Anmeldelse: Carsten Jensens nye bog er en nekrolog over hans relevans som samfundskritiker

Bitterheden, der siver mellem linjerne i »Mod stjernerne«, er en reaktion på en ubarmhjertig verden, der ikke længere tager den jensenske kombination af politisk hulemaleri og klistret revolutionsnostalgi alvorligt.

Eva Selsing, der anmelder, og Carsten Jensen, som anmeldes. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix og Celina Dahl / Ritzau Scanpix

Carsten Jensen har skrevet en dårlig bog til og om ungdommen.

De 176 sider er fordelt på 111 korte kapitler med tanker om politik, ungdomskultur, lidt personlige historier og en række citater fra filosoffer og forskere.

Tonen i bogen sættes allerede i begyndelsen, hvor Jensen begræder den danske ungdoms manglende hang til revolution – fortalt med en anekdote fra universitetet: Marxisten Jacques Rancière gæsteforelæste, og de unge mennesker tog pænt noter. Der var ikke så meget som en ansats til oprør! Og det bliver værre. Jensen beretter om en aften, hvor Kommunistisk Parti havde inviteret ham til at tale om avisen Arbejderen. Han var ikke begejstret for tryksagen, men der var masser af unge venstreorienterede til stede. De undte ham dog ingen applaus, men reagerede med harme.

De danske unge er altså hverken revolutionære eller imponerede over Carsten Jensen. Man fornemmer, hvad der er værst, for lidt senere efterlyser han med en anden gammelmarxist Alain Badious ord en alliance mellem »de mest oprørske under 30 år og de mest seje over 60 år mod de velbjærgede 40- og 50-årige«. Hvem mon forfatteren synes, hører til disse »seje over 60 år«? For lige at understrege ressentimentet får vi at vide, at når de danske unge bare studerer og ikke skrider til handling ud fra deres revolutionære pensum, så skyldes det formentlig »manglen på værdighed«.

Oh-kay. Bitter Bittersen har talt.

Gamle venstreorienterede mænd

Måske i protest mod de dumme danskere kigger Jensen derefter til det store udland. Og her finder han rigtignok eksempler på gamle venstreorienterede mænd, der har en vis appel til venstreorienterede unge. Han nævner Corbyn i UK, Bernie Sanders i USA, Mélenchon i Frankrig og Van der Bellen i Østrig. Her kan ungfolket godt finde ud af at lytte til de gamle røde mænd. Fik I den?

»Jensen efterlyser en politisk »midte«. Et sted, han åbenbart placerer sig selv. På trods af at stort set alle politiske og filosofiske referencer er til (meget) venstreorienterede typer. «


Efter denne elegi over ungdommens manglende beundring for den mimrende negativitet, fyldes siderne endnu tættere af de fjendebilleder, Jensen har turneret med det sidste årtusinde. Her et eksempel, som kan genfindes i talrige udgaver bogen igennem: »Det ligner de gamles verdenskrig mod de unge. Det er Europa som et befæstet mausoleum, denne gammelmandsbevægelse drømmer om, et plejehjem for nationalister, hvor grånende mænd kan fastfryse tidens gang, mens de sidste sandkorn løber ud. I forbitrelse omsætter højrepopulisterne alderdommens lurende dødsangst til en stopklods for verden.«

Herpå følger et sælsomt forsøg på positionering. Jensen efterlyser en politisk »midte«. Et sted, han åbenbart placerer sig selv. På trods af at stort set alle politiske og filosofiske referencer er til (meget) venstreorienterede typer. Frankfurterskolefolk, ny- og gammelmarxister, poststrukturalister – et forventeligt galleri for en overvintret venstrefløjser. Det er heller ikke så midteragtigt at efterlyse revolutionslyst blandt de unge og drømme henført om »samfundsomvæltningens imperativer.«

Der er afsnit om ungdomsserien »SKAM«, om Snowden og Cambridge Analytica, om onlinespil (er de det nye, globale online fællesskab? Spørges der øjenhøjde-agtigt) og klima – vi skal fra velfærdsstat til »klimastat«.

Der er selvfølgelig også lidt lommefilosofi. Jensen citerer eksempelvis Immanuel Kant – vigtigt at få fornavnet med, for ellers vidste vi slet ikke, hvaffor en Kant vi havde med at gøre – for diktummet »sapere aude«, vov at vide. Jeg gad godt vove at vide, hvem den slags indslag skal imponere. Men herefter er det tilbage til det egentlige ærinde, som altså ikke er at opmuntre ungdommen, men tværtimod udtrykke skuffelse over den pakket ind i sentimental fremhævelse af Carsten Jensens egen generations storhed. Med hånden oppe i gymnasielærerens yndling, Ulrich Beck: »Den sidste store generation i den vestlige verden var 68-generationen«, for den havde nemmerlig »en militant, politisk forandrende kraft.« Vi var så fede, var vi.

En heroisk kæmpende nestor

Og det er kernen: Tiden går, men Jensens fjendebilleder består. Selvforståelsen som globalist og heroisk kæmpende nestor for den sidste store generation er bogens de facto røde tråd. Forfatteren beskriver faktisk denne type med en passus, man med et glimt i øjet kunne udlægge som selvdiagnostisk: »En person, der er mere optaget af at forsvare sin identitets ukrænkelighed, har ikke råd til at lytte. Al hans energi går til at holde fast ved det, han er, i en form for mental selvopholdelsesdrift, der i sidste ende vil resultere i det modsatte, i selvdestruktionen, når den ubarmhjertige verden ender med at nægte ham sin plads.«

Jensen har som debattør beskæftiget sig med indvandringspolitikken i årevis, men viser ingen synderlig forståelse af, hvad der har bevæget vores samfund derhen, hvor det er i dag. Ikke så meget »sapere aude« alligevel.

»Mod stjernerne« er en nekrolog over Carsten Jensens relevans som samfundskritiker. Bitterheden, der siver mellem linjerne, er en reaktion på en ubarmhjertig verden, der ikke længere tager den jensenske kombination af politisk hulemaleri og klistret revolutionsnostalgi alvorligt.

Mod stjernerne.

Forfatter: Carsten Jensen. Sider: 176.  Pris: 150. Forlag: Politikens Forlag.