5 stjerner: Alle beslutningstagere bør læse børshajs medrivende Maggi-terning kogt på markedsøkonomi

Boganmeldelse: Superinvestor Lars Tvede går til stålet i sin fremragende og komprimerede fortælling om livet som succesrig investor, som samtidig er en medrivende beretning om, hvad der skaber velstand i en kapitalistisk økonomi, og som i sidste ende også gavner de svageste.

Rent livsnyderi er ikke lykkebringende, mener rigmand og iværksætter Lars Tvede. ARKIVFOTO Oscar Scott Carl

Lars Tvede har skrevet en ny bog om investeringer i aktier, obligationer, ejendomme, nyetablerede selskaber og så videre. Det er samtidig en slags biografi over forfatterens eget liv som investor, fra han var i begyndelsen af 20erne og til i dag som 63-årig.

Nu er det jo næppe en hemmelighed, at det er gået Lars Tvede godt som investor, hvilket han heller ikke på nogen måde forsøger at holde skjult. Derfor kunne bogen let været blevet en bog præget af ulidelig selvfedme, a la så gjorde jeg også denne gode investering, så tjente jeg kassen her, og så gennemskuede jeg endnu bedre end andre investeringsmuligheder dér.