Det er kun muligt at elske mor, når hun er død

I den sortsmukke »Mor om natten« skriver norske Niels Fredrik Dahl om en søn, der modstræbende læser sin døde mors dagbog og ser sig selv i hendes smerte og drømme.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der findes et utal af romaner, som behandler forholdet mellem mor og datter og mellem far og søn. Noget færre er beskrivelserne af relationer mellem far og datter, mens skønlitterære værker om mor-sønforhold synes at være få.

Sådan én skulle »Mor om natten« heller ikke have været. Forfatteren i Niels Fredrik Dahls roman skriver nemlig, at han havde tænkt sig at skrive om sin far: »Det var en selvfølge for mig, at det var hans historie, jeg engang skulle skrive. Den eventyrlige og kolde opvækst. Men sådan blev det ikke. Den historie, jeg troede var min, viste sig ikke at være det. Den historie, jeg ikke ville have, skulle vise sig at være min.«

Historien er morens, og den er langt fra eventyrlig, men mørk, sygdomstung, kompliceret og ikke ulig den i Delphine de Vigans »Alt må vige for natten«. Men hos Dahl er det altså ikke en datter, men en søn, der er ved at drukne i sit mødrene ophav. Og manden – der sikkert deler træk med Dahl selv – lærer nye sider af hende at kende i dagbogen. Inden hun døde, gav hun ham de mange løse ark, men han ville ikke have dem. Ville ikke have en anden historie, flere detaljer, nye forklaringer, der ændrer alt.

»Natbogen«, som moren kaldte dagbogen, er en potentiel smerte, der bare ligger og venter, og en dag åbner han den og lukkes ind i det menneske, han, da hun levede, havde vendt ryggen.

En lysstråle mod hovedskallen

Morens ord, tanker og følelser omslutter ham, bliver hans, og det han frygter mest – at misbruget, det porøse sind, utroskabstrangen og kunstnerdrømmene er nedarvet fra hende – bliver bekræftet.

»Hos Dahl er det altså ikke en datter, men en søn, der er ved at drukne i sit mødrene ophav. «


Han forstår også af dagbogen, at det var migræne, der førte til de voldsomme depressioner, og når »hun åbnede øjnene, så hun kun et stikkende, skakternet mønster der knuste sig selv, som stødte ind i sig selv blot for at genopstå i flerfoldige udgaver, til sidst som en fluesværm, og hvis hun lukkede øjnene for at få fred for fluerne, hamrede en lysstråle mod hovedskallen et sted, mod øregange og øjenhuler, mod kindben og pandeben, mod tænderne og hagen«.

Hun ønskede at dø fra al smerten, men retter i dagbogen en sært bagvendt anklage mod børnene: »Jeg ønskede vel at forlade livet, men tre børn holdt mig tilbage.«

Børnene stod i vejen for selvmordet. En sælsom form for placering af skyld og skam, og Dahl demonstrerer her og romanen igennem, hvordan vi er os selv, men også den forælder, vi har det sværest med. Det er dem, der farver vores tanker om fortiden, dem der definerer følelserne om barndom og ungdom.

Men det er netop det: Tanker og erindring. Det er ikke sandhed, snarere en slags fiktion. Mod slutningen skriver Dahl også om moren: »Jeg har, hvis sandt skal siges, måttet bygge hende op af forskellige stykker klippet ud og limet sammen«.

Så fjern, så nær

Erindring er – som skønlitteratur – digt om sandheden, og »Mor om natten« virker afgjort sand, og gør det ikke mindst i kraft af Dahls stramme, prunkløse prosa og stærke sammenligninger.

Som her om sønnens gensyn med barndomshuset, der er bygget helt om: »Det er som at betragte et dødt menneske. Vi ved, hvem det er, der ligger der, men den, der ligger der, er der ikke.«

Et problem er dog romanens montagestil – klip mellem fortid og nutid, mellem hans og hendes ord – der sine steder punkterer intensiteten og ligner et udslag af blufærdighed: Hver gang det er ved at blive virkeligt ubehageligt, hårdt eller smertefuldt, klippes der.

Det kan være et litterært greb, en måde at skildre det ubærlige på, men for mig skaber det frustration og en fornemmelse af, at romanen ikke vover at gå ind i det allermørkeste. At der er et lukket, kulsort rum bag fortællerummet.

»Mor om natten« er ikke desto mindre klog, smuk og dyster, og den viser, hvordan det kan være lettest at nærme sig et andet menneske, når det er væk. Først på afstand, syv fod under, er det muligt at forstå og elske det. Det er absurd, det er et paradoks. Men en naturlig del af det menneskelige selvforsvar.

Mor om natten
Forfatter: Niels Fredrik Dahl. Oversætter: Karen Fastrup. Pris: 250 kr. Sider: 230. Forlag: Gyldendal.