Peter Laugesen er tilbage. Denne gang digter han fra Fanø. Tænkende, skrivende, vandrende og alderstynget vital bruger han den skønne ø som bagtæppe og forgrund for sit poetiske projekt, og han funderer og forstår, at »der er ingen kriterier«, der er »ingen regler«, og »det er/ikke muligt/bare et øjeblik/at fastholde noget/ideologisk program/eller skelet som alle/de spraglede klude kan/hænges op på/ det fungerer/ikke sådan mere, det hænger/ikke sådan sammen, og det er/heller ikke rigtigt, hvad meningen/skulle have været«
Sådan er dét, og den 78-åriges nye digtsamling, »Vadehave«, stritter da også forventeligt smukt og for det meste veloplagt i mange retninger. Det i et vist omfang trods alt samlende er denne gang, jvf. titlen, Vadehavet, og det kommer der mange fortræffelige linjer ud af, blandt andet en del naturlyrik, til tider elementært betagende, som her: »Der er et sted/bag den høje klit/hvor landskabet/er større end verden/ Det er dets/ former og farver/så rolige og forskellige/så genkendelige/fra dag til dag.« Andre gange anslår Laugesen en barnligt rørende tone: »Tumlende i havens lange græs/en ubehjælpsom skadeunge./Mor sidder skræppende i træet«. Her bliver det henrivende eksistentielt: »De fleste morgener/før solopgang/hører jeg sangdroslen/og langsomt/blegner og forsvinder/det overflødige.«
