Astrid Lindgren til forelsket veninde: »Mit bondske blod reagerer helt gammeldags kun på det modsatte køn«

Astrid Lindgren gengældte ikke sin tyske tilbeder Louise Hartungs forelskelse, men de to forblev veninder og skrev livet igennem passioneret sammen om, hvad der optog dem i samtiden, fremgår det af charmerende ny bog.

Louise Hartung blev betingelsesløst forelsket i Astrid Lindgren og skrev om sin kærlighed i sine breve til veninden: »Jeg har dig usigelig kær – hvor meget kan jeg slet ikke udtrykke. Når jeg er hos dig, tænker jeg, at jeg vil skrive det til dig, og når jeg vil skrive det, tror jeg, at jeg bedre kan sige det, men jeg kan hverken det ene eller det andet. Jeg ved bare, at jeg dør af længsel efter dig.« Foto fra bogen - Saltkråkan AB

Kan man tillade sig at læse andre menneskers personlige breve? Ja, det kan man absolut. Hvis brevene er gemt, er det, fordi de skal læses. Astrid Lindgren og Louise Hartung er i den grad bevidste om, at de er noget særligt, og at deres venskab, som mest kommer til udtryk gennem brevveksling, er noget helt særligt.

Det har også været tydeligt for den erfarne biograf Jens Andersen og hans hustru Jette Glargaard, som på fremragende vis har redigeret brevsamlingen »Jeg har også levet!«.