2 stjerner: I litterær form mister Gormans verdenshistoriske digt sin kraft og fremstår himmelråbende naivt og uoriginalt

Boganmeldelse: Som litterær udgivelse, afskåret fra sin oprindelige historiske kontekst og med et fuldendt intetsigende forord af Oprah Winfrey, taber Amanda Gormans berømte digt »The Hill we Climb« luften og virker umodent, garneret med et let element af hykleri, skriver Berlingske litteraturanmelder, Mette Høeg.

Digteren Amanda Gorman tog den vestlige verden med storm, da hun reciterede sit digt The Hill We Climb til præsidentindsættelsen af Joe Biden i januar. Desværre er luften gået af ballonen i hendes digt, som netop er udkommet på dansk. Fold sammen
Læs mere
Foto: POOL

Den unge digter Amanda Gorman tog det meste af den vestlige verden med storm, da hun reciterede og gestikulerede sit digt »The Hill We Climb« ved indsættelsen af Joe Biden som USAs 46 ende præsident i januar.

Den kun 22-årig piges umiskendelige selvtillid, fokuserede tilstedeværelse, sikre og kraftfulde stemmeføring og demonstrative kropsbrug kontrasterede effektivt hendes spinkle, undselige ydre og hendes symbolske repræsentation af den historisk undertrykte afrikansk-amerikanske del af befolkningen.

Mette Høeg

»Bjerget vi bestiger er lyrik som oppustet, overfladisk og forskønnende undvigelsesmanøvre, alt for nemt og uden substans. Udtrykket af klarhed og styrke lå i live-fremførelsen og i øjeblikket, og på print er både dets negative og positive fascinationskraft forsvundet.«


»The Hill We Climb«, på dansk »Bjerget vi bestiger«, er et lejlighedsdigt. Det er skrevet til dramatisk recitation og til at hente sin kraft fra og at virke i et samspil med en specifik, voluminøs patriotisk og rituel kontekst. Det er skrevet til et øjeblik, der på forhånd var sikret at blive historisk. Digtets succes blev nok forstørret af Gormans stærke optræden og klare, optimistiske budskaber, men det var også en »villet« succes. Ligesom digtet talte og gav styrke til alle de demokrater, der havde været underlagt Trumps umoralske og kaotiske regering gennem fire smertefulde år og nu omsider følte sig fri, lånte digtet også selv af denne desperate energi og blev båret op af trangen til fejring og succesoplevelse og af længslen efter forandring.

Naiviteten og enkeltheden i Gormans opbyggelige budskaber om helhed og heling, kærlighed og diversitet, styrke, mod og frihed kombineret med den stærke patos og dygtigheden i fremførelsen var effektfuld. Men den selvbevidste performance var også foruroligende, for ferm, sirlig og skråsikker til at være troværdig. Der var noget fingeret over intensiteten og fabrikeret over seriøsiteten. Og der var en distance mellem den reciterende digter og indholdet af hendes tale.

Uanset var det et uafviselig stærkt og interessant øjeblik, tungt af symbolsk og politisk betydning. Som litterær udgivelse, afskåret fra sin oprindelige historiske kontekst og i stedet sat sammen med et fuldendt intetsigende forord af Oprah Winfrey, mister teksten sin kraft. Udgivelsen indeholder både det originale digt og den danske oversættelse, og særligt i sidstnævnte går musikaliteten og de lyriske virkemidler tabt.

Et umodent digt

Indholdet er uoriginalt, himmelråbende naivt og politisk utopisk. Digtets grundmetafor er oppositionen mellem lys og mørke, dag og nat, god og ond: »Som dagen kommer, stiller vi os selv spørgsmålet: / Hvor kan vi finde lys / I dette uendelige mørke? / Tabet, vi bærer med os, er tungt, og vejen frem er lang.« Det relativt meningsfulde budskab synes indledningsvist at være, at amerikanerne ikke bør fortvivles over deres uperfekthed, for som nation er man altid på vej, og det er på et samfunds ambitioner og idealer, at dets succes og værdi skal måles: »Og nej, vi er langtfra polerede, langtfra perfekte. / Men det betyder ikke, at vi kæmper for at skabe et fællesskab, der er fejlfrit. / Vi kæmper for at skabe mening i det fællesskab, der er vores.«

Målet er altså at skabe en nation med formål og mening. Men hvad denne mening bør bestå i, forbliver i meget abstrakte og klichéfyldte termer om diversitet, kærlighed og harmoni. Der plæderes blandt andet for, at man lægger sine våben ned, for i stedet at række ud mod hinanden. At man bygger broer og sammen vender blikket mod fremtiden frem for at fokusere på forskelligheder.

Bogomslag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Forlaget Carlsen.

Den manglende sammenhæng i digtets idealistiske budskaber bliver tydelig på skrift. Det er indlysende en pladderromantisk og til dels også farlig vrangforestilling, at demokrati kun midlertidigt kan udsættes, men aldrig besejres, som digtet påstår. Dertil er idealet om helhed og samling ikke kun urealistisk, men også i modstrid med pointen om, at en nation aldrig kan blive perfekt og pristin. Og digtets afsluttende linjer om, at der altid er lys, »Hvis vi er modige nok til at se det, / Hvis vi er modige nok til at være det« er en flot-klingende undvigelsesmanøvre. Hvorfor kræver det mod at se lyset og at »være« det? Det er billig og usammenhængende selvforherligelse.

Det er også et umodent digt med et element af hykleri. Det repræsenterer ikke selv den helende og samlende indsats og indstilling, det eksplicit opfordrer til. De pæne budskaber om at række ud, hele sammen og blive til ét undergraves af den hævngerrige og reducerende sort-hvid fremstilling af årene med Trump som de mørke og onde og Bidens sejr som daggryets genkomst. Dermed distancerer digtet sig til tæt på halvdelen af landets befolkning. Under overfladen af opbyggelighed gemmer sig således en uklædelig indbildskhed, der er symptomatisk for demokraternes generelt ukonstruktive indstilling og manglende (selv) indsigt.

Bjerget vi bestiger er lyrik som oppustet, overfladisk og forskønnende undvigelsesmanøvre, alt for nemt og uden substans. Udtrykket af klarhed og styrke lå i livefremførelsen og i øjeblikket, og på print er både dets negative og positive fascinationskraft forsvundet.

Bjerget vi bestiger – et digt til vores tid
Forfatter:
Amanda Gorman. Oversætter: Naiha Khiljee. Forlag: Forlaget Carlsen. Sider: 60. Pris: 129,95.