Anmelder: Man rynker på næsen over, at denne bog er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris

Boganmeldelse: Norske Bjørn Esben Almaas »Den gode ven« er ikke et decideret godt bekendtskab og får læseren til at føle sig som tilskuer til en arbejdende kunstner, der står med ryggen til én.

Det er lidt af et mysterium, at Bjørn Esben Almaas »Den gode ven« er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, mener Berlingskes anmelder. Udsnit af cover. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra forlaget Turbine

Den 27. oktober uddeles Nordisk Råds Litteraturpris. Ceremonien finder sted i Reykjavik og blandt de nominerede er norske Bjørn Esben Almaas.

Og det er han, fordi han for et års tid siden udgav bogen, »Den gode ven«, der netop er blevet oversat til dansk.

»For hold da fest, hvor følte man sig ekskluderet ude i det ydre, fremfor at føle sig inkluderet i det indre, så at sige.«


Så langt, så godt. Og tillykke med nomineringen. Den slags skal man altid lette på hatten over. Men i dette tilfælde føles det også okay, hvis man klør sig lidt i nakken. Og samtidig rynker lidt på næsen.

Man kunne også drage et lettere fortvivlet suk.

»Den gode ven« er nemlig ikke et decideret godt bekendtskab. I hvert fald ikke ét, der synes værd at udvikle til et decideret venskab.

Dertil er bogen ganske enkelt alt for optaget af sig selv og alt for lidt interesseret i det menneske, der sidder med den i hænderne.

Og det er ikke kun synd, men står også i skærende kontrast til indholdet af bogens bagsidetekst, der rundes af med et ellers pirrende spørgsmål.

Hvad skete der det efterår i 1987?

Føler sig hægtet af

Altså dengang, hvor bogens hovedperson i en alder af 11 år angiveligt blev udsat for mobning og tørre tæsk, men måske også for noget tredje og langt værre, og som 25 år senere fortsat plager den »nu« 36-årige hovedperson.

Men spørgsmålet bliver aldrig rigtig besvaret. Måske med vilje? Hvem ved? Undertegnede fangede det i hvert fald ikke. Til gengæld blev jeg fanget af noget andet, nemlig en øredøvende følelse af klaustrofobi. Eller var det fortvivelse? Måske fremmedgjorthed? Ved det ikke.

Men hvad end der var tale om den ene, den anden eller den tredje ubehagelige følelse, så fortog de sig desværre først, da den sidste af bogens i alt 172 sider var læst.

Jeg applauderer Bjørn Esben Almaas’ ønske om at skildre et menneskes mildest talt miserable opvækst – og dennes negative indvirkning på det selv samme menneskes voksenliv – med udgangspunkt i et traumatiseret indre.

Men når det er sagt, så tillader jeg mig også at sætte mig på hænderne, når det viser sig, at dette ønske ender med at bogen lukker sig så meget om sig selv, at historien aldrig for alvor foldes ud, at spørgsmålet aldrig rigtig besvares, og at læseren undervejs fra start til slut føler sig ekskluderet fra stort set hele molevitten.

For det gør man, som læser af »Den gode ven«. Man føler sig ganske enkelt hægtet af. Måske ligefrem overflødig. En tilskuer til en arbejdende kunstner, der står med ryggen til én?

Foto: Fra forlaget Turbine.

Fredagsbar på forfatterskolen?

Og er det det, der er meningen med det hele, så skal Bjørn Esben Almaas ikke bare stå øverst på skamlen i Reykjavik til oktober og lade sig hylde som vinderen af Nordisk Råds Litteraturpris 2020. Han skal også have seks, fuldfede stjerner af mig.

For hold da fest, hvor følte man sig ekskluderet ude i det ydre, fremfor at føle sig inkluderet i det indre, så at sige. I øvrigt nøjagtig som moren til den 11-årige dreng og konen til den 36-årige udgave af hovedpersonen føler sig i bogen.

For slet ikke at tale om voksenudgaven af jeg’ets to børn, der i det ene kapitel efter det andet synes at se uforstående til, mens deres far med hjælp af Bjørn Esben Almaas' sprog forsvinder mere og mere ind i sig selv. Men kan det virkelig have været Bjørn Esben Almaas ærinde med »Den gode ven«?

At forsvinde sig langt ind i sig selv, sin hovedperson og sin måde at skrive på, at man helt glemmer at tjekke, om man helt og aldeles har hægtet sin læser af? At skrive en bog udelukkende for sin egen og for kunstens skyld, som var man skudt ud af en fredagsbar på forfatterskolen?

Er det virkelig det »Den gode ven« har på hjerte? Nej, råber juryen oppe fra Reykjavik. Selvfølgelig har Bjørn Esben Almaas da et budskab (eller noget lignende), som han vil af med til andre end sig selv.

Okay. Men i så fald, så kom det aldrig rigtig ud.

Den gode ven
Forfatter:
Bjørn Esben Almaas. Oversætter: Klaus Rothstein. Sider: 172. Pris: 229,95 kroner. Forlag: Turbine.