Akkaris bog er »vigtig og nyttig« men uden egentligt selvopgør

Den tidligere imam Ahmed Akkari gør sit regnebræt op og siger undskyld til Danmark. Men hvor langt rækker en undskyldning?

Den tidligere imam Ahmed Akkari fortæller i bogen »Min afsked med islamismen« blandt andet, at han og flere andre imamer begyndte "at prædike forståelse for muslimer, der greb til vold mod de vantro i sagens tjeneste" under krisen med Muhammed-tegningerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Dette er historien om en ung velintegreret, men rodløs indvandrer fra Libanon, som i løbet af tre måneder bliver en fanatisk islamist, der hurtigt får en betydningsfuld status i det islamiske miljø i Danmark. Ti år senere er han medlem af en ledende kreds af imamer, der griber Jyllands-Postens Muhammed-tegninger som en chance til at intensivere kampen mod vestlige værdier og får ophidset store dele af den muslimske verden mod Danmark med ambassadeafbrændinger, handelsboykot og flere hundrede dødsfald til følge. Men da han står på denne triumfs tinde, går det op for ham, at han har tjent en hyklerisk og livsfjendsk bevægelse og handlet ondt mod det land, som har givet ham alt, og lige så hurtigt som han i sin tid blev fanatisk islamist, bliver han nu en angrende og dybt overbevist demokrat.

Det er den historie, han gerne vil fortælle danskerne, og det er den, der er hovedsagen i den oplysende, afslørende og meget spændende bog »Min afsked med islamismen«, han har lavet i samarbejde med BT-journalisten Martin Kjær Jensen, der her viser sig som en dygtig skribent.

Fra moské til sognegård

Men der er også en anden historie i bogen, som udkommer i dag. Den ligger som en palimpsest, en usynlig skrift, under den historie, der fortælles. Det er historien om en begavet og uhyre selvoptaget ung mand, der indfanges af de voksne islamisters søde ord og beundring, bader sig i den succes, han får i det snævre islamiske miljø, bliver afhængig af sin egen stjernestatus og beruset af sin egen betydning, men til sidst snydt af sine ældre og mere snu partnere, hvorefter han ikke længere øjner nogen fremtid i miljøet og i skuffelse og vrede vender sig mod det og afslører alt, hvad det står for.

Den første historie er naturligvis langt mere flatterende end den anden for den i dag 35-årige Ahmed Akkari, der i små ti år af sit liv rejste Danmark rundt fra moské til moské – og der er mange af dem, men der står bare noget andet på døren – og tordnede mod vestlige værdier. I dag rejser han igen Danmark rundt, nu fra forsamlingshus til forsamlingshus, fra højskole til højskole, fra sognegård til sognegård. Nu er han den angrende synder og inderligt bekendende demokrat, der tordner mod islam. Men et selvopgør, der borer dybt, leder jeg forgæves efter i den ellers meget lange bog.

Under alle omstændigheder er bogen vigtig og nyttig. Hvor Yahya Hassan med sine digte udleverer løgnene, hykleriet, volden i det islamiske miljø så at sige på gadeplan, i intimsfæren, afslører Ahmed Akkari løgnene, hykleriet og den psykiske vold i overbygningen. Hassan og Akkari er komplementære. Begge bekræfter, hvad vi godt vidste i forvejen, men aldrig har måttet sige i pænere selskaber. Lars Hedegaard og Pia Kjærsgaard har haft ret. Og dagbladet Politiken har haft uret. Det vidste vi også i forvejen, men ikke så detaljeret og konkret, som vi nu erfarer det i Akkaris bog. Imamerne udnyttede kynisk Tøger Seidenfadens avis.

Nu står folk i kø for at få Akkari til at holde foredrag. Igen er scenen hans, som den var dengang, da han var en af krigsherrerne i den halve muslimske verdens kamp mod kongeriget Danmark og allernådigst kom med situationsberetninger til pressen. DR-TV har allerede smidt en kontrakt ind, og folkene omkring Trykkefrihedsselskabet har taget ham til deres hjerter, thi de har det til fælles med Himlen ifølge Jesus, at de glæder sig (endnu) mere over en omvendt synder end over ti retfærdige.

Så er det lige ved at være glemt, at samme Ahmed Akkari var en af dem, der tog til Mellemøsten for at etablere alliancer mod Danmark, inspireret og assisteret af den egyptiske ambassadør i København, denne skamplet på det diplomatiske korps Mona Omar Ottia – bogen afslører, at hendes aktive rolle var endnu større, end vi hidtil har vidst. I den store arbejdsgruppe, som de islamiske samfund i Danmark havde nedsat til at styre kampen mod Jyllands-Posten, tog vi officielt – fortæller Akkari – afstand fra enhver blodsudgydelse, men da Weekendavisen som støtte til Jyllands-Posten trykte ti nye Muhammed-karikaturer, »begyndte Raed Hlayel, jeg og flere andre imamer at prædike forståelse for muslimer, der greb til vold mod de vantro i sagens tjeneste«. Efterhånden kom kampen til at handle mindre om profetens ære og »mere om at knække Danmark og danskerne. Vi var ekstremt fokuserede på, at vi var i krig, og at vi skulle knuse modstanden. Næsten for enhver pris«.

Konflikt for enhver pris

Bogen skildrer i detaljer Akkaris og tre andre islamisters rejse til Mellemøsten. Bogen afslører, at allerede inden de forlod Danmark, var det besluttet, at de ville søge støtte hos terrororganisationerne Hizbollah og Hamas. De mødes med Hizbollahs næstkommanderende, Naim Qassem, der giver dem tilsagn: »Derfor var det med en boblende følelse i kroppen, at vi kort tid efter igen satte os til rette mellem maskinpistolerne og de alvorlige mænd i de mørke Mercedeser. Vi tænkte, at hvis denne mand var enig, kunne kampen mod Jyllands-Posten og Danmark snart være vundet«. Hvilket hovmod.

Kredse omkring Politiken og i den politiske opposition hævdede, at hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen fra begyndelsen havde vist sig mere imødekommende over for imamerne i Danmark og de islamiske ambassadører, kunne konflikten være stoppet i opløbet. Det afviser Akkari med bestemthed i bogen. De danske imamer ville have konflikten, koste hvad det ville, og brede kredse i Mellemøsten havde brug for den til egne formål. Under konflikten skelnede Fogh mellem får og bukke. Til blandt andre Marianne Jelveds forargelse. Akkaris bog viser, at Fogh handlede ret. De, der ikke forstod dengang, at det drejede sig om at stå fast, må skamme sig i dag.

Akkaris bog er ikke til at komme udenom for alle, der ønsker et realistisk syn på, hvad der – også – foregår i de snesevis af muslimske foreninger, der i virkeligheden er moskeer, som i betydeligt omfang, siger Akkari, lever højt på offentlige tilskud: »Godtroende kommuner kastede millioner af kroner direkte ned i moskeernes kasser (…) i og omkring inderkredsen, hvor jeg efterhånden befandt mig, morede folk sig meget over, hvordan danskerne var til grin for egne penge. Danmark finansierede ganske enkelt den ideologiske krig mod sig selv.«

Om Akkari i et og alt er et sandhedsvidne, kan jeg ikke vurdere, men hans medforfatter, Martin Kjær Jensen, har tjekket alle de udsagn, det har været praktisk muligt at kontrollere, og af Akkari får man det indtryk, at han af ærligt hjerte beflitter sig på at skildre tingene så nøjagtigt som muligt. Han vil gerne sige undskyld til det land, der har givet ham så meget, og jeg kan forstå på medierne, at Fogh har taget imod hans undskyldning i Bruxelles. Kristendommens budskab om nåde og tilgivelse ligger dybt i os her i landet, og også jeg ønsker for Ahmed Akkari, at han får en god og frugtbar fremtid, men jeg kan ikke glemme, at han har været medansvarlig for mange menneskers død, ambassadeafbrændinger, store økonomiske tab for danske virksomheder, og ikke mindst har han været med til at gøre tilværelsen sværere for ganske almindelige muslimer, der bare ønsker at leve i fred. Jeg har læst hans bog med fascination og anerkendelse, men også med stigende vrede. Han og hans medkumpaner har forbrudt sig mod Straffelovens paragraf 100 om offentlige udtalelser, der tilskynder til fjendtlige handlinger mod den danske stat. Straframmen er seks år. Paragraf 114c (en del af terrorloven) kunne også komme på tale. Her er straframmen ti år. Nu er det for sent. Men lægger vi gerningerne og deres følger sammen, bliver det lidt småt med en undskyldning. Hellere ingenting.

Titel: »Min afsked med islamismen« | Forfatter: Ahmed Akkari, fortalt til Martin Kjær Jensen. | Sider: 460 | Pris: 300 | Forlag: BT/Berlingske Media Forlag