Hans Hauge, der er kendt af Berlingskes læsere fra Groft sagt-spalten, er en i sandhed original akademiker. Han er noget så sjældent som en borgerlig intellektuel, der har brugt store dele af sin karriere på at studere postmoderne tænkere, og måske er det grunden til hans mange finurligheder. Man ved aldrig helt, hvor man har Hauge, og det gælder så sandelig også hans seneste bo, »Ensomhedsparathed«, hvor mere eller mindre alle pointer er udtrykt gennem polemisk ironi og sarkasme.

Ikke desto mindre rummer bogen en kerne: Den er et forsvar for eksistentialismen som filosofisk tradition og samtidig en art idéhistorisk gennemgang af den. Fra dansk eksistentialisme over tysk, fransk og engelsk ditto, til eksistentialisme og kristendom.