5 stjerner til smuk og original roman om mennesker, der elsker, og sprog, der svigter

Jens Carl Sanderhoff skriver om mennesker, der elsker, og sprog, der svigter. Det er dunkelt og lysende, krævende og givende.

»Der er noget i hende, der stadig elsker ham, nej, kun elsker ham, men det er en underlig kærlighed.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

På et tidspunkt står det lysende klart for ham, at han elskede sig selv gennem hende, at han definerede hende i kraft af sin egen selvfølelse, sit eget behov for at være elsket, at blive bekræftet, at give mening i denne verden.

På tidspunkt forstår hun, at hun ville elske med sig selv, men fik en fremmed med i købet, en ubekendt størrelse, der viste sig at være utæmmelig og ulykkelig på en måde, der langsomt spredte sig ud over hendes liv, gennemsyrede alle sekunder og hver en centimeter af tilværelsen og til sidst også havde retning mod hendes sind, hendes ånd, hendes psyke.

Han er knap 30 år gammel, da de mødes. Hun er vist 17. De er begge til et selskab hjemme hos en af hans venner, »hans mest begavede ven«, i en herskabslejlighed ved Søerne, i 1933. En sanger og en pianist opfører uddrag af Franz Schuberts vidunderlige, mørke, dødsmærkede liedcyklus »Winterreise«, og det er en ganske rædselsfuld oplevelse, tænker romanens han, de to musikanter har ikke fattet en dyt, hverken liedgenrens subtiliteter eller værkets ånd. Og romanens hun betragter ham imens: »Ublu, grådigt og alligevel næsten neutralt som om det var en kamp, og som om hun for længst har udspillet ham. Men det er mærkeligt behageligt«. Bagefter går de. Sammen.

»Hverdagene er denne umulige vals mellem glasskår og fløjl, mellem tavshed og indsigtens dialoger, mellem afsky og hengivelse.«


»Det er mørkt og tåget. Hun trækker ham afsted ned mod søerne. Gaderne er stille«. Han mærker »en uudsigelig lyst.« Og de går op i hendes lejlighed, og de elsker, og her begynder et forhold, der aldrig rigtig slutter. Ikke før det hele slutter helt.

De navnløse elskende findes i Jens Carl Sanderhoffs nye roman, »Fremtidige veje«, hans første efter den mesterlige »det tøvende århundrede eller Skt. Sebastians martyrium«, der udkom sidste år. Vi følger dem ukronologisk gennem flere årtier. Her er vi i 1944, hvor alt allerede længe ikke har været nemt.

»Når han ikke er her, tænker hun på ham, og føler sig halv og ensom, men når han er ved hendes side, kan hun miste besindelsen, ønske ham ad helvede til, ønske ham død«.

Her er der gået yderligere 11 år:

»Hverdagene er denne umulige vals mellem glasskår og fløjl, mellem tavshed og indsigtens dialoger, mellem afsky og hengivelse, og altid kommer de hen til hhinanden igen, når afstanden har virket  uovervindelig.«

Her er vi nået frem til 1967:

»Der er noget i hende, der stadig elsker ham, nej, kun elsker ham, men det er en underlig kærlighed. Ikke fri og begærende. Ikke lys og taknemmelig. Som at stå under et halvtag og betragte tordenvej. Hele himlen mørk og eksplosiv. Som at være et barn der betragter, hvordan et uvejr trækker ind over husene.«

Hun og han er digtere, ordmennesker, ordelskere, men ordene kan stå i vejen eller drille eller vise sig ingen effekt at have, slet ingen. Hun tænker et  sted, hen imod slutningen på det hele, at hun gerne vil se følelserne mellem dem uddø »i en sprogløs scene«, og hun forsøger at svare ham, når han siger, at han elsker hende, men i stedet får hun hakket sig gennem en sætning, der hverken har »en indledning, en midte eller en slutning, ord blot der hang nyttesløse i luften, anslag til udsagn, der hverken betød eller ville foregribe noget«. Ord, ord, ord. Der er hele tiden ord. Men hvad skal det nytte? Kærligheden er undgåelig, sproget svigefuldt. Et sted formuleres det sådan her:

». …er der særligt én ting, hun har bemærket ved kærlighedens natur, så er det hvor mange ord, der kan siges om det samme, uden at man kan være sikker på, at den anden forstår, hvad man taler om.«

Jens Carl Sanderhof er en helt særlig og ganske komprosmiløs stemme i dansk litteratur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Det poetiske bureaus forlag.

Jens Carl Sanderhof er en helt særlig og ganske kompromisløs stemme i dansk litteratur. Det viste han i »det tøvende århundrede eller Skt. Sebastians martyrium«, og det viser han i »Fremtidige veje«, hvor han igen tager læserne med på vilde ture rundt i sproget, kroppen, kunsten, materien, ånden ... dunkelt og lysende, krævende og givende. Som her:

»Måske drømmer hun noget, hun ikke kan begribe, noget uforståeligt og metafysisk; lys der taler, gulve der består af streger af glødende sprog, hænder der er mange steder på samme tid, en himmel fuld af vægtløse flygler, millioner af små dyr der kravler ud af reoler og falder ned i bunker af blod ...«

»Fremtidige veje« er en smuk og original roman. Den er også en roman, der (bevidst) modsiger sig selv i sin stadige kredsen om sit eget materiales – ordets – grundlæggende magtesløshed. Den er i den forstand ét stort paradoks. Og tillige et meget magtfuldt et af slagsen.

Fremtidige veje

Forfatter: Jens Carl Sanderhoff. Sider: 172. Pris: 150 kroner Forlag: Det poetiske bureaus forlag.