6 stjerner til Tine Høegs nye roman: »Som om det bare ville være lykken for mig at møde en eller anden idiot«

Tine Høegs »Tour de chambre« er en formidabel, fortvivlet og morsom rejse frem og tilbage mellem ungdom og voksenliv – med kærligheden som en stadig udfordring og skabelse som en udvej.

Det er mellem markante poler – nutiden og fortiden, ikke-længere-helt-så-ungdommen og ungdommen, fortvivlelsen og ekstasen – at Tine Høegs formidable anden roman udspiller sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hun kyler telefonen fra sig, hun føler afsky. For hele menneskeheden. Hun samler telefonen op igen og sletter Tinder. Hun har lyst til at græde eller skælde nogen ud. Hun hedder Asta, og hun er jegfortæller i den jævnaldrende forfatter Tine Høegs roman »Tour de chambre«, og i romanens nutid er hun i 30erne, og det er ti år siden, han døde, hendes meget gode ven August, der var kæreste med hendes bedste veninde, Mai.

Et sted taler Asta om den døde. Det handler om en helt speciel aften, der formede dem begge, mest hende, den kommende forfatter:

»Jeg banker på Augusts dør klokken ti/jeg har mine digte med i en plastiklomme/jeg er nervøs/Asta siger han og bukker,/han har uglet hår og sweatpants på/hans værelse er huleagtigt«

Et andet sted taler bedsteveninden og Asta om August:

»hele hans væsen/en eller anden vild energi som gjorde at jeg bare havde lyst til at æde ham hele tiden/er det forkert at sige når han er død?/næ siger jeg«

Sådan skriver Tine Høeg. Uden punktummer (næsten), uden store bogstaver (navne undtaget), med luft mellem linjerne (her angivet med en /), talesprogsagtigt, reflekteret. I romanens nutid skal Asta til en mindehøjtidelighed, fordi der er gået de der ti år, og så har hun pludselig to liv at tænke på. Et nutidsliv og et fortidsliv. Det gør hun så. Meget og varieret. Frem og tilbage.

»Asta er et brillant bekendtskab. Men hun er ikke mere brillant, end at hendes bedsteveninde i deres efter-ungdom prøver at overbevise hende om, at hendes længsler ikke er fuldstændig unikke, og at hun ikke er »så fucking speciel«, at ingen for alvor kan nå hende.«


I nutidslivet er hun, som antydet, en kvinde, der hverken er ung eller ældre, nogle gange med lyst til Tinder-dating og sex og gang i den og nogle gange uden spor lyst til noget af det sjove og hele tiden med lyst til at føde et barn, med eller uden forudgående samleje, og med noget, der ligner en rigtig forfatterkarriere, og med en stærk og ufravigelig skabertrang. Og nogle gange er det OK at være Asta, men nogle gange er det det slet ikke. Her er der en person i nutiden, der er kommet til at spørge hende, om »det« var sjovt i går, og om der var nogen »søde« til stede. Hun svarer:

»hvad fanden er det egentlig for et spørgsmål at/komme med undskyld mig men som om det bare/ville være lykken for mig at møde en eller anden/idiot som om det er derfor man taler med andre/mennesker det er sgu da en latterlig livsdrøm det/er sgu da ikke det det hele handler om forelske/ sig og formere sig jeg brækker mig over det alle/ bliver alligevel skilt eller er utro alle skal alligevel/dø så OPFOSTRER man nogen så giver man dem/grød og bananer og så kan de rejse sig op hvor/er det FLOT og så går man rundt og føler der er en/MENING MED TINGENE der er for helvede ikke/nogen mening prøv at se det i et større perspektiv/grød og bananer grød og bananer det gør ikke/nogen forskel brug dog din hjerne det er bare forår«

Simple glæder

Sådan er nutids-Asta, når hun er vred. I fortidslivet er hun ikke så vred. Her handler det nok så meget om, at hun og hendes jævnaldrende dyrker simple glæder, for eksempel den tilbagevendende tour de chambre, der går ud på, at man stadigt mere fuld og stadigt mere usikkert går eller kravler fra kollegieværelse til kollegieværelse, og hvor der, hvis det skal gå rigtigt for sig, er ét tema pr. værelse. Her er det en vis Linda, der lægger værelse til:

»Linda er for fuld til at forklare sit tema men ingen går alligevel op i det længere/genbrug eller måske grøn energi/hun sender en flaske tequila på omgang og beder os bytte tøj, vi hinker rundt imellem hinanden, hiver i ærmer og bukseben«

Og så videre.

Det er mellem markante poler – nutiden og fortiden, ikke-længere-helt-så-ung-dommen og ungdommen, fortvivlelsen og ekstasen – at Tine Høegs formidable anden roman udspiller sig, og hele tiden med Asta i centrum, Asta og hendes hemmelighed (som hun har!) og Asta og hendes vidunderlige blik for verdens detaljer og mærkeligheder og meningsløsheder. Som her, hvor hun kører i tog og ser på skilte:

»alt blir forkortet i det offentlige/JKK TMF/SUF SOF/jeg fatter ingenting,/sidder bare og nikker/BUF BIF«

Et brillant bekendtskab

Jo, da. Asta er klog og skøn. Asta er et brillant bekendtskab. Men hun er ikke mere brillant, end at hendes bedsteveninde i deres efter-ungdom prøver at overbevise hende om, at hendes længsler ikke er fuldstændig unikke, og at hun ikke er »så fucking speciel«, at ingen for alvor kan nå hende.

Til gengæld må man efter endt læsning slå fast, at Tine Høeg, der debuterede så brillant og debutantprismodtagende med »Nye rejsende«, er en fucking speciel forfatter, og at det er fucking specielt at kunne skrive så nært og varmt og flydende og fortvivlet og morsomt om både det særlige og det almene og om forskellige aldre og om det kvindelige (især) og det mandlige. Samt – ikke mindst – om skabelsen som en udvej i en grundlæggende meningsløs verden. Et sted i sit voksenliv formulerer Asta det sådan her:

»jeg vil være sammen med min tekst,/det er det eneste der er vigtigt«

Foto: Forlag.

Tour de chambre

Forfatter: Tine Høeg. Sider: 324. Pris: 249,95. Forlag: Gutkind