde et forhold, men sagen blev i 2014 udlagt sådan.

Julia Bairds biografi »Victoria. Kvinden, der regerede verdens største imperium« foreligger nu på dansk. Historien om John Brown er selvfølgelig med, og der er tale om et nyt syn på dronningen, som i Julia Bairds version ikke var den tørvetriller og sexforskrækkede og tyranniske dronning og moder, som har været portrætteret i bøger og TV-serier.

I bogen skildres hun som et følsomt og sansende menneske, der var fuld af følelser og erotisk begær. Baird har haft adgang til mængder af arkivalier og øser af dem i sin fornemt formulerede bog.

Victoria lagde navn til en hel periode og kultur. Hun herskede over et kæmpeimperium og havde stor indflydelse på så at sige alt i sin tid. Hun var ikke nogen nem person og vidste, hvad hun var værd.

Sultedronning Victoria

Victoria startede ikke så heldigt som ny dronning, og hun løb allerede i 1848 ind i en skrækkelig sag om Irland. Kartoffelhøsten var slået fejl, og i parlamentet i London var man bange for, at sagen ville udvikle sig til et folkeligt oprør. Victoria gav udtryk for sin nervøsitet, for Europa var præget af folkelige revolutioner, og hun skrev, at genstridige irere skulle »knuses«.

Man mente ikke, at hun udviste tilstrækkelig medfølelse med Irlands sultende befolkning. Godt en million irere døde af sult og sygdomme, og englænderne gjorde ikke meget for at hjælpe i nødens stund. Nogle historikere har kaldt sultkatastrofen for et folkemord, og ansvaret blev placeret på Victorias smalle skuldre.

Julia Baird fritager hende imidlertid for størstedelen af skylden. Hun peger på, at Victoria personligt gav godt ti millioner i nutidige kroner til nødhjælp og offentligt opfordrede til hjælp til Irland.

Bogen adskiller sig fra mange andre biografier om dronning Victoria, da det lykkes Baird at undgå de værste ideologiske faldgruber og give et nuanceret og spændende portræt af en ung kvinde, der voksede med opgaven.

Hendes store kærlighed

Hendes store kærlighed blev Albert, som hun fik et meget smukt ægteskab med. Han var tysker, og der var udbredt opposition mod ham i det britiske samfund, men hun overvandt alle betænkeligheder. Der var absolut ikke noget snerpet over dronning Victorias glæde over at finde sit livs kærlighed.

I bogen beskrives Albert som en kærlig og forstående ægtemand, der gengældte hendes følelser og ikke var ude efter erotiske eventyr. Når man har fået opfattelsen, at hun var snerpet og uerotisk, skyldes det til dels, at hendes datter Beatrice efter Victorias død censurerede dagbøger og breve, så de saftige dele blev udeladt.

I 1862, få måneder efter Alberts død, tegnede datteren prinsesse Louise dette billede af Victoria, der drømmer om at blive genforenet mned sin Albert. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen.

Dronningen blomstrede i ægteskabet og under sine graviditeter og var ikke præget af nogen victoriansk indeklemthed. Ægteparret fandt sammen i en harmonisk balance, hvor Albert var husherre derhjemme, men underlagt dronningen uden for hjemmet. Og det var ikke nogen let balancegang dengang.

Der har været debat om hendes opførsel som mor. I en række dokumentarudsendelser fra BBC, som DR har sendt, har der været sat kritisk lys på hendes manglende forståelse for børnenes behov. Ja, hun blev skildret som noget af en ufølsom tyran. I Julia Bairds bog bliver dommen over hende som mor betydelig blidere: Hun var nok ikke en specielt god mor, men hun gjorde sit bedste.

 

Alberts død og sorgen

Prins Alberts død i 1861 ramte Victoria hårdt. Sørgetiden blev aldrig helt afsluttet. Det blev mode at sørge og gå i sort tøj og endda havde sørgesmykker og tåreopsamlere.

Landesorgen blev ved og ved og blev efterhånden lidt af en plage for almindelige englændere. Victoria, der tidligere havde nydt det offentlige liv, trak sig mere tilbage. Baird skriver, at hun fandt trøst i sin egen sorg: »en umådeholden, selvforkælende, højtlydt, ugenert, krævende og skandaløs sorg«. Det er billedet af en trist, sorgklædt dronning, der har fæstnet sig i manges billeder af Victoria-tiden.

Victoria fotograferet sammen med sine ældste børn: Bertie, Vicky, Alice og Alfred. Victoria fulgte tidens strenge børneopdragelse. Hun er blevet kritiseret for at være for hård og ufølsom ved sine børn. Julia Baird indrømmer, at hun havde svagheder som mor, men at hun gjorde sit bedste i en tid, hvor pædogikken endnu var tilbagestående. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen.

Hendes personlige tjener John Brown blev en stor trøst for hende, og det er muligt, at han også blev hendes elsker. Men uanset om de havde fysisk forhold eller ej, så mener Baird, at Victoria var forelsket i ham. Victorias egne børn, herunder Bertie, der blev konge med navnet Edward VII, afskyede Brown og var skinsyg på hans indflydelse på og hans nære forhold til Victoria.

Dronning Victoria var uden tvivl forelsket i sin tjener John Brown. Julia Baird dokumenterer, at der var et kærlighedsforhold mellem de to. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen.

Storpolitik og mændene

Datidens Europa var præget af politisk uro, revolutioner og sociale omvæltninger. 1848-revolutioner skyllede hen over kontinentet, og førkommunistiske bevægelser krævede samfundsændringer. Mordforsøg på kongelige og ministre var hyppige. Men i Storbritannien gik det overraskende fredeligt for sig, og selv om der var mordplaner mod dronningen, så skete der intet.

Victoria tog med liv og sjæl del i det politiske liv og skrev, at ganske vist var kvinder ikke skabt til at regere, og at gode kvinder ikke brød sig om maskuline beskæftigelser som netop magtudøvelse, men at der var tider, hvor man var tvunget til at deltage i den slags, om man så syntes om det eller ej.

Fotografi af dronning Victoria med sønnen Bertie, der blev konge under navnet Edward VII. Bertie var glad for det vilde liv, herunder spil og kvinder. Victoria overlod ikke officielle opgaver til ham, fordi hun ikke havde tillid til hans evner. Da han endelig blev konge, viste han overraskende store kvaliteter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen.

Det var det britiske imperiums storhedstid. Landet blev regeret henholdsvis af den charmerende forfatter Benjamin Disraeli, en jødisk konvertit, og hans politiske modstander William Gladstone. Victoria foretrak så absolut den charmerende Disraeli, men anerkendte Gladstones dygtighed. De to regeringschefer sørgede for, at 1800-tallets anden halvdel blev en britisk triumf, og at dronning Victoria blev periodens magtcentrum.

Men mændene døde en efter en fra hende. Disraeli døde først, og så døde John Brown og efterlod hende sønderknust. Hun skrev, at Brown kun havde øje for hendes sikkerhed, velfærd og lykke, og at tomrummet efter ham var forfærdeligt.

Julia Baird følger Victoria lige til graven og endda ned i den. Med sig tog Victoria fem ringe, som Albert havde givet hende. Og så fik hun et fotografi af John Brown med sig i graven. Det kostede Julia Baird meget besvær at få adgang til den del af arkiverne, men detaljerne synes at understrege, at Victorias forhold til John Brown var mere end blot et venskab.

En lille kvinde blev verdens hersker

Bogen er fantastisk læsværdig og nyskabende. Den fremstiller en kvinde, som ganske vist havde sine store svagheder, men var et menneske af kød og blod. Den gængse fortælling om den strenge, kedelige, uerotiske kvinde blegner til fordel for et portræt af en lille kvinde, der blev sat på en umenneskelig post og trods alt fik det bedste ud af det.

Hun deltog med iver i regeringsanliggender og hundsede gerne med ministre og regeringsledere. Baird citerer Gladstone for at sige: »Dronningen i sig selv er nok til at tage livet af en hvilket som helst mand.« Og Disraeli skrev om hende: »Sikken nerve! Sikken kraft! Sikken energi!«

Hun var en stor personlighed, men Baird tilføjer, at hun også var perfid, selvisk, ofte affærdigende, forfalden til selvmedlidenhed og stædig. Millioner af mennesker døde under hendes regeringstid af sult og krig, og hun virkede »blind over for deres lod«. Ikke noget kønt portræt, men samtidig var hun klar over sine egne fejl, skriver Baird.

Hun elskede intenst, var venlig og sandfærdig, havde en udviklet retfærdighedssans, hadede racemæssige og religiøse fordomme og knyttede nære venskaber til sine tjenestefolk. Hun overlevede otte attentatforsøg, og respekten for hende øgedes, så hun ved sin død regnedes for en enestående, vis og magtfuld kvinde.

Folkets hengivenhed

Man kan med lethed finde på årsager til at kritisere dronning Victoria, men ifølge Baird vil det være en uretfærdighed, for hun repræsenterede et Storbritannien i en paradoksal og hastigt skiftende periode, hvor ingen var pletfrie.

Under hendes styre opnåede det britiske imperium en uset storhed, og hun endte med at regere over en fjerdedel af jordens befolkning og få en hel tidsperiode opkaldt efter sig.1800-tallet var præget af voldsomme krige, brutal magtudøvelse, social elendighed, men også utrolig fremdrift på alle områder og en mængde sociale reformer.

Hun fortjener ikke, skriver Baird, at blive gemt væk under bunker af sørgeklæder, men at blive husket som en kvinde, der kæmpede for sin selvstændighed og sin prestige.

Julia Baird: Victoria. Kvinden, der regerede verdens største imperium

713 sider, 400 kr., Kristeligt Dagblads Forlag