Jeg har aldrig kunnet høre Alberte Windings sang »Lyse nætter« uden at få grødet stemme.
Det på én gang sommerlette og optimistiske, fuglene der kommer igen, og lyset som pludselig vælter ind, kombineret med vemodet over det, vi lægger bag os, sorgen over dem, der ikke længere er her, mørket, der lurer, rammer mig hver gang.
Den samme følelse fik jeg, da jeg læste »Kastevind«, Alberte Windings »erindringsglimt fra en barndom«, hvor mørket dog hurtigt kommer til at fylde langt mere end lyset. Som sangen, der er skrevet til moren, kredser bogen om forholdet til forældrene med morens selvmord, da Alberte var otte år, som den altoverskyggende hændelse.
Men bogen rummer også lyse minder fra Tisvilde, Ærø, København, og hvor Alberte Winding ellers befinder sig i den omtumlede opvækst med forældrene og det menageri af dine og mine, halv- og bonussøskende, stedmødre osv., der efterhånden kommer til: »Vi lærer at sige »min fars anden kones første mand«,« som hun skriver.
»Jeg håber, vi er er en familie, der gør gode ting for hinanden, når vi magter. Allermest håber jeg, at min mor gav mig noget helt særligt, som jeg har givet videre til mine børn. Og det gjorde hun, hvis jeg tænker mig om. Hun gav mig lysten til at leve, og det virker, som om mine børn går videre med den fakkel tændt.«Citat fra bogen
Da vi kommer ind i historien, begynder tingene allerede at gå skævt. Det er i nytåret 1967. Forældrene, kunstneren og hele landets børne-TV-mand Thomas Winding og moren Lulu Gauguin, der var manuskriptforfatter, glider længere og længere fra hinanden:
»Jeg kan ikke huske min far og mor i samme rum på noget tidspunkt. Men måske er det mere en stemning af to dele af mig, der ikke vil tale med hinanden. En indadvendt krig, en afvikling af et forhold foran et barn.«
Selv cykler hun som en anden Danny i »The Shining« rundt med knirkende støttehjul på gangene i den 300 kvadratmeter store lejlighed på H.C. Andersens Boulevard, familien en overgang boede i. Hun »finder den ene bøjet over skrivemaskinen eller den anden i køkkenet og snakker og snakker til dem, til ingen længere lytter.«
Ikke længe efter går forældrene fra hinanden, men allerede inden da kommer de første selvmordsforsøg. Moren, der tager piller, mens datteren ser det. Moren, der får datteren til at ringe og melde hende syg på arbejdet i DR. Faren, der indleder et hemmeligt nyt forhold og indvier datteren i det. Efter morens død flytter hun til Ærø med sin far og hans nye kæreste.
Bogens åbne, lidt famlende, associerende form, erindringsglimtene, fungerer fortrinligt. Det er - heldigvis - ikke nogen slavisk biografi, der går kronologisk frem. Nej, vi springer frem og tilbage. Zoomer ind på kiksede erfaringer med kys og knallerter, ture i træjoller i det sydfynske øhav og nætter på stranden. Og ud til den voksne kvindes overvejelser om, hvad de barske hændelser gjorde ved barnet.
»Du er min familie«
Alberte Winding lægger sin tvivl åbent frem. Det signaleres allerede i bogens åbningscitat fra »Blade Runner 2049«: »De tror alle, det handler om detaljerne. Men sådan fungerer hukommelsen ikke. Vi husker med vores følelser. Virkelige minder er noget rod«.
Med den sandhed for øje, ser sangeren, sangskriveren og tekstforfatteren tilbage på sin barndom uden at påstå, at det nødvendigvis var sådan, det var. Som her:
»Jeg håber, vi er er en familie, der gør gode ting for hinanden, når vi magter. Allermest håber jeg, at min mor gav mig noget helt særligt, som jeg har givet videre til mine børn. Og det gjorde hun, hvis jeg tænker mig om. Hun gav mig lysten til at leve, og det virker, som om mine børn går videre med den fakkel tændt.«
Eller lidt senere i fortællingen: »Jeg mærker, at hun har lært mig alt dette, og at det først var efter hendes død, da hun holdt op med at være her, at jeg følte mig uelsket. For at tage sit eget liv er også at forlade sit barn for evigt, uden at blinke.«
Stilen er poetisk, sproget flyder let og bliver aldrig svulstigt, selvom det handler om store følelser i små kroppe. Jeg kom undervejs til at tænke på Linn Ullmanns uafrystelige bog om forældrene, »De urolige«, og på Tove Janssons eminente skærgårdserindringer i »Sommerbogen«. Selvom Alberte Winding ikke kommer op på de to titaners niveau, er »Kastevind« bestemt en værdig og læseværdig erindringsbog.
Det er en bog om svigt. Om kreative forældre, der havde mange talenter, men ikke evnede at se deres barn. I en tid, hvor det er populært at gøre nar af overbeskyttende forældre, er det svært ikke også at læse bogen som en påmindelse om konsekvenserne ved ikke at beskytte sine børn nok.
I den forstand er bogen vel også et opgør med en modpart, der ikke kan forsvare sig. Men meget mere virker bogen som et forsøg på at forstå, hvad det egentlig var, der skete, og hvordan det har farvet livet. For at undgå selv at begå de samme fejl.
Som det hedder i et erindringsglimt sidst i bogen fra dengang, Alberte Winding selv var gravid med sit første barn:
»Jeg holder om min tykke mave og hvisker til baby, Du er min familie. Det er dig, jeg elsker. Jeg svigter dig aldrig. Du er større end mine behov. Så håber jeg, det er sandt.«
Kastevind
Forfatter: Alberte Winding. Sider: 144. Pris: 250 kr. Forlag: Rosinante.