Benn Q. Holm: »Bobi Bar er fuld af unge mennesker. Om det skyldes, at de vil være digtere, eller om det er, fordi man må ryge, ved jeg ikke«

Stedets ånd er vigtig for forfatteren Benn Q. Holm, der er omkring ærkekøbenhavnske lokaliteter som Minefeltet og Gammelholm i sin nye store roman, »Asfalt og blomster«.

»Jeg har en svaghed for detaljer. Jeg kan for eksempel godt lide, at der står nogle stablede ølkasser frit fremme her på Café Nick. Det ville du jo aldrig se på d'Angleterre.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Klokken er lidt over to om eftermiddagen. Café Nick er lige åbnet. Først er det bare os, der er her, Benn Q. Holm, fotografen og jeg. Vi har aftalt at mødes i den nikotingule, indrekøbenhavnske tidslomme, for Café Nick matcher fint den stemning af gamle København, der findes i »Asfalt og blomster«, den 56-årige forfatters nye store roman, der udkommer tirsdag: Øllet er på flaske, der betales med kontanter, og servitricen er de fleste på fornavn med. Her er lidt hengemt på den sjove måde. Jeg spørger Benn Q. Holm, om Café Nick var et af de steder, han selv kom, da han som jeg var ung i 70erne.

»Egentlig ikke. Jeg og mine venner pendlede frem og tilbage mellem to dengang nye cafeer, Café Sommersko og Café Dan Turèll. Det var ikke os alle sammen, der havde telefon eller var til at få fat i, så sådan en fredag aften måtte man bare gå ind på Sommersko og håbe på, at der sad nogen, og det gjorde der som regel også. Eller også måtte vi hen på Dan Turèll, lige i nærheden, og en gang imellem krydsede vi så hinanden på vejen. Vi satsede på at rende ind i hinanden på de steder, der nu engang var. Der skete ikke så meget. Men vi vidste jo ikke, hvad vi gik glip af.«

Jeg henter et par øl og en cola. Der kommer flere gæster. Stamkunderne hilser på hinanden og på værtinden.

»Det er egentlig skæbnens ironi, at Café Sommersko er lukket,« reflekterer Benn Q. Holm.

»Man skulle tro, at det ville være de rigtig gamle steder, der ville forsvinde, men hvis man vover sig ind på for eksempel Bobi Bar en torsdag aften, er der proppet, og det er ikke mindst unge mennesker, der kommer der. Om det så skyldes, at de alle sammen vil være digtere, eller om det er, fordi man må ryge, ved jeg ikke. Uanset hvad er det nok mere autentisk at være et sted, hvor historien hænger tæt i væggene og luften end at sidde ved en anonym zinkdisk. Jeg tænker, at de gamle værtshuse er en slags levende museer i en pulserende by.«

Og faste holdepunkter i en tid, hvor alting forandrer sig?
»Ja, men hvor tingene også forandrer sig til det bedre. København har løftet sig, byen er blevet smart og hip. København i 1970erne og 1980erne var en fattig, grå by. Den var præget af, at B&W lukkede, og at de store arbejdspladser lukkede og flyttede ud, og at folk flyttede ud til forstæderne. Der skete ikke rigtig noget. Så selv om jeg sidder og tænker, at det var meget fedt for os, der var unge dengang, så kedede vi os jo også. Lige så snart der åbnede et nyt sted, for eksempel Krasnapolsky, var vi med kickfart dernede og tjekke det ud og hænge ud. Det var det, der definerede os, ligesom den musik, vi hørte – og som stadig hænger ved nu, da vi er blevet gamle –  definerede os. Og det er måske derfor, folk bliver så nostalgiske, når de hører, at Café Sommersko er lukket. Også selv om de måske ikke har været der i 15-20 år.«

Og selv om Café Sommersko havde Københavns måske ringeste betjening. Sidste år ventede en veninde og jeg en halv time på en kop kaffe, selv om der næsten ingen gæster var ...
»Ja, sådan var det. Det var elendigt og uforskammet.«

»Jeg kan stadig huske følelsen af at komme ind på Café Nick en sen aften og sige: »Wow, for helvede, nu er vi tilbage – ikke bare i fortiden, men i fortidens fortid«.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Men Café Nick, det gode sted, som vi sidder på lige nu, opdagede du først på et sent tidspunkt. Hvordan var det?
»Jeg kan stadig huske følelsen af at komme ind på Café Nick en sen aften og sige: »Wow, for helvede, nu er vi tilbage – ikke bare i fortiden, men i fortidens fortid«.«

Og Café Nick optræder også i din nye roman. Hvorfor?

»Jeg havde tidligere skrevet en roman, der foregår under og efter besættelsen, og det var en enorm befrielse, så jeg vidste, at jeg gerne ville lidt tilbage i tiden igen. Jeg ville gerne væk fra min egen navle, se det hele lidt udefra, få den der distance, og en lidt halvvåd aften endte jeg her med nogle venner. Jeg fik en følelse af, at det er fedt, at der stadig eksisterer et sted som Café Nick.«

Jeg synes, at der kommer en næsten filmisk kvalitet over dine beskrivelser af Café Nick og andre steder. Hvordan gør du?
»Jeg har en svaghed for detaljer. Jeg kan for eksempel godt lide, at der står nogle stablede ølkasser frit fremme her på Café Nick. Det ville du jo aldrig se på d'Angleterre.«

Jeg spørger  Benn Q. Holm, om han selv har været alle de steder, han skriver så godt og nærværende sanseligt om?

»Nej. Jeg har for eksempel aldrig været på Vingården,« siger han.

»Men Agatha Christie har jo heller ikke slået nogen ihjel i Orientekspressen, og en science fiction-forfatter har heller ikke nødvendigvis været en tur på Månen.«

I »Asfalt og blomster« er der noget forhutlet noget, der hedder Bramsens kontorforsyning. Det ligger på Gammelholm med tilhørende bolig. Her får en af romanens centrale karakterer, Alice Hansen, et arbejde, og her får hun og hendes søn et sted at bo. Hvad er det sted, som du ser det, mere generelt et udtryk for?
»Det er et udtryk for den begyndende tømning af byen, der fandt sted i begyndelsen af 1970erne, hvor slagterne og ismejerierne og alle småbutikkerne forsvandt én efter en. Engang imellem kommer der én ind hos Bramsen og køber en kalender eller en kuglepen, men ellers kommer der ikke nogen, for firmaerne og alting rykker ud af byen.«

Helt modsat i dag?
»Ja. Nu er byen nærmest ved at være for proppet. Men den der tømning, den husker jeg stadig meget tydeligt.«

Vi bestiller endnu to øl og en cola. Benn Q. Holm taler videre om det at skrive om fortiden. Han siger, at han tit tænker fortiden i sort og hvidt, og at det måske skyldes, at det fjernsyn, han så som barn og helt ung, var sort og hvidt, og han siger, at det er befriende for ham som forfatter at gå tilbage til engang, da han oplevede, at alting var meget mere simpelt.

»Hvis du ikke havde nået at være i banken inden klokken fire fredag eftermiddag, så havde du ingen penge til weekenden. Så var du bare på røven. Så måtte du bide i det sure æble og tage hjem til dine forældre. Der var nogle skarpe grænser, som gjorde, at livet slet ikke var så udflydende, som det er nu, hvor vi kan gå i Netto klokken et om natten, hvis vi vil, eller hen i 7-Eleven på alle tider af døgnet og hente en hovedpinepille.«

Vi sidder midt i Minefeltet, det legendariske værtshuskvarter omkring Nikolaj Plads, hvis nogen skulle være i tvivl. Hvordan var her i 1970erne, hvor en stor del af din nye roman foregår?
»Dengang var området stadig hot. Det var her, det skete. Med Vingården og De Tre Musketerer, og hvad der ellers lå og ligger. Minefeltet var et meget livligt kvarter, og det havde det været i mange år, så jeg tænkte, at her kom alle de her smukke unge damer, og her kom alle bohemerne, og måske kunne jeg bruge dét som udgangspunkt for en fortælling. Og så voksede historien om den unge smukke pige fra Islands brygge, Alice Hansen, som alle vil have fingrene i, men som i virkeligheden er en lidt sky type, der ikke er med på ølejr- og smid bh'en-bølgen. Og så er der én, der slår hende ihjel.«

Ret usædvanligt hos dig, ikke?
»Jo. Folk plejer at drikke sig langsomt ihjel i mine romaner, men jeg tror, at det er første gang, at der er én, der ligefrem er blevet myrdet.«

Benn Q. Holm fortæller, at han ofte har et billede af et sted inde i hovedet, når han går i gang med en roman, og at det nok var Minefeltet, han så for sig, da han begyndte på historien om Alice Hansen og de andre. Jeg siger, at det virker på mig, som om steder simpelthen inspirerer ham som forfatter ...

»Ja, de betyder utroligt meget. Det gør de,« siger han.

»Stedets ånd er vigtig. Den gør en forskel. Der er forskel på, om vi befinder os i en landsby i Tanzania eller et sted på Midtsjælland, og der er selvfølgelig nogle steder, der har mere ånd end andre. En motorvejsudfletning har ikke den samme charme som så mange andre steder, selv om den også kan være værd at have med nogle gange.«

Og hos dig er stederne ovenikøbet til at genfinde?
»Ja, som udgangspunkt nævner jeg dem ved navn: Så går hun op ad dén gade, så går hun ned ad dén gade, så går hun dér og dér. En anmelder, Jens Andersen, skrev engang om en af mine bøger, at det var lige ved, at der gik Kraks Vejviser i den. Jeg vil ikke sige, at jeg giver ham ret, men jeg forstår godt, hvad han mener.«

Forfatter Benn Q. Holm er aktuel med romanen »Asfalt og blomster«. Her fotograferet på værtshuset Café Nick Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.