Benn Q. Holms storbyepos om Den Kolde Krigs Berlin summer af desperation og romantik

Berlinmuren, kærligheden, David Bowie og Rote Armee Fraktion agerer melankolsk bagtæppe i »Et stykke af tiden« som er et intenst, men også flygtigt billede af en forsvunden stemning og et forgangent sted.

I »Et stykke af tiden« er vi tilbage ved dengang, da Muren delte Berlin i to og Europa i øst og vest, og hvor byen både blev et konkret symbol på Den Kolde Krig og på en klaustrofobisk følelse af isolation og afmagt. Fold sammen
Læs mere
Foto: JOEL ROBINE

Selvom man hverken bliver særlig overrasket eller udfordret af Benn Q. Holms »Et stykke af tiden«, så underholdes og oplyses man af historien om den unge canadiske arkitektstuderende Ben, der er taget på et års udveksling i det daværende Vestberlin, hvor han både møder kærligheden, koldkrigskonflikter og David Bowie på cykel. Romanen er et tiltalende, let og lettere melankolsk tidsbillede af verden i midt-halvfjerdserne og af ungdommelig sårbarhed og rodløshed, ligefrem fortalt og uden episke modhager.

Forlaget kalder bogen for et storbyepos, et tidsdokument, en kærlighedsroman og en coming of age-fortælling – og det rammer den meget godt ind, selvom sidstnævnte karakteristik er en anden og mere smart måde at skrive ungdomsroman på. For det er dét, den er, mere end en moderne dannelses- eller udviklingsroman. Bogen omhandler immervæk blot et enkelt år i Bens liv, og det er ikke, fordi han gennemlever den store psykologiske forandring i den periode.

Men lad det være. Historien folder sig ud som en moderne og mundret fortælling om en sympatisk ung mand med en lidt broget opvækst og med mod på livet. Benn Q. Holm formår med enkle midler at skrive en figur frem, som man tager til sig og tror på, man lever sig ind i Bens op- og nedture, hans generte nysgerrighed og urolige forelskelse, hans kedsomhed og kejtede selskabelighed.

Lidt mere karikerede er de øvrige figurer – Bens nye ven, den flamboyante Florian, er nok med vilje tegnet skarpt op, og selvom der drysses nuancer på undervejs, så indbyder hans karakter til flere toner og mere dybde. Han er på mange måder Bens modsætning, et spejlbillede, der anes bag en dugget glasplade, men aldrig rigtig reflekteres.

Resten af persongalleriet fungerer mere som statister end egentlige medspillere, og det er for så vidt godt nok, men også én af grundene til, at romanen fremstår en anelse luftig. Man får en fornemmelse af, at kæresten, Sabine, er en mere sammensat person end blot en køn litteraturstuderende med grønne øjne og pæne bryster. Hun er eksempelvis rodløs og måske en smule uligevægtig – men hvem hun ellers er, fremstår uklart.

Fortællegejst

Hvad der mangler af dybde, er der til gengæld til overflod i fortællegejst og miljøbeskrivelse. Benn Q. Holm er god til at tegne byen og frustrationerne op, han skriver raskt til, måske indimellem også for rapt og med for mange ord eller for mange af de samme ord, men hans tidsportræt er råt og rammende.

»Et stykke af tiden« af Benn Q. Holm. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alpha.

Vi er tilbage ved dengang, da Muren delte Berlin i to og Europa i øst og vest, og hvor byen både blev et konkret symbol på Den Kolde Krig og på en klaustrofobisk følelse af isolation og afmagt, der giver genklang i Ben. Man trasker nysgerrig i hans fodspor og rodløse søgen gennem gader og over pladser, man mærker mørket fra Murens skygge og opdager de åbne sår fra afskårne veje og blødende bygninger. Bens udlandsophold er som en afsondret tidslomme, hvor den delte by og det ø-lignende Vestberlin bliver en metafor for Bens skrøbelige, afsondrede ståsted i livet, midt mellem opvækstens familieopbrud og fremtidens ukendte muligheder.

I begyndelsen bor Ben i en studenterkollektiv, hvor han møder en venstreradikal virkelighed, han ikke har kendt til før, og som han føler sig fremmed overfor. Tiden er præget af opbrud og opgør med fortiden, der er studenterstrejker på fakultetet og Rote Armé-terrorhandlinger i det offentlige rum. Så da han lærer den anderledes og af de andre studerende forhadte studiekammerat Florian at kende, og Florian tilbyder ham et værelse i sin og sin mors pensionat, flytter Ben kort efter ind her.

I den store og slidte herskabslejlighed møder han den tyske krigshistorie gennem de andre beboere, han hører om død og tab, om sorg og savn, om ofre og overlevere. Det gamle og det nye er som kontraster, der har viklet sig ind i hinanden, så det hele er endt i en grå og dyster kulisse, hvor både desperationen og romantikken har gode vækstvilkår.

Da Florian bliver syg og efterfølgende sendes på rekreationsophold hos en tante i München, og da en anden ven, den britiske kunstner Vicky Klein, rejser videre, er Ben atter alene, indtil han ad omveje møder Sabine med de grønne øjne. Deres forhold er intenst, men også sært overfladisk og i sagens natur flygtigt. Det kan man vel egentlig også sige om den tid og det Berlin, Benn Q. Holm beskriver. Og det gælder tillige som samlet bedømmelse af »Et stykke af tiden«.

Et stykke af tiden
Forfatter:
Benn Q. Holm. Sider: 330. Pris: 300 kroner Forlag: Alpha.