5 stjerner: Thrillerkongen Jo Nesbø afslører vores stærkeste drift

Boganmeldelse: Ligene hober sig op i »Kongeriget«, der med lige dele shakespearesk drama, græsk tragedie og stor sproglig smidighed afslører vores kollektive opretholdelse af løgnen om det romantiske begær.

Den norske forfatte Jo Nesbøs jongleren med sandheder og løgne er akrobatisk smidig, og man både tvivler og tror på alt, hvad han skriver – på åbenlyse kendsgerninger, på løgnene og på de mange lag, der kan ligge i en konstrueret sandhed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

»Vi lyver alle sammen,« bliver der sagt i norske Jo Nesbøs nye og aldeles fremragende thriller, »Kongedybet«, og har man ikke med det samme loddet dybden af denne påtrængende påstand, uddybes det i et udsagn, der rummer hele essensen af den dystre og dragende roman, temaet om man vil, budskabet måske ligefrem:

»Vi lyver alle sammen (…) Selv når vi tror, at vi fortæller sandheden. Det, vi kalder sandheden, er bare den løgn, der tjener os bedst. Og vores evne til at tro på nødvendige løgne er uden grænser.«

»Selv om familien bliver fremhævet som det eneste, der betyder noget – »intet er så godt som lyden af en lillebror, der føler sig tryg« – så er det også herfra, forstår man, at alle dårligdomme udgår.«


Nesbøs jongleren med sandheder og løgne er akrobatisk smidig, og man både tvivler og tror på alt, hvad han skriver – på åbenlyse kendsgerninger, på løgnene og på de mange lag, der kan ligge i en konstrueret sandhed. Nesbø er som hofnarren, der udstiller tilsnigelser og vildledninger, og som den dygtige plotmager, han er, vikler han både sine figurer og sit publikum ind i et spind af bluf og bedrag, facts og fingerede beviser.

Roy Opgard er mekaniker og ungkarl, bor alene på familiegården oppe på fjeldet, et stykke uden for den lille bygd i Telemarken, hvor alle kender og har noget på hinanden, og han drømmer egentlig bare om at leve i fred og ro fra omverdenen og eje sin egen tankstation. Hverdagsrytmen bliver imidlertid brudt, da hans karismatiske lilebror Carl vender hjem fra det store udland med en businessuddannelse, en smuk hustru og store planer om at bygge et markant højfjeldshotel til gavn for den hensygnende bygd.

Afsløringen af fortiden

Ikke alle er lige begejstrede for det vidtløftige projekt, og Carls tilbagekomst vækker desuden gammelt nag og gamle mistanker til live igen. Endnu en gang må storebror Roy ud og redde sin brors ryg, sådan som han har gjort så mange gange før siden deres opvækst, der ikke var helt så regelret og god, som den skulle se ud.

Hvad der er foregået i fortiden, afsløres gradvist, og selv om man måske nok kan gætte sig til meget, er det ikke handlingen, der er det essentielle. Det er derimod de indre bevæggrunde og ydre begrundelser bag hver af figurernes handlen, der er det mest interessante. Hvor langt kan man strække en sandhed og stadig leve med den? Helliger egen overlevelse altid midlet? Er det lettere at leve med og viderebringe den version af sandheden, man selv har forarbejdet, end den ukultiverede råversion, der hverken er blevet renset, ristet eller anrettet?

Foto: Modtryk.

I »Kongeriget« ligger der mange og efterhånden flere og flere lig i lasten, og selv om familien bliver fremhævet som det eneste, der betyder noget – »intet er så godt som lyden af en lillebror, der føler sig tryg« – så er det også herfra, forstår man, at alle dårligdomme udgår. Romanen er som et shakespearesk drama, en græsk tragedie, et bibelsk sagn, hvor de to kongesønner med mellemnavnene Calvin og Abel er omdrejningspunktet for alt, hvad der sker (de er i øvrigt opkaldt efter hhv. en tidligere amerikansk præsident og en ditto udenrigsminister, men de er også Ca(lv)in og Abel, konge og karl (Roy og Carl), den jordnære og den flyvske, calvinisten og hans protegé, modpart, rival).

Undervejs i romanen nævnes den franske kulturteoretiker René Girard flere gange. Med hans teorier om »mimetisk begær«, dvs. vores trang til at eftertragte det og dem, som allerede er attrået, pirker Nesbø til vores forestilling om det autentiske, uafhængige begær, at vores lyst og libido er uafhængig af omverdenens præferencer. Disse tanker, der er beskrevet i Girards »Romantisk løgn og romanens sandhed«, ophøjer romanen til afsløreren af illusionen om det forløjede romantiske begær.

Blandt alle de mange andre afdækkede løgne, der fylder »Kongeriget«, er dette den mest gennemtrængende, dystre, apokalyptiske. Her er ingen afslørende politiefterforsker, der til sidst sætter alting på plads, der er ingen forløsning i en opklarende afslutning, der er ingen helte versus forbrydere. Men der er forbryderiske helte i en bedragerisk roman, der som en litterær løgnedetektor og illusionsbryder afslører vores stærkeste drift: at tro på alverdens, hinandens og ikke mindst vore egne løgne.

Kongeriget
Forfatter: Jo Nesbø. Oversætter: Allan Hilton Andersen. Sider: 525. Pris: 299 kr. Forlag: Modtryk.