Et ødelagt liv. Eller næsten ødelagt. En personlig katastrofe. En smerte, der næsten ikke er til at holde ud. Det er det, det handler om i Daniel Denciks »Anden person ental«, og man kan kalde bogen et manifest, et anklageskrift, et stykke sorgterapi. Eller man kan kalde den en roman. Det gør forfatteren selv. Derfor må vi læse den som en roman. Eller i hvert fald prøve på det. Også selv om vi godt ved, at den handler om en virkelighed, der er og var Daniel Denciks virkelighed. Sådan som han selv så og oplevede den.
Historien kort: En mand anklages for vold mod sine to små tvillinger, en dreng og en pige. Det er moderen, der anklager, men anklagerne er grundløse. I hvert fald, hvis man skal tro manden, der skriver bogen om sig selv, og det skal man nok. De er i øvrigt skilt. Moderen er flyttet til Sverige, han rejser til Stockholm, igen og igen, og han mødes med sagsbehandlerne i Stockholm-forstaden Bromma, og han mødes af kulde, uforstand, manglende empati. Børnene må han ikke se. Moderen vil ikke have det. Systemet vil heller ikke have det. Heller ikke, da politiet frafalder sagen, må han se sine børn, og til sidst vil børnene heller ikke se ham, måske fordi de i deres forsøg på at tilpasse sig den umulige situation følger situationens egen logik.
Hans trøst er hans venner, særligt en vis Gauguin, som han driver et lille ekslusivt rejsebureau sammen med, men da de opfordrer ham til mere brutale fremgangsmåder, der måske kan skaffe ham adgang til børnene, nægter han. Han nægter også at hade moderen. Selv ikke, da han på et tidspunkt, da der er glimt af håb om, at mareridtet kan stoppe, får en ny anklage stukket ud. Denne gang om incest.
Daniel Dencik skriver klart. Nogle gange lysende. Når han er bedst, er han det med en enkel skønhed, der bevæger midt i alt det bevægende. Som her, hvor forfatteren som professionel rejsende besøger templet i Angkor Wat:
»Omrids af slotte tegner sig mod den flaskegrønne nattehimmel. Der er gamle menneskestier, blege aftryk i vildkrattet mellem bygningsværkerne, jeg bryder mig vej frem mellem væv og tråde, får en flue i munden og sluger den ...«
Der er også, undervejs, nogle meget fine små skitser af faderen og børnene, små tilbageblik til dengang, da alt var godt. Tit med dens slags smågeniale ordskift, som små børn mestrer. Som her:
– Hvorfor skubbede du mig ned i hullet? spurgte han.
– Jeg skubbede dig ikke ned i hullet.
– Men det drømte jeg.
– Undskyld.
– Mange tak.
Men der er også steder i Daniel Denciks roman, hvor banaliteten truer. Tilsat noget, der næsten ligner selvmedlidenhed, og nogle steder kombineret med svært slugelige betragtninger over terroristen Breivik, hvis berygtede manifest, vores jeg-fortæller læser. »Han maner til modstand mod et system som har fejlet«, tænker han, der selv, på sin egen måde, er oppe mod systemet. Det er ikke kønt.
At hele denne her fortælling, som altså gerne vil kaldes roman, er radikalt ensidig, med selve årsagen til elendigheden, moderen, placeret som noget fjernt, næsten usynligt, er ikke i sig selv en svaghed. Når bogen er bedst, er denne ensidighed tværtimod en styrke, for så bliver teksten til et skarpt fokuseret blik ind i én psyke, ét liv, der hvor det gør allermest ondt.
»Anden person ental« har det været nødvendigt for Daniel Dencik at skrive, det er så tydeligt, og følelsen af nødvendighed er en af romanens styrker, også selv om den i sig selv ikke har ændret ved det, det hele handler om. Daniel Dencik ser stadig ikke sine børn, heller ikke i den virkelighed, der ligger uden for hans romans virkelighed. Det er det virkeligt onde.
Forfatter: Daniel Dencik Titel: Anden person ental Sider: 280 Pris: 279,95 kr. Forlag: Gyldendal
