837 tætskrevne siders dannelsesroman er en lille smuk fugl

Amerikanske Donna Tartts »Stillidsen« er en 840 sider lang fascinerende dannelsesroman om venskab, ensomhed og tilværelsens små og store hemmeligheder.

Der findes ingen sandhed ud over illusionen, hævder jegfortælleren i Donna Tartts monumentale mesterværk af en roman »Stillidsen«. Men hvis vi formår at træde ind i den mangefarvede mellemzone mellem sandhed og usandhed, dér, hvor sindet rammer virkeligheden, vil vi kunne opleve skønheden ved kunsten og ved livet – lære os selv at tale med os selv, at synge os ud af fortvivlelsen, at gøre tilværelsen udholdelig.

Det er en påstand, der besvares og bevises med selve Tartts roman, kunne man tilføje. For her rammer kunsten læseren i en blanding af virkelighed og uvirkelighed, maleri og metamorfose, konkret dannelseshistorie og litterær trompe d’oeil. Her bliver 837 tætskrevne sider forvandlet til en lille smuk fugl – i lænke, javist – eller rettere til et bemærkelsesværdigt miniature-maleri af selvsamme.

Det over 300 år gamle billede, som den flamske maler Carel Fabritius malede af en lænkebundet stillids (guldfinke) er den egentlige hovedperson i romanen om drengen Theo Decker. Som 13-årig mister han sin elskede mor, da en bombe eksploderer på Metropolitan Museum of Art. Theo overlever mirakuløst, konfus og i chok forsøger han forgæves at finde sin mor mellem murbrokker og lig, men den eneste overlevende, han møder, er en gammel døende mand, en antikvitetshandler, der beder ham om at tage Fabritius’ maleri og passe på det.

Billedet bliver med tiden en lænke om Theos fod. Han får det aldrig leveret tilbage til museet, men gemmer det forskellige steder, både da han i begyndelsen bor hos sin klasssekammerat Andys rige familie i New York, senere hos den hidtil forsvundne fallerede skuespiller-charlatan-spillefugl af en far og hans barmfagre kæreste i Las Vegas, og da han endelig installerer sig hos de efterladte til den gamle mand, der gav ham maleriet, og hvor han hjælper til med at sælge restaurerede antikviteter og tavst forguder den rødhårede niece.

Donna Tartt er med god grund blevet sammenlignet med både Dickens og Dostojevskij, men »Stillidsen« har også henvisninger til og påvirkninger fra en lang række andre både amerikanske og europæiske forfattere, malere, musikere, klassiske som moderne, ja, selv populære – fra Rembrandt til Nirvana, fra Den Lille Prins til Harry Potter. Tartt er på samme tid stringent og fabulerende, rå og poetisk, med andre ord: Det hele. Det er omtrent sådan, at alt, hvad der er vigtigt at skrive om livet og døden, står i denne bog.

Theo er en tidløs kamæleon, der kender koderne hos både overklasse og underklasse, i New York og Las Vegas, blandt kunstkendere og kriminelle. Sammen med sin ukrainske ven, Boris, indleder han allerede som knægt et livslangt misbrug af alkohol og stoffer, han forloves senere med sin jetset-papsøster, han får den hensygnende antikvitetsforretning op at køre, og han roder sig ud i kunstkopiering og mord.

Gennem alle årene lider Theo under såvel angsten for at blive opdaget som kunsttyv som det ubearbejdede traume at have mistet sin mor i en tidlig alder. Det ene overskygger det andet, og i hans kokaintåger forstærkes forvanskningen af hans verdensbillede og selvopfattelse. Han bliver en fugl med luftbårne drømme, bundet til sin egen skæbne, en ung mand, der langsomt lærer at elske det, som døden ikke rører.

Det er stor kunst.

Titel: Stillidsen Forfatter: Donna Tartt Oversætter: Annelise Schønnemann Sider: 840 Pris: 350 kr. Forlag: Lindhardt og Ringhof