Anders Haahr Rasmussen: »Hehe ... du lægger op til en ordentlig omgang »mansplaining« her«

Hvordan er det at være mand i det 21. århundrede? I sin nye bog, »En fandens mand«, skriver journalisten og forfatteren Anders Haahr Rasmussen om at date kvinder, om grænser, sexisme, hævnporno, #MeToo, homoforbi og sex. I dag skal mænd finde sig til rette i et sæt spilleregler, der ikke er helt de samme, som de var for tyve år siden, mener han.

Forfatteren og journalisten Anders Haahr Rasmussen er med sine egne ord feministisk grundkodet og vant til at færdes i et venstresnoet universitetsmiljø. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Klein-Knudsen

Hvad vil du gerne opnå med din bog?
»Smitte folk med al den glæde og gavn, jeg selv har fået og får ud af at snakke om og tænke over at være mand, have en krop og et begær. Emnet »køn« har et frygteligt dårligt ry, især blandt mænd. Det er der ingen grund til. Og jeg kan allerede se på de første reaktioner, at folk føler sig både set og truffet på en måde, der giver dem lyst til at deltage. Det gør mig glad.«

Hvilken begivenhed ændrede dit liv?
»Hos min psykolog har jeg snakket mest om mine forældres skilsmisse, men i den her sammenhæng vil jeg hellere nævne mine to år i New York, hvor jeg læste sociologi og blev introduceret til feministisk teori og hang ud i nogle lidt queer kredse, hvilket fuldstændigt sprængte rammerne for min forståelse af verden, sådan en fodbolddreng fra Frederiksværk, der indtil da mest havde læst jumbobøger og Brøndby Supports medlemsblad.«

Anders Haarh Rasmussen

»Når du låner en bil, afleverer du den med fuld tank. Når du har fået til opgave at mandsopdække en modspiller, så gør du det, selvom det gør ondt. «


Hvad handler #MeToo EGENTLIG om?
»Hehe ... du lægger op til en ordentlig omgang »mansplaining« her. Det er jeg helt sikkert ikke den rette til at svare på. For mig har det været en gave at få anledning til at høre mine veninder fortælle om alle de forfærdelige ting, de er blevet og stadig bliver udsat for. Omfanget har virkelig rystet mig. Gjort mig ydmyg, bedre til at lytte. Styrket min forståelse og respekt for dem. Styrket vores venskaber.«

Hvad er noget af det vigtigste, du har lært af din far?
»Når du låner en bil, afleverer du den med fuld tank. Når du har fået til opgave at mandsopdække en modspiller, så gør du det, selvom det gør ondt. Den slags. Men her på det seneste er jeg begyndt at tænke over nogle meget vigtige ting, han ikke har lært mig: At tale nedsættende om kvindelige kolleger, at kommentere kvinders kroppe; jeg har tilbragt mange fornøjelige timer med ham i cykelgaragen uden den nederen del af værkstedshumoren.«

Foto: Simon Klein-Rasmussen.

Hvad er din største succes?
»Jeg har en god håndfuld virkelig dybe, meningsfulde venskaber. Og en nevø, der springer op i favnen på mig, hver gang han ser mig.«

Var det lettere for tidligere generationer at finde sig tilpas i kønsrollemønstret?

»Det tror jeg ikke. Men jeg tror, at rollerne var tydeligere defineret. Forventningerne var til at forstå. I dag kan det være ret forvirrende, at alt er til forhandling – det kræver en helt anden grad af fleksibilitet. Jeg skal på den ene side blive bedre til at lytte, til at tøve og tvivle, omstille mig, men samtidig oplever jeg stadig, at jeg som mand ofte forventes at være handlekraftig, initiativrig, være den, der sætter rammerne og udstikker en kurs. Det kan nogle gange føles selvmodsigende. Og det er så der, mine veninder fortæller mig, at de har levet med den slags modstridende forventninger altid: Enten er de for snerpede eller for »slutty«. For pylrede om deres børn eller en dårlig mor. For ydmyge eller hysteriske. Så måske der nu kan vokse en forståelse frem på tværs af kønnene for de her vilkår.«

Hvad har været det meste selvudleverende for dig at skrive?
»Jeg havde nok troet, at det ville være kapitlet om mit forhold til hævnporno, men det føltes langt mere sart at skrive om min forelskelse i en 13 år yngre kvinde. Besværet ved at stå ved det begær og de følelser, som jo udefra set virkede ret klichéfyldte – ældre mand, yngre kvinde. Det var overraskende skamfuldt for mig. Og sårbart. Især fordi hun ikke ville have mig.«

Hvor er mænd på vej hen i dag – og hvor er manden om fem år?
»Det er den slags spørgsmål, jeg frygtede, da jeg skrev bogen. Og som, jeg vidste, ville komme. Men altså, jeg ved det virkelig ikke. Jeg ved, at min kæreste er vant til at sidde på passagersædet, selvom hun har haft kørekort i femten år. Jeg ved, at alle hendes ekskærester havde større muskler end mig. Min ven blev skilt i sommer og ser ikke længere sine børn. Forrige uge så jeg en kvinde i hijab amme sin baby på en offentlig bænk på Assistens Kirkegård. For en måned siden så jeg et afsnit af »New Girl« (amerikansk TV-serie, red.), hvor Cece siger til Schmidt at, »der er ikke noget mindre sexet end en fyr, som spørger, om han må kysse dig«. Jeg ved ikke, hvad det betyder. Jeg har skrevet ud fra min egen forvirring uden ambitioner om at bedrive en forkromet analyse.

Jeg hverken evner eller ønsker at være den, der forklarer, hvordan det hele hænger sammen. Min ambition har højst været at give en smule struktur til det kaos af tanker, oplevelser og snakke, jeg har haft og stadig har, stadig bokser med, for så at mase det ned i form af en bog, som forhåbentlig kan inspirere til flere samtaler, nye spørgsmål, bedre svar. Jeg ved, at det har været forløsende at skrive mange af siderne i »En fandens mand«. Det føles rigtigt at sætte ord på de svære tanker, store som små.

Det virker sundt at diskutere med folk, der har andre perspektiver. Jeg har godt af at blive modsagt. Jeg har været med til at genoplive en mandegruppe, jeg var med i for en håndfuld år siden. Det er fedt. Jeg bliver klogere, men ikke på en måde, jeg kan formulere i slagkraftige sandheder. Og det er måske også i orden. Ikke helt at forstå. Gøre samtalen til et sted, hvor man prøver at forstå, snarere end at forklare og forsvare.«