En kvinde er ved at dø. Hun er født i 1978. Hun har skrevet en fremragende roman og en lige så fremragende digtsamling, og hun har arbejdet som DJ under aliaset Djuna Barnes. Og nu er hun ved at dø. Og hun har skrevet en bog om at være sig selv og være ved at dø. »Transfervindue. Fortællinger om de raskes fejl«, hedder den, og forfatteren hedder Maria Gerhardt, og her skriver hun så fint og usentimentalt, som vi ved, at hun kan skrive.

»Tre hundred og firs dage har jeg været her. Jeg har to værelser. Et, hvor jeg sover, en stue og en knage til mit håndklæde nede på badebroen,« står der et sted i begyndelsen af den ganske lille bog. Det er fra hospicet i Hellerup, hun skriver. Der er ting, hun ikke må. Ikke ryge. Ikke høre musik.