D-Dag 75 år: Da Normandiets gyldne strande blev røde af soldaternes blod

På D-dag, 6. juni 1944, kom tyskerne for alvor kom i defensiven. Dagen er siden beskrevet i et væld af historiebøger og skildret i film og romaner. Også danskere var med, og i en ny bog skildres deres indsats.

Sårede soldater fra 1. Infanteridivision, 3. baltaljon efter angrebet ved Omaha Beach. Illustration fra »Den røde brænding« Fold sammen
Læs mere

I den vestlige verden er D-dag 6. juni 1944 Anden Verdenskrigs afgørende vendepunkt. Ganske vist havde De Allierede allerede tvunget tyskerne på tilbagetog, både på den russiske front og i dele af den vestlige, men krigen var på det tidspunkt ikke afgjort.

D-dagen i populærkulturen

D-dag var en kæmpeaktion, hvor i tusindvis af soldater, skibe og fly blev sat ind på at erobre de tyske stillinger i Normandiet. Soldater fra USA, Storbritannien, Canada og fra en lang række besatte lande sat af ved Normandiets kyster og kæmpede sig med dødsforagt vej over strandene under heftig tysk beskydning. Spredt rundt omkring i Normandiet er der i dag begravelsespladser med hvide kors og soldaternes navne, og ingen kan besøge disse mindesmærker uden at blive bevæget. De årlige ceremonier i den franske landsdel samler verdens statsledere.

I populærkulturen blev D-dag en af Anden Verdenskrigs centrale begivenheder. Allerede i 1962 kom den stjernespækkede Hollywood- film »Den længste dag«, der var baseret på en fagbog af Cornelius Ryan og dækkede mange aspekter af begivenheden.

Tom Hanks i Steven Spielbergs "Saving Private Ryan". Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Foto: PARAMOUNT.

Steven Spielbergs »Saving Private Ryan« fra 1998, med Tom Hanks i hovedrollen, blev en klassiker. Den fortæller om amerikanernes blodige erobring af kyststrækningen Omaha og om fire brødre, hvoraf tre dræbes. Filmen er skabt på baggrund af en virkelig historie.  I 2001 skabte Steven Spielberg og Tom Hanks en ny succes med HBO-serien »Band of Brothers«, der skildrer en gruppe amerikanske soldaters prøvelser. Også denne serie var baseret på en fagbog, denne gang af Stephen E. Ambrose og også den serie fulgte nøje virkelige skæbner.

Stalin krævede en ny front

Planen om at angribe tyskerne i Normandiet opstod i maj 1942, fordi Sovjetunionens leder, Josef Stalin, krævede, at De Allierede åbnede en ny front i Vesten for at presse tyskerne. Den britiske premierminister, Winston Churchill, var modvillig og forsinkede denne nye front. Ved en konference i Teheran i november 1943 sagde han og den amerikanske præsident Roosevelt dog, at tiden nu var moden til en storstilet invasion.

Mange landingssteder blev overvejet, og Normandiet var ikke oplagt, for kyststrækningen manglede havnefaciliteter. Men Normandiet blev alligevel valgt, og der blev satset på amfibietanks og tekniske opfindelser, der erstattede manglen på havne. Som øverstbefalende blev den amerikanske general Dwight D. Eisenhower valgt, mens general Bernard Montgomery blev ansvarlig for alle landstyrker.

Man valgte at kalde angrebet for Operation Overlord, og selve angrebet på stranden fik kodenavnet Operation Neptun. Sindrige operationer blev taget i brug for at narre tyskerne til at tro, at angrebet ville finde sted andre steder i Europa.

Før angrebet bombede De Allierede  tyske styrker, og det lykkedes at ødelægge mange af de tyske radaranlæg, så tyskerne ikke vidste, hvad der skete i luften. Meget var afhængigt af vejret og tidevandet, og 4. juni var vejret elendigt og bølgerne høje, så man flyttede angrebet fra  5. til 6. juni. På grund af det dårlige vejr frygtede tyskerne ikke et angreb, og mange tyske soldater var på orlov. Den tyske øverstkommanderende, Erwin Rommel, var i øvrigt i Berlin, for hans hustru havde fødselsdag, og han skulle møde Adolf Hitler.

Herredømmet over luftrummet var også afgørende, og mens tyskerne kun havde 815 fly, rådede De Allierede over 9.543.

Angrebet med faldskærmtropper

Angrebet indledtes med bombardementer af Normandiet natten til 6. juni, men de var ikke særlig effektive ved Ohama Beach. Det næste træk var nedkastning af faldskærmtropper, der skulle ødelægge veje og broer bag tyskernes forsvarslinje. Amerikanerne lod 18.000 faldskærmstropper nedkaste, men mange af dem blev nedkastet langt fra deres egentlige mål. Men selv om om amerikanernes faldskærmsaktion ikke var særlig vellykket, så var den med til at forvirre tyskerne.

I en ny bog af Jakob Tøtrup Kjærgaard,  »Den røde brænding«, skildres D-dag med danske øjne.  I bogen fortælles om Oscar Holst Pedersen, der landede med et svævefly natten til D-dag i Sainte-Mére-Eglise og derefter deltog i kampene ved Utah-stranden. Han var født i Herning og var emigreret til USA i 1938, og han havde deltaget i kampe i Afrika, på Sicilien og i Italien. Oscar Holst Pedersen slap efter hårde kampe levende fra D-dag, men blev dødeligt såret 15. juni 1944 og døde efter tre dage. Han blev først begravet ved Sainte-Mére-Eglise, men familien fik ham fire år efter begravet i Herning.

Også britiske faldskærmssoldater blev nedkastet og havde held med at sprænge flere broer, så tyskerne fik svært ved at sende styrker til kystlinjen. Der opstod heftige kampe på landjorden, så allerede inden selve kystangrebet var D-dag i fuld gang på landjorden.

Den blodige dag ved kysten

Nu var tiden kommet til det egentlige hovedangreb ved kysterne. Ny teknologi var taget i brug, og omfattende øvelser havde forberedt mændene til de specielle forhold. Alligevel gik det galt for en del tanks, der sank, mens alle mænd druknede. Amerikanerne angreb ved Utah Beach og Ohama Beach.

6. juni på Normandiets kyst. Scanpix. Fold sammen
Læs mere
Foto: -.

Hårdest gik det for sig ved Omaha Beach. Her var de tyske styrker stærkest og ikke berørt synderligt af De Allieredes bombardementer. Soldaterne vadede i land under kraftig tysk beskydning, og ca. 2.000 mand faldt. Arthur Larsen var en af de mange danskere, der ved besættelsen 9. april 1940 var krigssejler og siden blev rekrutteret til militærtjeneste i den amerikanske hær. Han havde kæmpet i Afrika og var med i invasionen af Sicilien, og 6. juni 1944 var han klar til kamp. I bogen »Den røde brænding« citeres han for denne beskrivelse fra et program, som Danmarks Radio sendte i 1969: »Man har ikke tid til at se sig til højre eller venstre - det er bare med at komme frem og op så hurtigt som muligt, og så selvfølgelig komme op til vores kompagni. Men så bliver man jo splittet ad mange gange, nogle kommer bort, og så bliver man samlet igen. Man må bare frem, man har ikke tid til at se, hvad der ligger i vandet.  Vi skulle have vores våben parat, men der var meget hård modstand til at begynde med. Og der gik jo også mange til på stranden. For tyskernes våben var jo sat til krydsild. Men efter ca. tolv timers forløb, så kunne man begynde at gå langsomt frem. Og komme op i klitterne.«  Af Arthur Larsens gruppe var der kun syv tilbage af den oprindelige gruppe på 275 mand.

Amerikanske tropper landsættes ved Ohama-kysten.   Fold sammen
Læs mere
Foto: USCG/CPHOM ROBERT F. SARGENT/HO.

Mere end 800 danske søfolk deltog i angrebet, dertil kom de danskere og efterkommere af danske emigranter, som var med.

De britiske og canadiske tropper

De britiske tropper angreb Gold Beach tidligt om morgenen. Her gik det bedre end på Ohama Beach, men ca. 1.000 soldater døde alligevel. På Juno Beach var de canadiske tropper i aktion. Der var mange dødsfald, da mændene vadede i land, fordi tyske maskingeværer skød løs. 961 mand døde. Ved Sword Beach var britiske tropper også i aktion, og her døde 1.000 soldater.

Det samlede tabstal for De Allierede var 4.414, mens tyskerne mistede 1.000. Da tropperne var blevet landsat, fortsatte kampene både ved kysten og i baglandet, og det var helt afgørende, at De Allierede styrker fik forsyninger fra skibe. Ialt var 6.939 skibe med til at bringe de 160.000 tropper over Kanalen.

Foto taget i 2018 ved den amerikanske kirkegård ved Ohama-kysten.   Fold sammen
Læs mere
Foto: DAMIEN MEYER.

De Allierede havde satset på, at erobre kysten og dele af baglandet første dag. Dette lykkedes ikke,  og først 12. juni blev de fem kyststrækninger forbundet og erklæret erobret. Man havde erobret dele af baglandet, men tyskerne holdt stadig den vigtige by Caen, der først blev erobret 21. juli.

Årsager til successen

På trods af, at invasionens mål ikke blev nået,  var den alligevel en succes. En af årsagerne til det var, at tyskernes ambitiøse forsvarsværker langs kystlinjen i Europa var dem ved Normandiets kyst ikke færdige. Det var også vigtigt, at De Allieredes afledningsaktioner havde virket, så tyskerne troede, at angrebet ville komme et andet sted. Det lykkedes desuden De Allierede at bevare herredømmet i luften, så tyskerne ikke kunne danne sig et overblik over situationen, og det var afgørende, at De Allierede ødelagde infrastrukturen i baglandet, så tyskerne havde svært ved at bringe forstærkninger til fronten. De Allieredes bombardementer af de tyske styrker havde stor virkning, bortset fra ved Ohama Beach. Og så var det af stor betydning, at den tyske militære ledelse var ubeslutsom.

Jakob Tøtrup Kjærsgaards »Den røde brænding« er udkommet på Turbine.