Det lå ellers i kortene, at Nicole Krauss’ nye roman, »Mørke, dybe skove«, skulle blive en stor oplevelse.
For det første var hendes roman »Kærlighedens historie« dybt rørende. For det andet kunne hendes nye roman kaste nyt lys på hendes og forfatterkollegaen Jonathan Safran Foers skilsmisse.
Nu bør man selvfølgelig være for fin til at blande forfatteres privatliv ind i værkerne. Men helt ærligt, hvem er det?
De to forfattere var i flere år det tætteste, New Yorks litteraturscene kom på et royalt par: smukke, hemmelighedsfulde og succesfulde. Efter deres skilsmisse skrev Jonathan Safran Foer »Here I Am«, en stort anlagt fortælling om et smuldrende ægteskab krydret med nogle af de sjoveste og mest rammende dialoger, jeg har læst.
Udgivelsen af »Mørke, dybe skove« kunne have været historien om, hvordan to af årtiets bedste bøger om parforhold tog udgangspunkt i den samme skilsmisse. Hvordan virkelighed opleves og fortolkes væsensforskelligt. Hvordan alle historier – både dem i bøger og dem, vi fortæller os selv – er konstruktioner.
Men »Mørke, dybe skove« er en skuffelse.
Nicole Krauss vælger at lægge fortællingerne langt fra skilsmissen, som blot nævnes kort, og i stedet lade romanen følge to personer på skift: En ældre amerikansk millionær, Julian Epstein, og en kvinde, Nicole, der i store træk minder om forfatteren selv.
Forfatteren Nicole – og den virkelige forfatter Nicole Krauss, fornemmer man – har mistet interessen for den stringente fortælling.
De tager uafhængigt af hinanden til Tel Aviv, Israel, i et forsøg på at finde – eller finde væk fra – sig selv.
Julian Epstein har mistet begge sine forældre og passeret 60 år, og i kølvandet på det er han begyndt langsomt at skille sig af med alt, inklusive sin kone. Det er i den proces, han indleder sin odyssé tilbage til det land, hans forældre kommer fra, og som naturligt spiller en stor rolle i den jødiske mands selvforståelse.
Nicoles ægteskab føles dødt, og en dag går hun ind i sit hus og fornemmer, at hun allerede er i huset i forvejen.
»Jeg var mig selv, jeg følte mig fuldstændigt normal sådan som jeg var, og alligevel havde jeg samtidig en pludselig fornemmelse af at jeg ikke længere var begrænset af min egen krop.«
Kort efter rejser hun til Tel Aviv, officielt for at få inspiration til sin næste bog, uofficielt på grund af en besættelse af Hotel Hilton i byen.
Det lyder måske som en litterær udgave af filmklassikeren »Lost in Translation«. Det er det langtfra.
Forfatteren Nicole – og den virkelige forfatter Nicole Krauss, fornemmer man – har mistet interessen for den stringente fortælling. Der sker demonstrativt lidt i romanen, og det, der faktisk sker – en udsyret fortælling om Franz Kafkas efterladte papirer og en biltur til et mystisk, jødisk refugium – er beskrevet med en vis form for distance.
Dialogerne er kluntede og belærende. Karaktererne hovedsageligt ansigtsløse. Flashback og sidehistorier uden nogen umiddelbar sammenhæng med de to hovedhistorier.
Det skal vel give et mystisk præg til historien, et kafkask strejf af afstand: Hvad er virkelighed, og hvad er opdigtet?
Men det bliver aldrig for alvor dragende. Siderne fyldes med karakterernes dialoger om skrifter, bøger og forfattere, men altid på en måde, hvor den ene forklarer den anden noget. De bedste passager er interessante. De værste er blot trættende.
Nicole Krauss’ projekt er et andet end at hælde benzin på sladder-bålet. Sådan skal det selvfølgelig være. Og der er antydninger af, at hun vil et interessant sted hen med sit forfatterskab.
Men samlet set står »Mørke, dybe skove« som et rodet værk, der forhåbentlig vil blive husket som bogen, hun skrev, lige før hun skrev en virkelig fængslende roman. Om skilsmisse, Kafka eller noget helt andet.
Titel: Mørke, dybe skove. Af: Nicole Krauss. Oversat af: Juliane Wammen. Forlag: Gyldendal. Sider: 344. Pris: 299,95,-
