Det kræver en mental dykkerdragt at navigere gennem denne bloddryppende horror-krimi

Boganmeldelse: Lars Keplers ottende bind i serien om kriminalkommissær Joona Linna, »Spejlmanden«, svælger i rædsel og rå vold. Det er efterhånden svært at se anden mening med galskaben end den rent kommercielle eller den rene og skære perverterede underholdning.

Hvis man drages af detaljerede beskrivelser af aggressiv vold mod kvinder, og hvis der løber en frydefuld gysen ned ad ens rygrad, når man læser om teenagepiger i bur, voldtægter under bedøvelse, afhuggede fødder ved fuld bevidsthed – ja, så skal man endelig give sig i kast med Lars Keplers ottende bind i serien om kriminalkommissær Joona Linna, »Spejlmanden«. På billedet forfatterne Alexander og Alexandra Coelho Ahndoril, der tilsammen udgør forfatterpseudonymet Lars Kepler. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Hvis man drages af detaljerede beskrivelser af aggressiv vold mod kvinder, og hvis der løber en frydefuld gysen ned ad ens rygrad, når man læser om teenagepiger i bur, voldtægter under bedøvelse, afhuggede fødder ved fuld bevidsthed, machetehug gennem nakken og hængning i en stålwire, der skærer sig gennem halsen – ja, så skal man endelig give sig i kast med Lars Keplers ottende bind i serien om kriminalkommissær Joona Linna, »Spejlmanden«.

Er man ikke til den slags blodig spænding, der grænser til det voldspornografiske, skal man nok gå efter mere sofistikerede plotmagere. Ikke fordi forfatterne bag Kepler-pseudonymet – Alexandra Coelho Ahndoril og Alexander Ahndoril – ikke har godt greb om dramaturgiske strukturer og virkemidler, det har de sådan set. Men deres litterære værktøjer søles til i blod, væmmelse og angstens sved – og klicheer og stereotyper – så man bør iføre sig en mental dykkerdragt for at kunne navigere gennem denne bloddryppende redelighed.

»Hvis man hører til dem, der har hård hud på nervespidserne – formår at se igennem blod, sæd og savl, finder man en rammehistorie om bortførte unge piger og et af de forældrepar, der har mistet en datter. «


Lars Kepler svælger i rædsel og rå vold, jo værre des bedre, og det er efterhånden svært at se anden mening med galskaben end den rent kommercielle eller den rene og skære perverterede underholdning. Forlaget forsøger ellers i deres følgebrev til anmelderne at bibringe dybde og aktualitet, når der skrives, at »opklaringen af sagen bliver en nedstigning i det menneskelige sind og en kompromisløs kamp mod den uhyre vold mod kvinder.«

Vil man tage fat på afskyvækkende vold mod kvinder, behøver man såmænd ikke kaste sig ud i et så virkelighedsfjernt setup. Kvinder slås desværre ihjel i stor stil, det er bare sjældent af en personspaltet seriemorder, der i årevis holder dem fanget på en nedlagt minkfarm et afsidesliggende sted i en svensk skov og fra tid til anden hakker en af dem i småstykker.

Foto: Gyldendal.

Keplers klabautermænd

Kvinder slås som oftest ihjel af deres mand eller kæreste, og vil man vitterlig skrive om »den uhyre vold mod kvinder«, ville der være mere realistisk uhygge i at tage fat i den ende af rædselskabinettet. Partnerdrab på kvinder er den største enkelttype af drab, større end bandedrab og større end Keplerske klabautermænds had mod kvinder.

Hvis man iklædt sin metaforiske sikkerhedsdragt – eller hvis man hører til dem, der har hård hud på nervespidserne – formår at se igennem blod, sæd og savl, finder man en rammehistorie om bortførte unge piger og et af de forældrepar, der har mistet en datter. Hun er godt nok forsvundet under isen, da hun og stedfaren var ude at fiske, og han har siden været traumatiseret af hændelsen.

Hans tilstand forværres, da han bliver vidne til et bestialsk mord i en park midt i Stockholm fem år senere. Han kan intet huske og vælger at gå i hypnose for at få hukommelsen på gled.

Hans hustru har i mellemtiden besluttet sig for at tage en utilpasset ung pige i pleje som en slags erstatning for den forsvundne datter, men da han trods trusler mod familien fortsætter hypnosen under Joona Linnas tilstedeværelse, forsvinder pigen sporløst.

Politikommissæren er skrappere end de fleste – han er en finskfødt klon mellem Sherlock Holmes og James Bond, han regner alt ud og overlever alt. Så hvis man ser bort fra alle dem, der dør en grufuld død undervejs, og fra alt det blod og alle de afhuggede legemsdele, der flyder, så klarer han skærene. Uden at man rigtig føler, at »opklaringen af sagen bliver en nedstigning i det menneskelige sind«, men dog så man med en lettelsens suk kan lægge bogen fra sig og glæde sig over, dels at man er færdig, dels at verden ikke er så meget af lave, som Kepler for en stund vil have os til at tro.

Spejlmanden
Forfatter:
Lars Kepler. Oversætter: Kamilla Jørgensen. Sider: 528. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.