2 x 6 stjerner: De var stærkt irriterede på hinanden, men kæmpede på samme side og endte som to af det 20. århundredes betydeligste politiske ledere

Churchill var erklæret Gaullofob. De Gaulle så Churchill som en irriterende bifigur. Men Anden Verdenskrig tvang dem sammen. I to næsten definitive biografier fortæller britiske historikere om to af det 20. århundredes største politiske ledere.

BIO-DE GAULLE-CHURCHILL
Charles de Gaulle og Winston Churchill hilser på de franske tropper  ved fronten i Alsace i november 1944. Vil man læse om de to statsmænd og ikke mindst om deres virke i Anden Verdenskrig, kan man med fordel kaste sig over to nye britiske biografier. Fold sammen
Læs mere

Uden Anden Verdenskrig var Churchill og de Gaulle højst blevet husket som kværulanter fra 1930erne. Uden den havde de aldrig fået noget med hinanden at gøre.

Krigen forbandt dem og gjorde dem til to af det 20. århundredes betydeligste politiske ledere.

I England er netop udkommet to gode og grundige biografier om de to statsmænd, skrevet af to britiske historikere. Andrew Roberts` »Churchill. Walking with Destiny« og Julian Jacksons »A Certain Idea of France. The Life of Charles de Gaulle«.

Både Churchill og de Gaulle havde i årevis råbt i ørkenen mod faren fra Hitlers og nazismens Tyskland. Begge havde forudset, at den næste krig ville blive en helt anden end Første Verdenskrig, hvorunder de begge havde gjort fronttjeneste. I 1938 havde de begge kritiseret Storbritanniens og Frankrigs aftale med Hitler i München. Begge havde advaret om, at tanks og fly ville spille en afgørende rolle i en kommende krig, og de havde begge forgæves efterlyst flere midler til forsvaret og ikke mindst til disse to nye kampvåben. Efter krigen mistede de begge magten for siden at få den tilbage igen, hvorefter de begge måtte forlade den før tid.

I måneden op til Frankrigs anmodning om våbenhvile havde de mødt hinanden et par gange. De Gaulle var blevet general efter at have vundet to panserslag over tyskerne, hvorefter han havde måttet trække kampvognene tilbage, fordi hæren ikke havde sit infanteri klart. Nogle dage før Frankrigs sammenbrud var han blevet viceforsvarsminister og deltog i den egenskab i forhandlingerne i London om en britisk-fransk statsdannelse, som formelt ville holde Frankrig inde i krigen og sikre briterne den store, franske flåde.

Ved tilbagekomsten fik han til sin store skuffelse at vide, at regeringen havde overdraget magten til helten fra Første Verdenskrig, marskal Pétain, som ville bede Tyskland om våbenhvile. Det fik ham til straks at tage flyet tilbage til London, hvor Churchill tog pænt imod ham og lod ham holde sin historiske »18. juni-tale« på BBC.

Gaullofob men frankrofil

Siden blev de stærkt irriterede på hinanden. Denne general de Gaulle uden land og mandskab forekom briterne både for utaknemlig og besværlig. Men, som de Gaulle forklarede en bekendt, var han nødt til at være en besværlig mand for at blive taget alvorligt, og »hvis jeg ikke havde været en besværlig mand, havde jeg jo siddet i Pétains regering«.

Til alt held for Frankrig erklærede Churchill sig nok som »gaullofob«, men også som frankofil. På trods af de Gaulles ulidelige optræden sikrede han, at Frankrig kom med blandt de store sejrherrer ved dannelsen af FN og dets Sikkerhedsråd, selv om USA egentlig ikke syntes, det havde gjort sig fortjent til det. Churchill lod også Frankrig tælle med som en af Europas stormagter og sikrede det en besættelseszone i Tyskland, som det ellers havde kollaboreret med.

»Før disse biografier er der udkommet talløse bøger om både Churchill og de Gaulle. Det, som gør disse to til næsten definitive biografier, er, at de kommer hele vejen rundt og inddrager materiale, som hidtil har været båndlagt«


I sine alt andet end sandfærdige erindringer roser de Gaulle sig af at have reddet Frankrig. Ligesom Jeanne d`Arc, som han ofte sammenlignede sig med. I erindringsbogen er Churchill en lettere irriterende bifigur. Efter befrielsen hylder de Gaulle ved flere lejligheder franskmændene for selv at have befriet Paris og Frankrig, uagtet det aldrig ville være sket uden Storbritannien og USA. Samtidig bagatelliserer han betydningen af den franske undergrundshær, for det var kun de Gaulle og hans Frie Franske Hær, der havde reddet Frankrig.

De mange sammenstød med briterne og Churchill rulles ud i »A Certain Idea of France. The Life of Charles de Gaulle«, hvorimod de stort set forbigås i  »Churchill. Walking with Destiny«. Den fortæller bl.a. om, hvorledes Churchill som stor dreng forestillede sig, at han en dag skulle frelse Storbritannien og London fra invasioner og bomber. Men først skulle han igennem megen politisk modgang og medgang. Han røg ind og ud af parlamentet, partierne og regeringerne og tilbragte 1930erne i nærmest politisk isolation. Han blev marineminister under Første Verdenskrig og skabte Gallipoli-katastrofen. Efter en tur i skyttegravene som officer, blev han minister for kolonierne og forhandler om Arabiens fremtidige indretning. Med T.E. Lawrence som håndplukket rådgiver skabte han bl.a. Jordan. Han ønskede, at jøderne skulle have et hjemland i Palæstina og advarede dengang mod farerne fra en islamistisk fundamentalisme, som han siden advarede mod Nazi-Tyskland og Sovjetunionen.

Efter sin ørkenvandring blev Churchill igen marineminister, da Storbritannien 3. september 1939 erklærede Tyskland krig. Han blev premierminister i maj 1940 efter Storbritanniens og Frankrigs fiasko i Norge, men han blev det ikke med sit partis gode vilje. Dets flertal havde foretrukket den fredsommelige udenrigsminister lord Halifax, fordi det fandt Churchills dømmekraft for dårlig. Churchill spillede imidlertid sine kort så godt, at han vandt den post, han altid havde ment, måtte blive hans. Var lord Halifax blevet premierminister, havde han sikkert i vidt omfang imødekommet Hitlers ønske om en fredsaftale, hvorefter Tyskland kunne beholde sine europæiske erobringer og Storbritannien sit Imperium. I så fald havde Hitler haft ryggen helt fri til sit angreb på Sovjetunionen. Og hvordan var det så gået?

10. november 1944 i Paris. AFP PHOTO Fold sammen
Læs mere

Nu gik det heldigvis ikke sådan. Efter krigen ville Churchill genrejse Frankrig og genskabe Tyskland som bolværk mod USSR, hvorimod de Gaulle ville genskabe de gamle, tyske fyrste- og kongedømmer. Både Churchill og de Gaulle ville samle Europa dog uden Storbritannien, der foretrak alliancen med USA, som de Gaulle ikke stolede på. USA stolede nu heller ikke på ham.

Takket være Churchills dynamik, talekunst og store evner gav Storbritannien aldrig op, selv om det i næsten to år måtte kæmpe alene, og lagde herved fundamentet under sejren i 1945. Takket være de Gaulles stædighed og viljefasthed, da alle andre rystede på hovedet ad ham, kom Frankrig ud blandt de sejrende med æren i behold.

De var to enestående personligheder, hvis historiske virke foldes fornemt ud i disse to omfangsrige biografier. Før disse biografier er der udkommet talløse bøger om både Churchill og de Gaulle. Det, som gør disse to til næsten definitive biografier, er, at de kommer hele vejen rundt og inddrager materiale, som hidtil har været båndlagt. I bogen om Churchill får vi f.eks. den britiske konges dagbøger, der grundigt refererer kongens samtaler med Churchill, og i bogen om de Gaulle trækkes mange hidtil ubenyttede vidner frem, som giver et andet billede af begivenhederne, end det de Gaulle leverer. Vil man læse om de to statsmænd og ikke mindst om deres virke i Anden Verdenskrig, kan man med stor fordel læse disse to meget velskrevne og veloplagte bøger.

Churchill. Walking with Destiny
★★★★★★

Forfatter: Andrew Roberts. Sider: 1105. Pris: 35£. Forlag: Allan Lane

 

A Certain Idea of France. The Life of Charles de Gaulle
★★★★★★

Forfatter: Julian Jackson. Sider: 887. Pris: 35£. Forlag: Allan Lane