Aliens, S/M-sexlege og Ulrik Meinhof: Chris Kraus er et råt og kreativt syrebad

Boganmeldelse: Er du til stærke kvindelige essayister som Rachel Cusk, Joan Didion og Suzanne Brøgger, og har du mod på endnu mere rå og skør kreativitet, skal du læse »Aliens & anoreksi«.

»At lege S/M med fremmede fik mig til at føle, at der var nogen, jeg talte med.« Fold sammen
Læs mere
Foto: DAVID MCNEW
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Når man har læst Chris Kraus’ seneste roman på dansk, »Aliens & anoreksi«, får man lyst til at læse den igen. For at være endnu bedre forberedt. For at suge endnu mere til sig. At læse hende er nemlig som at træde ned i et syrebad af den vilde, intellektuelle newyorker-støbning.

Den amerikanske forfatter og filmskaber kom i den grad i vælten, da hendes første roman, »I Love Dick« fra 1997, blev genopdaget for godt ti år siden, blev erklæret for et feministisk hovedværk, oversat og gjort til både tv-serie og teaterstykke. »I Love Dick« handler om Chris Kraus og hendes mand, akademikeren Sylvère Lotringer, og om deres åbne ægteskab, hvor de sammen bruger Chris’ besættelse af Sylvères kollega, Dick, som en seksuel og kreativ frisættelse.

Dick nærer dog ikke samme følelser for Chris, som Chris nærer for ham, så »forholdet« inkluderer for hende et betydeligt element af ydmygelse. Alligevel går hun linen ud, for Dick er blevet en katalysator for hende som kunstner, og det er vigtigere for hende end både hans person og den ydre fordømmelse og moral.

»Chris Kraus er et forunderligt og helt særligt selskab.«


I »I Love Dick« er Chris ved at færdiggøre filmen »Gravity & Grace«, der handler om en sekt, der tror på dommedag og aliens. Bogen slutter i efteråret 1995, da Dick endegyldigt har lukket for det varme vand, og så tager »Aliens & anoreksi« (der udkom første gang på amerikansk i 2000) over i januar 1996 og følger årtiet til dørs, ligeledes baseret på private dagbøger og breve. Chris rejser til Berlin for at promovere den nu færdige film, som det har taget flere år at lave og kostet en bondegård og udstillet al hendes uformåenhed inden for spillefilm og gruppedynamik.

Til gengæld er den umulig at afsætte.

Chris lader sig dog ikke tvære ud af den nedværdigende situation; tværtimod næres hendes kunstneriske og humoristiske sans af vanviddet, ligesom hun ved, at hun har sine faste pejlemærker, Sylvère og deres elskede hund, Lily, derhjemme. Og det, selvom hunden er terminalt syg, selvom parret begge ser alle mulige andre, og selv om hun nu endda har fået smag for S/M.

Hvorfor S/M? Jo, for i New York kan nomaden Chris og hendes lige så rast- og pengeløse vennekreds udleve deres kunst helt bogstaveligt, mens hendes nye hjemby, Los Angeles, er overfladisk og dermed utilfredsstillende for hende:

»Ting skete [i L.A.], men de udviklede sig aldrig, der var talløse samtaler, men ingen udveksling af information, det øjeblik, hvor man mærker, at ens ord og handlinger trænger ind i en andens sfære. At lege S/M med fremmede fik mig til at føle, at der var nogen, jeg talte med.«

»Når man har læst Chris Kraus seneste roman på dansk, »Aliens & anoreksi« fra 2000, får man lyst til at læse den igen.« Skriver Berlingskes anmelder, som giver bogen fem ud af seks stjerner. Fold sammen
Læs mere

Selvfølgelig indtager Chris den domineredes rolle, så ydmygelsen bliver total, da en filmmand, hun har et længerevarende telefonforhold (!) til, ikke alene lader det fise ud, men heller ikke kan genkende hendes stemme, da hun forsøger at oprette en ny profil på tele-datingtjenesten. Til sidst i bogen læser vi en form for manuskript til »Gravity & Grace«, så vi selv kan vurdere den besynderlige og udskammede film.

Ulrike Meinhof og blowjobs

Det væsentlige i »Aliens & anoreksi« foregår dog i de vilde tankespor, Chris’ krøllede hjerne byder på: Fra dengang hun arbejdede som topløs danserinde og tjente ekstra på blowjobs over de kunstnere, hun omgås som punker i slut-70erne, og til terroristen Ulrike Meinhof, tænkeren Walter Benjamin, politisk aktivisme på New Zealand, Los Angeles’ tomme landskab, aliens, jødedom, kulden i Berlin, hendes kroniske tarmsygdom og græsk mytologi …

De tanker, der giver bedst resonans hos Chris i årene i L.A., kommer fra hendes tredje faste pejlemærke, filosoffen Simone Weil. Mens Chris tæller ned til årtiets og årtusindets endelige afslutning, causerer hun med Simone Weil over begrebet »afskabelse«: At lægge det udefra opbyggede jeg bag sig (for eksempel det kønsspecifikke, hvilket for en kvinde blandt andet kan gøres qua anoreksi) og opnå en ny og sandere bevidsthed.

Det er den samme tankegang, der kan præge dommedagssekter som dem, man møder i filmen »Gravity & Grace«. Eller den samme tankegang,  der kan få nogen til at spille rollen som den dominerede i S/M-sexlege: Ved at udslette sig selv, kan man få en forløsning til at finde sted. På den måde udgør de selvbiografiske »I love Dick« og »Aliens & anoreksi« netop en form for ydmygende, men tilfredsstillende S/M med læseren. Chris Kraus er et forunderligt og helt særligt selskab, og hvis du er vild med stærke kvindelige essayister som Rachel Cusk, Joan Didion og Suzanne Brøgger, men har mod på endnu mere rå og skør kreativitet, skal du læse »Aliens & anoreksi«.

Aliens & anoreksi
Forfatter
: Chris Kraus. Oversætter: Giovanna Barbara Alesandro. Sider: 252. Pris: 249,95 kroner Forlag: OVO Press.