De glemte danske Mussolini- og Hitler-efterligninger bragt frem i lyset

Mussolini og Hitler inspirerede danske fascister og nationalsocialister til at opkaste sig til diktatorer. Ole Ravn har skrevet en aktuel bog om de danske højrefløjsførere 1922-1945. Hans fortælling lider dog af den skavank, at diktatorer in spe ikke kun var et fænomen på højrefløjen, men også på venstrefløjen.

Italiensk politiker, føreren 'Il Duce' Benito Mussolini indsamler guld. Ukendt

I en tid, hvor såkaldte højre- og venstrepopulistiske bevægelser og personer fører sig frem, er det i høj grad aktuelt, at historikeren Ole Ravn udsender en bog om fascistiske og nationalsocialistiske partier og førere i Danmark 1922-1945.

De fleste har hørt om Frits Clausen, der blev leder af de danske nazister og kom til at fremstå som personificeringen af dem. Men der var faktisk en del andre, der forsøgte sig med partidannelser af den art - med mere eller mindre succes. Ja, faktisk var der 40 partidannelser fra 1922 til 1945, men det var kun DNSAP (Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti),  der kom til at spille en politisk rolle af betydning.