2 stjerner: 1990er-liberalt hadeskrift er kedeligt og old hat

Boganmeldelse: Kan nostalgisk liberalisme være spændende? Måske, men ikke hvis man læser Anne Applebaums »Demokratiets tusmørke«, mener Eva Selsing.

Historikeren og Pulitzer-vinderen Anne Applebaum er en af den liberale verdensordens mest indædte forkæmpere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Hvordan kan det være, at mennesker, der ved årtusindskiftet var borgerligt-liberale, i dag er blevet konservative og endda illiberale? Det spørgsmål stiller journalisten og forfatteren Anne Applebaum i en ny bog.

Hun ser med bekymring på udviklingen i mange vestlige lande, hvor fremkomsten af nationalt sindede partier og politikere truer den liberale verdensorden, hun selv mener at repræsentere. Et middagsselskab hos Applebaum selv og hendes polske politikermand for 20 år siden rummede mange borgerlige gæster, hvoraf de fleste i dag står på den anden side af Applebaums liberalisme.

»Applebaum fører ikke andet end anekdotisk bevis for brugen af de psykologiske kategorier på kolossale grupper, men fortsætter vredt rundturen blandt Vestens »wrongthinkers«.«


Hvem er det, der har rykket sig? Applebaum er ikke i tvivl om, at det er de nationale og konservative, som de seneste 20 år har forladt internationalismen og frihedsrettighederne og nu truer med at kvæle demokratierne i intolerant nostalgi.

De seks kapitler er arrangerede nedslag i konkrete landes historie, ledende skikkelser og politik, som tilsammen skal vise, at tusmørket sænker sig over Vesten, fordi højrebevægelser, fake news og »autoritære« personlighedstyper vinder frem.

I kapitlet »Sådan løber demagoger af med sejren« causerer Applebaum eksempelvis over, hvordan den liberale, demokratiske dagsorden baseret på universalisme, rationalisme og internationalisme er blevet kuppet af »nationalistiske« politikere og bevægelser, der forfører og ophidser de dumme masser til had mod det bestående.

De konservative eller mere højreorienterede politikere i Vesten er løgnere, svindlere, folkeforførere, antidemokrater, småracister og det, der er værre. Trump, Boris Johnson og Orbán lægges særligt for had, men også Kaczynski i Polen (Applebaums mand er polsk politiker), Abascal i Spanien og Marion Maréchal i Frankrig nævnes som eksempler på den i Applebaums øjne kritisable udvikling.

Demagogernes limpind

Til at forklare, hvorfor masserne dog er hoppet på demagogernes limpind, refererer Applebaum til Hannah Ahrendts begreb om den autoritære personlighed. Det er mennesker, der trives godt med orden og hader kaos; mennesker, der ikke forstår kompleksitet og foretrækker det enkle. De er »restaurerende nostalgikere«, der revolutionært vil afskaffe alt det nye, de ikke forstår.

Derfor er denne primitive personlighedstype bange for indvandring, villig til at gå på kompromis med hævdvundne retsstatsprincipper og, ja, modtagelig for farlig, højreekstrem propaganda. Brexiteers beskrives for eksempel som en chauvinistisk hob, der ønsker britisk overlegenhed tilbage. Nigel Farages »nationalisme« har »raceundertoner«. Applebaum fører ikke andet end anekdotisk bevis for brugen af de psykologiske kategorier på kolossale grupper, men fortsætter vredt rundturen blandt Vestens »wrongthinkers«.

Alle, der er borgerlige på en anden måde end Applebaum og ligesindede, får nedsættende ord med på vejen. Et længere afsnit handler om en ungarsk bekendt til Applebaum, der engang var liberal og i dag er orbanit. Eller, med forfatterens ord, »spytslikker«. Det sidste kapitel indeholder Applebaums retoriske trumf: At associere samtlige højrebevægelser med dem, der ville have den jødiske officer Dreyfus dømt under skandalen med hans navn.

»Netop dette, at de intellektuelle i dag er konservative, er en selvstændig kilde til mishag.«


Læg dertil en meget lang række non sequiturs og voldsomme påstande, såsom at nationalsindede, som er bekymrede over indvandring og mediebias, ønsker revolution, længes efter »en rensende, voldelig begivenhed«, at de vil »ødelægge det eksisterende«, at de »appellerer til fundamentale instinkter«, eller at de »længes efter kaos«. Den sidste påstand er i øvrigt i direkte modstrid med en anden om, at de primitive nationale kræver enkelthed og orden, fordi deres »autoritære« karakter ikke kan håndtere det komplekse. Det er åbenbart, at vi har at gøre med en decideret antiintellektuel tekst.

En hadefuld lille sag

Alt, hvad Applebaum anklager sine borgerlige fjendebilleder for – at have svært ved at håndtere det komplekse, ikke at kunne tåle uenighed, at føre underlødig debat baseret på skældsord og skyld-ved-association etc. – gør hun således selv.

Demokratiets tusmørke er en hadefuld lille sag, men desværre er den alligevel kedelig – man har hørt alle anklagerne mod konservative og fædrelandskærlige fra de bedsteborgerlige i årevis. Det er gammel hat.

Ikke uden, ja, nostalgi, ser Applebaum i glimt tilbage på dengang, den moderne liberalisme – og med den hende selv – satte dagsordenen. Netop dette, at de intellektuelle i dag er konservative, er en selvstændig kilde til mishag.

Det er svært at se, hvem der skal få noget ud af »Demokratiets tusmørke«. Liberale fæller vil ikke finde andet end de så kendte fjendebilleder. Konservative vil bare undre sig over det manglende forsøg på at forstå det fænomen, forfatteren skriver om.

Demokratiets tusmørke
Forfatter: Anne Applebaum. Sider: 224. Pris: 249,95 kr. Forlag: Kristeligt Dagblads Forlag