Anne Knudsen indleder sin fine erindringsbog »Hvor jeg var barn, var der isbjørne« med at skrive om, »hvor uhyggeligt og vidunderligt der var i mit mærkelige barndomsland«. Og man får virkelig en fornemmelse af det uhyggelige. Især naturen og dyrene gør Østgrønland til et farligt sted at vokse op, og det er præcis de samme ting, der gør det til et helt vidunderligt sted at være barn.
Hun fortæller om et land, som slet ikke længere eksisterer. 1950erne var, skriver hun, en lykkelig tid fyldt med optimisme, fremdrift og virkelyst. Der var udvikling og modernisering og en tro på, at alle ville få det bedre. Anseelse og velstand afhang af, om man var en god jæger. For fangsten kunne man købe det nødvendige, som udover kaffe, sukker, tobak og husgeråd først og fremmest var våben og ammunition. Der var alkoholforbud på Østkysten, hvor familien boede.
»Jeg tror ikke, at nogen dengang kunne forestille sig, at alt dette i løbet af en enkelt generation kunne gå fuldkommen til i druk og social armod, som det virkelig siden hændte«, skriver Anne Knudsen.
Hun er rædselsslagen, men i stedet for at skrige, siger hun, at hun er tørstig. Hendes far kommer hurtigt tilbage til sin plads, og som hun skriver, lærte hun noget af det. »Dels, hvad der kan ske, når man ikke er vågen, og dels, at man kan overleve det utrolige, hvis man holder fat i sin åndsnærværelse.«
Rascimen var integreret
Familien flyttede til Grønland da Anne Knudsen var seks år, og hendes far, der arbejdede for Grønlands Tekniske Organisation, fik arbejde først et par år i Qaqortoq, dengang i Danmark kendt som Julianehåb, og siden på Østkysten i den lille bygd Tasiilaq. Qaqortoq var så stor, at danskere og grønlændere levede skarpt adskilt.
Rascismen var en integreret det af samfundet, og der var absolut ikke lighed mellem danskere og grønlændere. Anne Knudsens mor bedømte grønlændere på, hvor danske de var, men hendes far indprentede sine børn beundring for folks evner og kunnen. Han lærte dem, at grønlænderne levede anderledes end dem, men de var lige så rette mennesker.
I Tasiilaq gik danske og grønlandske børn adskilt i skolen, men der var ingen europæisk koloni, hvor man »kunne leve på dansk og se grønlænderne som en art statister«. Hvis man ville have legekammerater, var de grønlandske.
Ligesom i Danmark dengang levede børn et frit børneliv, helt uden den overvågning vi kender i dag. Når man faldt og slog sig, var det noget, man selv ordnede. Der var ingen grund til at involvere forældre, som kunne bruge det som et påskud til at begrænse friheden. Forskellen på Danmark og Grønland var, at det kunne være virkelig farligt at falde. Man kunne hænge yderst på et klippestykke eller falde i en sprække. Det kunne føre til betydeligt mere end hudafskrabninger.
Desuden var der de allestednærværende hunde. I dag skal de være lænket, men den gang løb de frit, og især for små børn kunne det være livsfarligt at falde og være sårbare overfor de bidske hunde. Af samme grund gik grønlandske småbørn fra hånd til hånd. De blev aldrig sat på jorden uden opsyn, men altid båret på armen.
Bogens titel er helt retvisende. Der var mange isbjørne. De blev jaget med hunde. Meget tit røg der en hund eller to, når de frygtløse bjørne labbede til dem, men mærkeligt nok flygtede bjørnene aldrig, selv om de nemt kunne, for de løb meget hurtigere end hunde og mennesker. Grønlænderne skød dem tit, selv når bjørnene kom fra vinterhi med deres unger. De havde heller ikke fine fornemmelser med hensyn til at skyde fugle, der sad på jorden. Det var ikke en sport. Der skulle mad på bordet.
Mennesket er bittelille
I Grønland lærer man, at mennesket er bittelille. Det grønlandske vejr og havet omkring Grønland vil altid have mere magt end selv den mest betydningsfulde person i verden. Anne Knudsen skriver nøgternt, hvordan de i Grønland syntes, at det var latterligt som folk i Danmark bekymrede sig om ligegyldige ting, mens de ikke rigtigt tog farlige ting alvorligt. Eksemplificeret af den tragiske historie om skibet Hans Hedtoft, der trods mange advarsler blev sendt ud på sin jomfrurejse om vinteren og gik ned med 95 mennesker ombord.
I Anne Knudsens familie kendte de mange af de omkomne, hun havde selv en skolekammerat blandt dem, og hun nærer stadig den dybeste foragt for daværende grønlandsminister Johannes Kjærbøl, der i sin magtfuldkommenhed tilsidesatte advarsler og gennemtvang sejladsen.
Det er en helt usentimental, men meget betagende og sine steder helt henrivende beskrivelse af en lille pige i Grønland i 50erne, vi får. En observant lille pige, der har formået at lære af sine observationer. Som da hun i flyet til Grønland falder i søvn ved siden af sin far.
Da hun vågner, ser hun Grønland under sig og griber faren i armen, for at vise ham synet. Det er bare ikke faren, men en anden mand. Hun er rædselsslagen, men i stedet for at skrige, siger hun, at hun er tørstig. Hendes far kommer hurtigt tilbage til sin plads, og som hun skriver, lærte hun noget af det.
»Dels, hvad der kan ske, når man ikke er vågen, og dels, at man kan overleve det utrolige, hvis man holder fat i sin åndsnærværelse. Når det kommer til stykket, må man redde sig selv.«
Et godt råd, som jeg her frit giver videre.
Hvor jeg var barn, var der isbjørne
Forfatter: Anne Knudsen Sider: 240 sider Pris: kr.299 Forlag: Lindhardt & Ringhof