Jeg var 15 år, før det gik op for mig, at jeg kom fra et ørige. Jeg vidste selvfølgelig godt, at når man skulle på ferie hos familien på landet, foregik det via en eller flere færger, men det var aldrig noget, jeg skænkede en tanke. Sådan var det bare at rejse. Det skete også via færge, da jeg for første gang kom alene til England i forbindelse med noget ungdomsudveksling. Vi spurgte naturligvis alle sammen hinanden, hvor vi kom fra, og da jeg sagde Danmark, lød det fra en englænder: »Nåh, øriget. Er det ikke besværligt, at man altid skal sejle?«
Af en eller anden grund følte jeg mig stødt på manchetterne. Han skulle ikke komme her og antyde, at vi var mærkelige. Sådan en englænder. Sådan ser jeg ikke på det i dag. Sjælland og Fyn ser man nærmest ikke på som øer, men alle de små knap nok beboede øer er da en rigdom – og en fest at besøge.
