Coronakrisen har gjort Anne-Marie Vedsø Olesens roman om år 2687 forbløffende profetisk

Boganmeldelse: Anne-Marie Vedsø Olesens velskrevne sci-fi-fantasy roman om umenneskelige skærm-junkier med kronisk ansigtsvisir fremstår foruroligende nok mere som profetisk dystopi end som fantastisk fremtid.

Anne-Marie Vedsø Olesen kommer i »Månen over øen« hverken med svar eller letkøbte løsninger, den slags skal findes inde bag læserens eget øjenvisir. Forfatteren gør det nu heller ikke helt let, når hun indimellem bevæger sig ud i poetisk-filosofiske betragtninger, som kan være svære at følge, skriver anmelder Merete Reinholdt Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged

Fremtiden lurer lige om hjørnet, og selv om den strækker sig langt ud i horisonten, er udsynet herfra, hvor vi står, blevet en anelse tydeligere end hidtil efter de seneste måneders surrealistiske virkelighed. Corona-pandemien har ikke blot fordampet noget af den mosebryg, der har forhindret os i at skimte en flig af vores egen eftertid, den har også gjort det lettere at læse foruroligende, gådefuld sci-fi-fantasy som Anne-Marie Vedsø Olesens »Månen over øen«.

Den lille sælsomme roman om et fremtidssamfund med fuld skærmafhængighed, minimal medmenneskelig kontakt og livsnødvendige ansigtsvisirer ville nok være blevet opfattet som pudseløjerlig og eksotisk cyberrealisme, før verden gik i global dvale. Men med vores nye bevidsthed er et fremtidsscenarie, som det Vedsø Olesen lokker os ind i med sin fint spidsede pen og smukke skrift, ikke så utænkelig, som man førhen kunne have tænkt.

»Månen over øen giver hverken svar eller letkøbte løsninger, den slags skal findes inde bag læserens eget øjenvisir.«


»Månen over øen« er et moderne mytologisk hverdagsdrama om et fremtidigt demokrati ved navn Superesse, hvor borgerne er blevet så afhængige af det nye internet, supernettet, at de må tage beroligende medicin for at overleve, når de holder en sjælden offline-pause. De har digitale øjenvisirer på, hvorfra de hele tiden kan kommunikere med omverdenen og multitaske i cyberspace, og de lever i små boliger i særlige tætbebyggede enklaver.

Pladsen er begrænset, og restriktionerne i forhold til bolig og bofæller er strikse. Vi befinder os i år 2687 post Luna, en tidsregning, der indledtes i år 2052, da en asteroide tilintetgjorde Månen, med voldsomme konsekvenser for bl.a. jordens hældning, tidevandet, økosystemet og årstiderne og med hyppige månemeteornedslag til følge.

Er nuet virkeligheden?

Kvinden Hypatia adskiller sig imidlertid fra alle andre. Hun er begavet som få, og så besidder hun et særligt gen, der gør hende immun over for behovet for det kontinuerlige fix af simultane virtuelle verdener. Sammen med den ældre enkemand, hjerneforskeren Frans, rejser hun til grænselandet for den menneskelige bevidsthed, Øen. Han for at dø, hun for at finde sin forsvundne datter og svaret på, hvorfor hun mistede hende.

Foto: Lindhardt og Ringhof.

Anne-Marie Vedsø Olesen indbyder læseren til at reflektere over fortid, nutid og fremtid og de virkeligheder, som generationerne hver især lever i. Hvilken verden er mest virkelig, mest ægte, mest rigtig – vores egen, vores forfædres eller vores børns og deres efterkommeres? Eksisterer virkeligheden kun i nuet, eller er den evigtgyldig eller foranderlig, eller er den her overhovedet?

»Månen over øen« giver hverken svar eller letkøbte løsninger, den slags skal findes inde bag læserens eget øjenvisir. Forfatteren gør det nu heller ikke let, når hun indimellem bevæger sig ud i poetisk-filosofiske betragtninger, som kan være svære at følge.

Til gengæld giver hun masser af metaforiske hints og filosofiske henvisninger, både i navnesymbolikken og i referencer fra Platon til Tintin. Og med vores nye post-coronabevidsthed er vi oven i købet endnu bedre rustet til at møde ikke bare fremtiden, men også den dystopiske verden og de problematikker, som Vedsø Olesen præsenterer i denne filosofiske sci-fi-fantasy.

Månen over øen
Forfatter: Anne-Marie Vedsø Olesen. Sider: 168. Pris: 250 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof.