Thomas Winding var smuk. Begavet i alle mulige retninger. Han kunne male, han kunne skrive, han kunne spille musik, og han kunne frem for alt tale. Den stemme af fløjl og honning, som vi alle kender, lægger os ind i og føler os trygge ved. Han var en Aladdin, elsket og afholdt af venner og kolleger. Han kunne alt muligt. Bare ikke holde ud, får man indtryk af i Henrik Palles nye bog om ham. Når noget kedede ham eller var for besværligt, så var han den, der var smuttet.
Det gjorde ham også til en helt speciel far. Som det bliver sagt om ham i »Thomas Winding - En stemme i tiden«: »Han var enormt god til at tage sig af sin familie. Altså den nu og her.« Men den foregående tog han sig ikke så meget af. Og han har tilsyneladende aldrig betalt en krone i børnepenge.
Her fortsatte han et spor lagt af hans egen far, journalisten og skønånden Ole Vinding, som forlod kone og børn uden at se sig tilbage, da Thomas var en lille dreng. Oven i købet brutalt ved at udskifte låsen på hoveddøren så familien ikke kunne komme ind, da de kom hjem fra ferie.
Yndlingsbarnet
Heldigvis for den lille Thomas giftede hans mor sig ret hurtigt med den velanskrevne kunstner Preben Wilmann, og Thomas voksede op i et kulturradikalt hjem med megen selskabelighed og mange indflydelsesrige venner som for eksempel Poul Henningsen. Thomas var yndlingsbarnet, og der var tilsyneladende ingen, der forlangte af ham, at han skulle gøre en indsats i skolen, for han forlod skolen, så snart han kunne. Undervisningspligten var dengang syv år, og da Thomas efter 2. mellem fik at vide, at han klarede sig så dårligt, at han måtte gå klassen om, valgte han at gå ud, uden at se sig tilbage.
Han fik aldrig nogen uddannelse, men klarede livet igennem kun at beskæftige sig med ting, som interesserede ham. På trods af sit uomtvistelige talent for TV fortalte han vidt og bredt, at det var et latterligt medie, som han kun beskæftigede sig med for at få smør på brødet. Det rigtige liv handlede om at male, læse, spille og høre musik, og være sammen med sin familie og sine venner.
Han fik tingene til at gå op ved at indlægge sine nærmeste i alt, hvad han beskæftigede sig med. Datteren Sara var Super Carla. Alberte var Bamses veninde. Kasper skrev musik til hans produktioner, hans stedbørn medvirkede efter (hans) behov, og alle hans fem koner var mere eller mindre involveret i hans produktioner livet igennem. For en udenforstående ligner det påfaldende nepotisme, men det var sjældent noget, nogen blev rige af, for der var aldrig penge nok til ordentlig betaling.
19 år gammel og far
For sådan en som mig, der er vokset op med almindelige normer uden skyggen af indflydelsesrige mæcener, er det en ejendommelig oplevelse at følge Thomas Windings liv i bogen. Der er hele tiden nogen, der lige kender et sted, hvor han kan få et (spændende) job eller et sted at bo. Som stort barn flytter han sammen med en skoleveninde, der bliver hans første kone, Busser Winding. Og der er ikke en kat, der gør, da de som 19-årige i 1956 får deres første barn, Kasper Winding. Tværtimod bliver de støttet af begges forældre praktisk og økonomisk. Alligevel gik forholdet efterhånden i opløsning, de flyttede hver især sammen med venner, som blev nye kærester og forlod eller bragte deres børn med i sammenbragte familier.
På et tidspunkt ventede han barn med to kvinder og fik inden for kort tid datteren Alberte med Lulu Gauguin og sønnen Christian med Rikke Fog. Det var lidt meget at håndtere, og han løste problemet ved at ignorere sønnen i syv år. De to børn traf først hinanden, da det stod klart, at de skulle starte i Bernadotteskolen samtidig. Ikke noget under, at Thomas Winding blev dårligt tilpas, da han meget senere i et TV-program blev introduceret som »børnenes ven«. Han følte bestemt ikke, at han altid havde været en god ven over for sine egne børn, og de gav ham alle det glatte lag, da de blev voksne. Datteren Alberte fortalte selv for nylig i sin fine erindringsbog, »Kastevind«, hvordan alle i hendes familie i flere generationer tilbage blev gift og skilt og gift og skilt i en uendelighed.
Jeg husker ham som et meget venligt og hjælpsomt menneske. Jeg kunne rigtig godt lide ham, de få gange, jeg traf ham. Hvis jeg kun kendte Thomas Winding fra denne her bog, tror jeg ærlig talt, ikke jeg vil bryde mig særligt meget om ham.
Henrik Palle har været vidt omkring. Talt med børn, venner, kolleger og (eks)koner. Han gør også meget ud af at sætte en ramme. Nogle gange ærlig talt for meget. Det er svært at forstå, hvorfor det er nødvendigt at høre om fabrikant Casper Frederik Paulus Richs, fordi Thomas Winding som barn flytter ind på C.F. Richsvej. Eller at få at vide at dræsiner har fået deres navn efter belgieren Karl von Drais, som også opfandt sparkecyklen, fordi der er en dræsine med i »Op på ørerne, vi er kørende.«
Det dæmrede under læsningen for mig, at Palle måske har valgt den form, fordi det var sådan noget, Thomas Winding kunne finde på. At fortælle alle mulige mærkelige fakta i en historie om noget helt andet. Lad mig bare sige, at den slags lykkedes bedre for Thomas Winding, end det gør for Henrik Palle. Der er ingen tvivl om, at der ligger et rigtigt stort arbejde bag bogen. Alligevel er det svært at få hold på Thomas Winding. Måske fordi han var svær at få hold på.
Jeg husker ham som et meget venligt og hjælpsomt menneske. Jeg kunne rigtig godt lide ham, de få gange, jeg traf ham. Hvis jeg kun kendte Thomas Winding fra denne her bog, tror jeg ærlig talt ikke, jeg ville bryde mig særligt meget om ham.
Forfatter: Henrik Palle. Sider: 304. Pris: 300. Forlag: Politikens Forlag.
