Derfor lever Dan Turèll stadig, selv om det er 25 år siden, han døde

Mange forfatterskaber dør med deres forfattere, men ikke Dan Turèlls. I dag er det 25 år siden, forfatteren, entertaineren og provokatøren døde, og han hyldes stadig.

Dan Turèll døde for 25 år siden, 15. oktober 1993. Han blev kun 47 år, men skrev til det sidste og læses stadig i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS POULSEN
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Digteren er et barn
Ordene er hans sandkorn
Han vil bygge sine slotte af sprog
lige til det bliver mørkt
og tidevandet kommer”

Så enkelt og smukt karakteriserede Dan Turèll arbejdet som digter i »Alhambra Blues« fra 1983.

Ti år senere kom det så for ham selv, tidevandet, og for os andre tog det en af de mest originale stemmer, det danske kulturliv har set, med sig. I dag for 25 år siden døde forfatteren, entertaineren og provokatøren Dan Turèll på Rigshospitalet, 47 år gammel, af kræft i spiserøret.

Dengang var hans død forsidestof på alle landets aviser. For nok var Turèll den fødte aristokrat i den bedste betydning af ordet, men han døde som en ægte folkekær kunstner, som Peder Bundgaard skriver i sin portrætbog »Superdan«.

»Meget leverpostejsfarvet hverdag var der nu ikke over Dan Turèll. Og måske netop dét er noget af grunden til, at han stadig lever i vores bevidsthed her 25 år efter sin død«


Mange forfatterskaber dør med deres forfattere, men ikke Dan Turèlls. Onkel Danny fortæller stadig, kunne man sige med en parafrase over titlen på hans erindringsbøger. Forlagene bliver ved med at genudgive hans værker. »Vangede Billeder«, »Storby-trilogien«, »All Time Greatest Hits - digte og tekster i udvalg 1969-1993« er alle kommet de seneste år, ligesom vennen, digteren og forlæggeren Asger Schnack i 2016 udgav »California Notes«, Turèlls dagbog fra de sidste år.

Dødsdagen markeres også - selvfølgelig - med et stort arrangement på det Vesterbro, Dan Turèll besang i digte og kriminalromaner, og hvor han med sin sortlakerede negle, hat, gedeskæg og mere eller mindre kronragede isse spadserede rundt på de hverdage, han hævdede at holde så meget af i det - lidt tyndslidte - digt, de fleste danskere nok kan citere de første linjer af:

Jeg holder af hverdagen
Mest af alt holder jeg af hverdagen
Den langsomme opvågnen til den kendte udsigt
Der alligevel ikke er helt så kendt

Meget leverpostejsfarvet hverdag var der nu ikke over Dan Turèll. Og måske netop dét er noget af grunden til, at han stadig lever i vores bevidsthed her 25 år efter sin død. Dan Turèll ragede ikke bare op i landskabet med sin lange ranglede, lidt fugleagtige figur, han stak også ud. Han brændte som ingen andre igennem i de bredere kredse og på alle platforme - i sine meget læste kriminalromaner, i digtene som kan forstås helt ned på folkeskoleniveu, i live-optrædener og i debatten på TV. Bare man hørte hans stemme i radioen, kunne man se de sorte øjne for sig.

Som Asger Schnack i 2016 fortalte om sin vens magiske tiltrækningskraft - allerede da de mødte hinanden første gang i 1969:

»Fra første aften gjorde han et enormt indtryk på mig. Han havde en meget stærk karismatisk udstråling og var ekstremt energisk. Man havde ligesom fornemmelsen af, at han aldrig sov. At man selv kunne blive træt, men han skrev bare videre. Det var han jo også nødt til for at kunne udgive så meget, som han gjorde i årene efter.«

Dan Turèll foran cafeen i Store Regnegade, som er opkaldt efter ham. Fold sammen
Læs mere
Foto: JETTE LADEGAARD.

Det indtryk, af den utrættelige poet, fik man også, når han tonede frem på skærmen i monopoldagene og i energiske monologer tog pis på borgermusikken i bedste sendetid. Eller når han til det sidste insisterede på at indtale sine digte til Halfdan Es musik, selv om han for længst var blevet uhelbredeligt syg.

Han skrev ustandseligt, også til det allersidste, som det fremgår af dagbogen »California Notes«. Selv havde han tilbage i 1976 skrevet  om sin endeligt:

Jeg vil leve lige indtil jeg dør
og det er ikke umuligt jeg vil skrive min egen
gravskrift
og i så fald skal teksten være henvendt til de forbipasserende
og der skal stå:
Ingen grund
til at holde her ...

Sådan gik det som bekendt ikke. Dan Turèll ligger på Assistens Kirkegård på Nørrebro, og der er stadig mange, der lægger blomster, joints og kuglepenne på hans grav. Der er masser af grund til at stoppe op ved Dan Turèll. Og ved hans tekster. Også dem, der måske ikke i så høj grad blev værdsat, mens han levede. Det er gået, som digteren Per Højholt skrev i sin nekrolog i Jyllands-Posten, at det ville gå:

»Han har skrevet adskilligt, som aldrig rigtig blev påskønnet, og han var måske selv skyld i, at den indsats ikke blev højt nok vurderet. Jeg påpegede det for ham, men han troede mig ikke. Men han bliver skuffet! I den sidste ende er der en slags retfærdighed til!«