4 stjerner: For at blive succesforfatter måtte Leonora Christina Skov erkende at målet indimellem helliger midlet

Boganmeldelse: Med den selvbiografiske roman »Hvis vi ikke taler om det« har Leonora Christina Skov med sine særligt skærpede sanser skrevet en modig og relevant bog om sine #metoo-oplevelser i forlagsbranchen og den opslidende kamp for sit forfatterskab.

Arkivfoto. »Derfor er det også med en vis ærgrelse, at jeg efter læsningen af opfølgeren til »Den, der lever stille«, nemlig »Hvis vi ikke taler om det«, som især handler om Leonora Christina Skovs karriereliv, kan erfare, at hun nedtoner sin effekt på Instagram og omvendt: Instagrams effekt på hende. For med Instagram har den uønskede datter og mobbeofferet siden 2015 endelig fået det oplagte fællesskab, som hun higede efter i så mange år,« skriver Marie Louise Wedel Bruun i sin anmeldelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sofie Mathiassen

Er Leonora Christina Skov vor tids Tove Ditlevsen?

Begge kvinder er præget af et mod, en selvtillid og en retfærdighedssans ud over det sædvanlige, begge bruger det skrevne ord til at få kvindelige erfaringer ud til andre, når nu deres nærmeste ikke vil lytte, og begge er i den grad på tapetet i disse år.

Leonora Christina Skov (f. 1976) blev kendt som lesbisk feminist og debattør, da hun i 2002 udgav den feministiske antologi »De røde sko« og siden fik en karriere som del af blandt andet DR2s Smagsdommerne, som litteraturkritiker på først Politiken og siden Weekendavisen og endda som fast deltager i det populære radioprogram Mads og Monopolet.

»Jo, tiden er i den grad med Leonora Christina Skov, og hvor har hun fortjent det!«


Men det var skønlitterær forfatter, hun ville være, og den målrettede kvinde har udgivet romaner siden 2003, gerne med et gotisk tilsnit. Hun brød dog først for alvor igennem i 2018, men da var det til gengæld også direkte gennem lydmuren, med den selvbiografiske »Den, der lever stille«. Romanen, der solgte i 140.000 eksemplarer og også blev tildelt De Gyldne Laurbær, handlede om hendes opvækst i et hjem, der ikke kunne rumme hende, men primært udgjorde en boble for forældrene og deres fælles ideer om, hvordan man skulle tackle den kaotiske, upålidelige omverden.

Og datteren (som dengang kun hed Christina) repræsenterede i den grad kaos og upålidelighed for dem, ikke mindst da hun senere sprang ud som lesbisk. Ergo var hun uønsket. Meget klogt flyttede hun hurtigst muligt hjemmefra, tog navneforandring og ændrede sit udseende; ja, tog ganske enkelt ejerskab over sin egen person, fordi hun ikke havde fået lov til at være sig selv i alle de år, hun levede hjemme.

Kærtegn i stedet for knive

»Den, der lever stille« har ikke alene solgt svimlende godt, den har også nået et publikum, som har brugt den som dirk og nøgle til at forstå sig selv, for man behøver hverken være lesbisk eller feminist for at have haft en knugende barndom. Publikum har både kunnet møde Leonora Christina Skov på en nærmest uendelig oplæsningsturné og på hendes Instagram; det eneste sted, hun ellers for alvor bruger sin stemme i dag. Og her er det, at jeg igen kommer til at tænke på Tove Ditlevsen, for hun bestred som bekendt i årevis en brevkasse i Familie Journal og mødte sine læsere både i øjenhøjde og med den livsklogskab, de tragtede efter.

Derfor er det også med en vis ærgrelse, at jeg efter læsningen af opfølgeren til »Den, der lever stille«, nemlig »Hvis vi ikke taler om det«, som især handler om Leonora Christina Skovs karriereliv, kan erfare, at hun nedtoner sin effekt på Instagram og omvendt: Instagrams effekt på hende. For med Instagram har den uønskede datter og mobbeofferet siden 2015 endelig fået det oplagte fællesskab, som hun higede efter i så mange år.

Et sted, hvor ord ikke er knive, men kærtegn. Hun prøver i den nye bog at slå mediet hen som værende endnu et skud i bøssen fra dem, som er efter hende og desperat prøver at nedgøre hende ved at få sat hendes »uforudsete succes på formel«. Det behøver hun ikke, hun kan roligt være stolt af, hvad hun har opnået ved at være præcis den, hun er, såvel i sine bøger som på Instagram.

»Hvis vi ikke taler om det« sætter da også en tyk streg under, hvad der er Leonora Christina Skovs hemmelige opskrift: Hendes uhørt skærpede sanser, trænet efter opvæksten i et minefyldt hjem, kombineret med den fremdrift, som hendes elskede (og herligt nørdede) hustru, Annette, tidligt i deres forhold påpeger i hendes skrivestil.

De skærpede sanser gør, at hun blandt andet fuldt ud forstår den effekt, #metoo-oplevelsen med hendes første forlægger har på hende, men fremdriften gør, at hun står det ud, fordi målet helliger midlet, ligesom det gør ift. hendes næste redaktører, indtil hun endelig kommer i en sikker havn.

Den totale overgivelse

Tilsvarende forstår man også det ambivalente for den tidligere outsider i, at hun først og fremmest identificerer sig som forfatter, men i mange år er nødt til at tjene til dagen og vejen som anmelder og derfor må fastholde en dobbeltrolle ift. danske forfattere og forlagsfolk.

Først da hun fuldt ud overgiver sig til forfatterrollen, kan hun slappe af og få veninder i sin branche. Og sådan, skridt for skridt og med ærligheden som våben, kan hun endelig finde ro i at være Leonora Christina Skov. Eller kan hun? Instagram hører med til billedet, og så længe hun fornægter det, fremstår hun ikke hel.

Bogomslag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Politikens Forlag.

Til gengæld synes der i den nye bog at være kommet en overraskende mildhed til i forhold til moderen.

En forståelse af, at hun, der også var mobbeoffer og outsider, hverken havde modet til at være ligeglad eller rummede et arsenal af ord, der kunne slynges afsted som knive. I stedet forskansede hun sig og blev sær, med faderens velvillige hjælp. Han spiller en enorm rolle i den ulykkelige familie, og man aner forfatterindens sans for det absurde, når de to forældre gør hinanden til karakterer ved navn hr. og fru Skov i et klaustrofobisk kodesprog.

Måske vi får mere om hr. Skov i en kommende bog?

Foreløbig kan vi i hvert fald glæde os over, at Leonora Christina Skovs mod og ærlighed både har ført til disse to bøger, samt et kommende album i samarbejde med komponisten Kristina Holgersen og en filmatisering af »Den, der lever stille«. For ikke at nævne hendes aktive støtte til bogen som håndværk, de sko, hun har lavet i samarbejde med Roccamore Shoes, den dukke, Magilaboratoriet har lavet af hende, sprællemanden fra Lau Krogh og den notesbog, der udgives i forbindelse med bogen her med forfatterens egen marmorering på forsiden. Jo, tiden er i den grad med Leonora Christina Skov, og hvor har hun fortjent det!

Hvis vi ikke taler om det
Forfatter:
Leonora Christina Skov. Sider: 368. Pris: 300 kroner Forlag: Politikens Forlag.