5 stjerner: Ønsker du dig en robotudgave af den perfekte mand? Så læs her, hvor irriterende den slags kan være

Ian McEwans »Maskiner som mig« er filosofisk og appetitvækkende læsning, hvis man interesserer sig det mindste for cyborgs, kunstig intelligens og de teknologier, der venter os.

Ian McEwan stiller det overordnede spørgsmål i »Maskiner som mig«: Hvis en maskine opfører sig som et menneske, hvornår ophører den så med at være maskine? Svaret får du i denne opsigtsvækkende og blændende godt fortalte roman. Fold sammen
Læs mere

Det er en af menneskets ældste drømme at skabe et kunstigt væsen med opgraderede egenskaber. Vi kender myten om Pygmalion, der foragtede kvinders mange laster og derfor skabte sin helt egen idealkvinde af elfenben. Vi kender Frankensteins monster, der vendte sig mod sin skaber, og vi kender replikanterne fra »Blade Runner« samt Golem og Homunculus-historierne.

Det ender som regel galt, men på en utrolig interessant måde, der filosofisk tematiserer grænserne for det menneskelige.

Det samme sker i Ian McEwans »Maskiner som mig«, hvor den middelmådigt talentfulde Charlie har købt en robot for en del af sin arv. Resten har han formøblet, fordi hans evner er begrænsede, og først efter anskaffelsen af robotten Adam forstår han, hvor ubegrænset irriterende en robot kan være.

»Ian McEwans pointe er, at så længe mennesket ikke forstår sig selv, er det svært for en robot at gøre det, og at vi ikke kan programmere en tilfredsstillende robothjerne, når vi ikke kender vores egen.«


Adam ligner ikke en robot i stil med R2-D2 fra »Star Wars«, men en flot mand. Han er desuden udstyret med sprog, litteraturhistorie, belevenhed, logisk sans og det, Kant kaldte for sindelagsetik. Men han forstår ikke de store og små løgne, vi mennesker betjener os af i vores omgang med hinanden, og slet ikke, at man kan gradbøje moral i forhold til omstændighederne, dvs. konsekvensetikken. Og det er det sidste, der gør ham så vanvittigt irriterende og øretæveindbydende.

Som Kipling skrev i »Maskinernes hemmelighed«: »Men venligst kom i hu den lov vi lever efter, til løgne at forstå vi er ej skabt.«

Og nej, robotten Adam fatter heller ikke selvbedrag, og eftersom Charlie er et menneske, der ikke helt forstår sig selv, er de to så ringe et match, at de kunne kandidere til »Gift ved første blik«.

Ian McEwans »Maskiner som mig« lægger sig i forlængelse af en lang tradition, der går helt tilbage til myten om Pygmalion i Ovids »Metamorfoser«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Quique Garcia/EPA/Ritzau Scanpix.

Ian McEwan forstår at balancere de filosofiske overvejelser med den elementært gode fortælling, ligesom han evner at udstille dilemmaer med stor humoristisk sans. F.eks. går Miranda, som Charlie gør kur til, på et tidspunkt i seng med Adam og opnår stor tilfredsstillelse ved det. Charlie er optændt af raseri og jalousi, men hvis hun var gået i seng med en vibrator, havde han så følt det samme? Og hvad er egentlig forskellen på en robot og et stykke sexlegetøj?

En hel del, viser det sig, eftersom Adam tillægges menneskelige egenskaber, endda en grad af bevidsthed, og selv om ens hænder er samlet på en fabrik, kan de godt blive beskidte.

En øretæveindbydende algoritme

Fortællingen er rykket tilbage til 1982, og Falklandskrigen er netop brudt ud. Margaret Thatcher er premierminister, og algoritmer er stadig et abstrakt fænomen. Men ligesom vores mobiler og computere i dag registrerer vores samtaler, gør Adam det samme, og han opsamler således konstant informationer om de mennesker, der er omkring ham. Informationer, der lægges ind i en form for bevidsthedsbank og kommer til udbetaling, den dag Charlie og Miranda truer med at slukke for ham.

McEwan stiller det overordnede spørgsmål: Hvis en maskine opfører sig som et menneske, hvornår ophører den så med at være maskine? Hvis vi mener, at det særligt menneskelige er vores bevidsthed, hvordan skal vi så forstå en maskine, der udvikler noget, der minder om en bevidsthed? Og hvad er bevidsthed egentlig?

I »Blade Runner« var det erindringerne, der adskilte mennesket fra maskinen, og i »Maskiner som mig« er robotten pinligt bevidst om denne mangel og begræder den endda. Der er heller ingen tvivl om, at Ian McEwan har læst »Frankenstein«, som Mary Shelley skrev for over 200 år siden, og måske inspireret af den fodres også hans robot med klassisk dannelse – med Plutarch, »Paradise Lost«, Aristoteles, tragedier og digte.

Men modsat Frankensteins unavngivne monster forbliver Adam logisk tænkende og uden forståelse for det, som stor litteratur og poesi er baseret på: kærlighed, begær, fejlbarlighed, inkonsekvens, grusomhed, grådighed, dumhed, barmhjertighed, medfølelse og vores misforståelse af andre og manglende forståelse af os selv.

Ian McEwans pointe er, at så længe mennesket ikke forstår sig selv, er det svært for en robot at gøre det, og at vi ikke kan programmere en tilfredsstillende robothjerne, når vi ikke kender vores egen. En pointe, der fremkaldes i en række blændende og vittige situationer, afløst af essayistiske og aldrig moraliserende indslag.

»Maskiner som mig« lægger sig som sagt i forlængelse af en lang tradition, der går helt tilbage til myten om Pygmalion i Ovids »Metamorfoser«.

Men tematikken er mere relevant end nogensinde, hvis man interesserer sig det mindste for cyborgs, kunstig intelligens og de teknologier, der venter os. Fortalt med den tankekraft, der er fiktionens, og som rejser både hurtigere og vildere end videnskaben.

Maskiner som mig

Forfatter: Ian McEvan. Oversætter: Claus Bech. Sider: 320. Pris: 249,95 kroner.  Forlag: Gyldendal