Min far var en habil fritidshåndværker og havde selv snedkereret de reoler fra loft til gulv, der husede mine forældres sammenbragte bogsamling. Her gik jeg som teenager på jagt efter skoletid og stiftede mine første litterære bekendtskaber med danske forfattere som Klaus Rifbjerg (»Den kroniske uskyld«), Leif Panduro (»Rend mig i traditionerne«) og selvfølgelig Hans Scherfigs »Det forsømte forår«, som jeg slugte i sofahjørnet med te og ostemadder inden for rækkevidde.
Jeg græd mig i søvn over den frygteligt sørgelige slutning i en meget laset udgave af Victor Hugos »Klokkeren fra Notre Dame«, og da jeg lå i sengen med halsbetændelse og læste Margaret Mitchells store sydstatsdrama »Borte med blæsten« – i to bind – nægtede jeg at blive rask, før sidste side var vendt.
