»Fem dages selvstændighed. Fem dages frihed.«
Sådan tænker en af karaktererne i Sofi Oksanens fjerde roman. Og det var da også, hvad det blev til for det estiske folk, der i 1944 gik fra at være besat af Tyskland til atter at blive opslugt af det anderledes, men på mange måder lige så umenneskelige Sovjetunionen.
En ulykkelig historie som først sluttede i 1991, da Estland opnåede selvstændighed. Men Oksanen har i »Da duerne forsvandt« blikket rettet mod de ødelæggende og paranoiadirrende år. Og historien kunne ikke finde en bedre fortæller end den finsk-estiske forfatter, der tidligere har skrevet stor fiktion om Estland og i 2010 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for romanen »Renselse«.
I »Da duerne forsvandt« præsenterer Oksanen et stort persongalleri, men med Edgar som omdrejningspunkt. En opportunist og kyniker af den anden verden, som skifter navn og side alt efter magtbalancen. Da nazisterne besætter Estland, glider han således fra sovjetsiden over til den nye besættelsesmagt og arbejder i hemmelighed med at udpege undergravende elementer i befolkningen. Men da han kan se, at nazisterne ikke vinder krigen, skifter han igen side og bliver af den sovjetiske ledelse sat til at skrive en bog – det er i bøgerne, den offentlige sandhed etableres – hvor han skal skildre de nazistiske uhyrligheder og de estiske »hitlerister«.
Edgar – der bygger på den historiske skikkelse Edgar Meos – står i direkte modsætningsforhold til den ubestikkelige fætter Roland, som er del af den estiske frihedsbevægelse. Roland og Edgars ambitioner arbejder gennem alle årene mod hinanden, men de er fælles om frygten for at blive opdaget og om den medfølgende paranoia.
Den deler de også med alle andre i Estland. Ikke mindst med Edgars ulykkelige hustru, Juudit, der trods kampen mod Det Tredje Rige får en affære med en velhavende nazist. Han tilbyder hende et nyt liv, samtidig med at Roland også tiltrækker hende – ideologisk og fysisk.
At gå længere ind i historien vil føre for vidt her, men netop kompleksiteten og ugennemsigtigheden er faktisk temaer i »Da duerne forsvandt«, hvor ingen kender og forstår den virkelighed, de agerer i. Hemmeligheder, dobbeltspil og skjulte agendaer er overalt, og ud af dette fødes den angst, som æder sjæle op og gør mennesker ensomme, egoistiske.
Og presses vi hårdt nok, kan en Edgar vokse frem i enhver, synes Oksanen at sige i romanen, der med sine krydsklip mellem karakterer og årtier har en både episk og filmisk kvalitet. Alligevel formår hun at skabe psykologisk nuance og dybdevirkning i Edgar, Roland og Juudith og alle de andre omkring dem.
Helt nede på sætningsplan er romanen knap så bemærkelsesværdig. Det er en straight, gennemsigtig prosa, der ikke tager opmærksomhed fra historien, der er kogt ind i romanens titel.
»Da duerne forsvandt« hentyder til soldaterne, som nød at fange og spise duerne i og omkring Tallinn, men naturligvis også til fredsduen, der aldrig fik lov at lande under de forskellige besættelser. Hverken de indre eller de ydre – og alt sammen rasende godt skildret af en af tidens store romanforfattere.
Forfatter: Sofi Oksanen Titel: »Da duerne forsvandt« Sider: 367 s. Pris: 300 kr. Forlag: Rosinante
