5 stjerner: Hun er irriterende, selvoptaget, uden filter og et overrumplende skønt bekendtskab

Boganmeldelse: Pulitzerprisvindende Elizabeth Strouts seneste roman, om den pensionerede lærerinde, den kantede Olive Kitteridge, og de forskellige indbyggere i byen Crosby, Maine, stiller det store spørgsmål: Hvordan lever man et ærligt liv?

Elizabeth Strouts, »Olive, igen«, der er en fortsættelse af den Pulitzerprisvindende »Olive Kitteridge«, er afdæmpet og nænsomt fortalt, og selv om der er masser af drama og drive i handlingen, så bliver det leveret i et behersket tempo og med et inciterende sprogligt mådehold. Fold sammen
Læs mere
Foto: Leonardo Cendamo

Det kan godt være, at hovedpersonen i Elizabeth Strouts seneste roman om den pensionerede lærerinde Olive Kitteridge er en rapkæftet og frembrusende bulderbasse. For det er hun. Hun er irriterende, selvoptaget og tilsyneladende uden besiddelse af hensynsfuldhedens filter. Men på en forunderlig og favnende facon står hendes kantede figur i skarp kontrast til den lavmælte sproglige grundtone i romanen, hun lægger navn til, og det gør »Olive, igen« til et overrumplende skønt bekendtskab.

»Olive, igen«, der er en fortsættelse af den Pulitzerprisvindende »Olive Kitteridge«, er afdæmpet og nænsomt fortalt, og selv om der er masser af drama og drive i handlingen, så bliver det leveret i et behersket tempo og med et inciterende sprogligt mådehold. Olive siger uden videre og uden omsvøb sin mening om alt og alle, og det gør Strout jo så indirekte også, men de litterære rammer får Olives krasse udbrud og klodsede sociale kompetencer sat ind i en form, der giver læseren et perspektiv, som gradvist øger forståelsen af og medfølelsen med hende.

»Det er også befriende at læse Elizabeth Strout og få stimuleret ens indre livsbarometer med stærkt fortalte skæbner og filosofisk undren.«


Og selv om Mrs. Kitteridge er omdrejningspunktet i romanen, så handler den i lige så høj grad om et lille bysamfund i udkants-USA, hvor grå og gennemsnitlige hverdagsskæbner får kød og blod, farver og dybde gennem forfatterens fine og stærke portrætter. Elizabeth Strout er en utroligt dygtig formidler af almindeligt levet liv, og med enkle værktøjer mejsler hun detaljerede menneskeskæbner ind i læserens bevidsthed.

Som forgængeren er bogen bygget op af kapitler, der hver især kunne stå som selvstændige noveller om forskellige indbyggere i byen Crosby, Maine. Den røde tråd er Olive, der enten er den centrale figur i et kapitel eller blot optræder som en perifer skikkelse i et andet menneskes liv.

Foto: Gyldendal.

Et heldigt liv

Efter sin mands, Henrys, død gifter hun sig og flytter sammen med Jack Kennison, som hun mødte i slutningen af »Olive Kitteridge«. De er begge godt oppe i årene, de er ensomme, har komplicerede forhold til deres respektive børn og savner selskab.

Mellem dem udvikler der sig et afmålt kærlighedsforhold, hvor de sover i ske og fylder hinandens hverdag ud, men hvor de også går hinanden på nerverne. Og da Jack flere år senere dør, og hun sidder alene tilbage med stadigt flere af alderdommens skavanker, tænker hun tilbage på et liv, som det er for sent at fortryde, og som hun også anerkender at have været »heldig« med. Men hvor hun indser, at hun egentlig ikke bryder sig så meget om sig selv (som hun måske har troet eller nok snarere har ignoreret at have en holdning til).

Både Olives historie og mange af de andre figurers er hjerteskærende i al deres almindelighed og dog alligevel, viser det sig, enestående forskellighed. Strout antyder med sit skarpe blik for hverdagens små og store konflikter, at vi alle er noget særligt, og at det at blive gammel både kan være (ikke mindst fysisk) begrænsende og forløsende. Som hun på et tidspunkt forklarer:

»… man går gennem livet og tror at man er et eller andet. Ikke på nogen god måde, og ikke på nogen dårlig måde. Men man tror at man er et eller andet. Og så forstår man (…) at man ikke længere er noget. Det er befriende.«

Det er også befriende at læse Elizabeth Strout og få stimuleret ens indre livsbarometer med stærkt fortalte skæbner og filosofisk undren som Jacks spørgsmål til sig selv: »Hvordan lever man et ærligt liv?« og Olives afsluttende konklusion: »Jeg har ingen anelse om hvem jeg har været. Sandt at sige forstår jeg ingen verdens ting.«

Man forstår lidt mere med Strout og hendes Olive ved hånden.

Titel: Olive, igen.
Forfatter:
Elizabeth Strout. Oversætter: Juliane Wammen. Sider: 362. Pris: 300 kr. Forlag: Gyldendal.