Vi har den alle, og alle kæmper med den fra tid til anden. Viljen, denne mystiske strømning i vores sind, der er lige så almen, som den er helt personlig. Stort set alle sfærer af menneskelivet har berøring med den. Men hvordan ser den ud, hvor bor den, og er den virkelig - eller er den frie vilje blot noget, vi forestiller os?
Gode spørgsmål. Det er oplagt at skrive en bog om det – og det har Ole Thyssen gjort. Resultatet er en lidt spøjs totrinsraket af pædagogisk fortalt idéhistorie og essayistisk tegning af viljens dimensioner.