Debutromanen »Hulemennesket« er passioneret, mystisk og delikat – som var hvert komma placeret med pincet

Boganmeldelse: J. Th. Lundbye var kendt for sine landskaber og sit snørklede sind. Ny roman om guldaldermaleren har filmiske kvaliteter og en fascinerende grundighed over sig.

Man behøver ikke være guldalderekspert for at nyde »Hulemennesket«, men man får så sandelig lyst til at blive det. J. Th. Lundbye

Der er store personligheder og et rigt billedsprog i Peter Løhrs debutroman, »Hulemennesket«, hvor hovedpersonen, guldaldermaleren Johan Th. Lundbye, er draget til Rom og må sande, at hans medlogerende i den danske kunstnerkoloni har mistet kærligheden til det Danmark, han selv dyrker i sine malerier. Det er svært at forestille sig andet, end at danske filmselskaber vil stå i kø for at købe rettighederne.

Der er nemlig ikke sparet på referencerne til samtidige danske kulturpersonligheder som Læssøe, Dalgas, Marstrand, Grundtvig, Kierkegaard og Eckersberg. Ej heller på de maleriske beskrivelser af de levende omgivelser under italienske himmelstrøg. En slags 1800-tallets kulturkanon.